DET ER FOR ALVOR slut med de tider, hvor børneteatret skulle være pædagogisk og opdragende og oplære den opvoksende generation til at blive det fremtidige voksenpublikum.
I dag udgør børne- og ungdomsteater stort set sin egen selvstændige genre uden skjulte opdragende eller moraliserende dagsordener. Børneteatret Vårt i Ålesund, Tigerstadsteatret i Oslo, Cirka Teater i Trondheim og Brageteatret i Drammen har været banebrydende i det arbejde. Men vi halter nok fortsat en smule efter vort sydlige naboland, som vi også kan lære meget af.
Aprilfestival i Danmark er verdens største børneteaterfestival og noget af en begivenhed for dem, der er glad for og optaget af teater for børn og unge. Den er blevet afviklet siden 1971 som en omrejsende festival, som store og mellemstore kommuner kan tilbyde værtskab.
I år var det Hjørrings tur – en mindre by i Nordjylland mellem Aalborg og Hirtshals. I løbet af en uge var der 5-600 opførelser af mere end 150 forskellige forestillinger fra omkring 100 professionelle teatre.
Og hold fast: Alt er gratis! Det er muligt, fordi vort sydlige naboland står for en lang større offensiv satsning på denne del af scenekunsten.
Festivalens arrangør er Teatercentrum, et kompetencecenter under Kulturministeriet, sammen med værtskommunen. Dertil er ASSITEJ, den internationale børne- og ungdomsteatersammenslutning, med i planlægning og afvikling.
FESTIVALENS BUDGET er blot på 5,5 mio. danske kroner, og når man får så meget teater for så lidt, skyldes det, at alle spiller gratis, og det meste er baseret på frivillige. For værtskommunen er det måske nok et ganske stort engangsbeløb – men dels får man halvdelen refunderet af Kulturministeriet via den danske købsrefusionsordning), dels er det småpenge imod den omsætning, som den enorme tilstrømning genererer.
Og for de mange teatergrupper i Danmark er festivalen også et marked for salg af deres turneforestillinger. Aprilfestivalen er ikke kurateret. Det betyder, at alle professionelle grupper, som opfylder kravet om refusionsgodkendte produktioner, kan komme og vise deres forestillinger. Det giver festivalen et åbent og demokratisk præg, men ukritisk kvantitet kan selvsagt også gå ud over kvaliteten. Det var dog ikke det indtryk, jeg fik af årets festival.
De sidste tre dage i festivalugen var ganske hektiske. På 16 forskellige steder – fra hovedscenen på det smukke, nyåbnede Vendsyssel Teater og til gymnastiksale og klasseværelser – blev der hvert kvarter sat mellem en og fire nye forestillinger i gang. Jeg var så heldig at besøge festivalen i år, og selvom jeg blot nåede at se 14 produktioner, er det alligevel muligt at pege på nogle tendenser:
DET FØRSTE som slog mig er, at i Danmark er børneteater noget, som man kan leve af og fortsætte med at lave hele livet, mens det herhjemme (i Norge, red.) i høj grad er unge entusiaster, der er med i kompagnierne. Flertallet af de forestillinger, jeg så, blev spillet af voksne helt op i pensionsalderen – og godt. Jeg vil tro, at det betyder, at rammevilkårene for denne teaterform er bedre end i Norge, hvor mange unge skuespillere primært beskæftiger sig med børneteaterproduktioner, fordi det er den teaterform, det er muligt at få offentlig støtte til.
Efterhånden som kunstnerne og teaterkompagnierne bliver mere kendte og får bedre økonomi, går de ofte væk fra børneteatret og satser mere på voksenteater. Det gør, at børneteater af mange i scenekunsten anses som lidt mindreværdigt. Hvilket igen fører til, at børneteater i højere grad bliver et middel end til et mål i sig selv. Det er både trist og kan selvsagt også gå ud over kvaliteten. Men der findes trods alt mange undtagelser, og Cirka Teater – et kompagni i international klasse – har eksisteret i 35 år og laver hovedsageligt børne- og ungdomsteater.
ET ANDET SÆRKENDE, jeg lagde mærke til på Aprilfestivalen, var, at maske- og figurteater var langt mere udbredt end i Norge. Mens hovedparten af det, som jeg så i Hjørring, var enten maske- eller figurteater eller en blanding af almindeligt teater og figurteater, er det, som jeg ser det, langt sjældnere i Norge. Petruskja Teater var suveræne på det område i over 30 år og holdt et skyhøjt niveau, men er nu lukket, og jeg kan ikke se, at nogen forsøger at overtage arven efter dem.
Jeg må selvfølgelig tage mange forbehold, for efter bare 14 sete produktioner er mit empiriske grundlag for beskedent til at kunne fastslå noget bombastisk. Men trods det forbehold var der faktisk også noget, jeg savnede. Danmark har et meget større omfang, hvad angår børne- og ungdomsteater, og kvaliteten er generelt høj, men jeg savnede lidt mere bredde i repertoiret, ikke mindst det eksperimentelle og innovative. De fleste produktioner, jeg så, var relativt traditionelle opsætninger, nogle af dem klassiske historier som var moderniseret en kende, men jeg så ingen, som i formsprog eller udtryk forsøgte at sprænge grænser.
I NORGE har flere bestræbt sig på at gøre klassikerne mere tilgængelige for børn, og her snakker vi ikke om Torbjørn Egner, Astrid Lindgren eller H.C. Andersen, men helt andre klassikere. Instruktør og kunstnerisk leder Hildur Kristinsdottir lavede fra 2011-15 en trilogi, som hun kaldte 'Klassikere for kids', hvor hun dramatiserede og lavede opsætninger af Goethes 'Faust', Virginia Woolfs 'Til fyret' og Fjodor Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf' – alle for børn fra syv år og op. Og med stor succes: To af produktionerne blev Hedda-nomineret (svarende til en dansk Reumert-pris).
Cecilie Lundsholt, som i nogle år har været kunstnerisk leder af Børneteatret Vårt i Ålesund (en satellit under regionsteatret Teatret Vårt i Molde) gjorde det samme og lavede 'Hamlet' for seksårige og 'Othello' for teenagere – og begge blev nomineret til en Hedda-pris.
Samme Cecilie Lundsholt har hele tiden forsøgt at gå nye veje med børneteaterfilialen i Ålesund. Bl.a. lavede hun en forestilling kaldet 'Romkadettane', hvor der ikke var adgang for voksne (jeg blev dog smuglet ind til forestillingen og sad bagest i salen uden at give mig til kende). Her var børnene referencegruppe for to astronauter, som skulle lande på en beboelig planet, og ungerne skulle være med til at bestemme styreform og vigtige love for det nye samfund. De måtte foretage etiske valg og forklare, hvorfor de valgte som de gjorde. Og uden moralske pegefingre fra voksne. Forestillingen ændrede sig fra dag til dag.
Denne type forestillinger så jeg ikke noget til i Hjørring – med undtagelse af 'Pinocchio' (Teater Patrasket, red.), hvor publikum blev præsenteret for små etiske valg, men på et helt andet niveau.
Men selvsagt kan mange af 140 andre forestillinger havde været mindst lige så eksperimenterende som de norske – jeg så dem bare ikke.
MEN HISTORIEN bringer mig videre til det, som er det mest spændende ved børneteatergenren, nemlig at det unge publikum er let at få i tale. Mens voksne kan synes, at det at skulle medvirke er pinligt, hungrer børnene efter det interaktive, og her kan alt ske. Og det gør det også.
Og når det bliver kombineret med det politisk lidt ukorrekte, som bandeord i kirken og prutter i teatersalen, fungerer det optimalt. For børn elsker både det uhyggelige og det lidt ulovlige. Som da de fik mulighed for at slikke på batterier, lime hinanden sammen med lynlim og rette pulverslukkerne mod skuespillerne for at slukke en brand. De var ellevilde – og selv kunne jeg godt have tænkt mig at være 60 år yngre.
I 2020 afvikles festivalen i Holbæk, 60 kilometer vest for København. Til prisen for en færgetur og et par overnatninger kan man se så meget børneteater, man orker. Der er meget at lære, og oplevelsen er bestemt turen værd.
*****
Amund Grimstad skrev efter sit besøg i Danmark en oversigtsartikel til det norske dagblad Klassekampen. Efterfølgende bad Teateravisen ham om at udbygge teksten – og gerne med sammenligninger og referencer til norsk børneteater. Resultatet er ovenstående kommentar, der altså både er en redigeret og stærkt udvidet dansk-orienteret udgave af artiklen.
