5. juni 2013

Scenekunsten fejres med en festival i hovedstaden

Med CPH STAGE har Danmark fra i dag fået en ny teaterfestival. Fra 5.-16. juni 2013 bydes på et program med omkring 50 teatre og teatergrupper fra hele landet, som kommer med deres bud på 'den gode forestilling'.

De cirka 100 opførelser spilles på omkring 30 forskellige teatre og venues over hele København – og selvom festivalen er mest for voksne, er der også en håndfuld forestillinger for børn og unge – og alle.

I programmet har teateravisen.dk således spottet bl.a. TeaterTasken med 'Farfar Krigsmand', Teater Fantast med 'Mustafas Kiosk', BaggårdTeatret/Mungo Park med den uopslidelige 'Opsang' og Bornholms Teater med 'Grænsesyndrom' – alle forestillinger er anmeldt her på portalen.

Dertil kommer C:NTACT, der spiller en ungdomsrelateret udgave af 'Romeo og Julie' og Tin Can Company med 'Mabels & Billies' – som kan ses til september på Horsens Teaterfestival tillige med Dansk Rakkerpaks 'Taxi Driver', der spilles på Frue Plads og indgår i det omfangsrige program.

En af ideerne med CPH STAGE er i øvrigt, at de københavnske teatre lægger scener til udefrakommende forestillinger, mens Aveny-T, Betty Nansen Teatret, Frederiksbergscenen  og Riddersalen under overskriften Åbne Scener Frederiksberg skaber en række forestillinger til lejligheden i form af korte forløb, der opføres flere gange samme dag. Med teatrenes tætte indbyrdes placering er ideen så også, at publikum får mulighed for at få og nå 'smagsprøver' fra alle scener over de to dage, 14.-15. juni, som eksperimentet er sat til.

Ud over teaterforestillinger byder CPH STAGE også på readings, koncerter, minifestivaler, fester og debatter m.m.  

Også Teaterøen, der er udsprunget af Asterions Hus, er aktiv i CPH STAGE og holder 13.-16. juni fire dages minifestival i tilknytning hertil under navnet 'CPH Stage får økuller' (se program på www.teateroen.dk).

Festivalen CPH STAGE er et projekt skabt og delvist finansieret af teaterbranchen selv – men dog med økonomisk støtte fra Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Københavns Scenekunstudvalg og Bikubenfonden – og festivalen er blevet til efter initiativ af Husets Teater, CaféTeatret, GROB og Teater V i regi af Byens Levende Scener og De Små Storbyteatre.  

'CPH STAGE er en national festival, som København danner rammen for, og vi er meget stolte over, at vi allerede på festivalens første år kan byde på et så bredt udsnit af det bedste inden for dansk teater og scenekunst. Den interesse og ikke mindst opbakning, der har været fra hele den danske scenekunstbranche, har været fantastisk at opleve', lyder det fra festivalleder Morten Krogh i en pressemeddelelse.

Se mere om festivalen, program, billetbestilling m.v. på www.cphstage.dk

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne