Bibliotekerne har altid været børneteatrenes medsammensvorne. Men nu har forholdet udviklet sig yderligere. Teater Carte Blanche i Viborg har offentliggjort en rapport om deres nylige samarbejde med Viborg Bibliotekerne.
’ALT er der fortalt og ALT vi ved’ er den finurlige og pompøse titel på dette sanseprojekt, der kalder sig selv en ’biblioteksforestilling’. Målgruppen var de større børn fra 8 år og op – i grupper af 6-10 deltagere. Og forestillingen løb hen over sommeren 2014.
Egentlig var det Viborg Bibliotekerne, der tog initiativ til denne bogforestilling. De ønskede at udfordre deres passivrolle som kulturinstitution og i stedet ændre deres image til noget mere aktivt. Biblioteket som institution er overalt i landet ved at overgå fra at være en lukket ekspertverden til en åben brugerverden – og det konkrete ønske i Viborg var at skabe en poetisk opmærksomhed omkring biblioteket, så det først og fremmest opleves som et sted, hvor man kan finde fortællinger fra hele verden. Og det var teatret, der skulle skabe denne nye synliggørelse. Med udgangspunkt i det centrale rum ’Skækbrættet’ midt i hovedbiblioteket.
Lyst til labyrint
Carte Blanche har tidligere arbejdet med labyrinten som et grundprincip i flere sensoriske forestillinger. Altså med vejen og valget, som noget afgørende for oplevelsen. I en labyrint skal tilskueren tage nogle valg – gå den vej eller den vej. Og der ligger hele tiden faren for, at tilskueren kan fare vild.
I teateroplevelsen er dette ikke kun negativt. Netop ved at fare vild kan man komme ud i situationer, der giver én uforklarlige og uforglemmelige oplevelser – og som får en til at slippe sine sædvanlige handlemønstre og forbehold.
Så det var ikke mindst med dette uforudsigelige element som bagvedliggende struktur, at forestillingen blev formet og indrettet i biblioteket. Udformet og iscenesat af Carte Blanches kunstneriske leder, Sara Topsøe-Jensen.
Erfaringsudvikling
Rapportens forfatter er Herdis Toft, der er lektor i børne- og ungdomskultur ved Syddansk Universitet. Hun beskriver klart, hvordan forestillingen skulle flette tre afsenderes interesser: Bøgernes (altså forfatternes), scenekunstnernes og bibliotekarernes. Men også hvordan dette projekt lagde sig tæt op ad et tidligere samarbejdsprojekt mellem Carte Blanche og Viborg Bibliotekerne, nemlig ’Boglabyrinten’ i 2009. Her var 100.000 stablet til sin egen verden kun af bøger. Udfoldede, så siderne blafrede tilskueren i møde.
Det er altså tydeligt, at denne slags interaktiv performance har godt af at udvikle sig og løbende ændre form, efterhånden som erfaringerne bliver implementeret. I modsætning til almindelige teaterforestillinger, hvor folk bliver lukket ind og sat i en sal, indtil de bliver lukket ud igen, så rummer denne slags vandreforestilling for eksempel hele tiden risikoen for, at nogen alligevel ikke vil være med – eller saboterer indlevelsen for de andre omkring sig. Men netop Carte Blanches erfaring med at skabe sanseoplevelser gennem sitespecifik installationer og levende scenografier har gjort dem garvede i forhold til at improvisere, så tilskuerens og medtilskuerens forestillingsoplevelse ikke går i stykker undervejs.
Alice i Bogland
Drømmen om at skabe en verden kun af bøger er ikke mindst inspireret af den argentiske forfatter Jorge Luis Borges’ novelle ’Biblioteket i Basel’. Men der er også en god portion ’Alice i Eventyrland’ over dette projekt. Netop fordi bøger ikke kun fører til ukendte sider af virkeligheden, men i høj grad til uudforskede egne i læserens eget sind.
I Viborg blev forestillingen blandt andet båret af Seimi Nørregaards bogmærker, der med små tekster skabte klare og mærkelige stemninger for tilskuerne, der fandt dem. Men også af de otte andre performere i projektet.
Værter og gæster
Desuden viste det sig, at det i høj grad var bibliotekarerne, der ønskede at ændre deres rolle som omkringvandrende svarfindere. Bibliotekarerne ville vække brugernes opmærksomhed, så brugerne indså, at bibliotekarer er gode til at søge, men at det faktisk er brugeren selv, der skal finde – forenklet forklaret. Ikke mindst fordi google har overflødiggjort meget af den paratvidensøgen, som bibliotekarer tidligere blev bedt om at fremskaffe. Til gengæld er der nu mere de metodiske søgekonsekvenser, som bibliotekarerne skal stå på mål for.
På samme måde skal lånerne ikke længere være ’lånere’, men snarere være ’deltagere’ i bogprocesser. Akkurat som bibliotekarerne, der blot også deltager som ’værter’ for deres ’gæster’. Og som måske endda betragter sig selv som legende værter ved bogfesten…
Selv ønskede bibliotekarerne dog samtidig at bibeholde deres plads ved skranken. Fordi det er her, at de fleste mennesker naturligt opsøger dem. Både for at spørge til bøger og for at tale om livet.
Teselskabsspørgsmål
Disse inspirationskilder og overvejelser har denne rapport beskrevet både indgående og inspirerende. Den inddrager ikke Carte Blanches tidligere forestillinger, selv om den godt kunne have gjort det. Forestillingen ’Life Live!’ i samarbejde med Cantabile 2 sidste år benyttede i hvert fald nogle af de samme greb og spørgeteknikker, når tilskuerne i små grupper blev sat til at besvare spørgsmål om, hvad de er mest bange for – og så videre. ’Teselskabsspørgsmål’, som de åbenbart har heddet blandt performerne. Men det kan skyldes beskedenhed.
Desuden kunne det godt for udblikkets skyld være nævnt, at den hyppige samarbejdspartner Cantabile 2 også optrådt med biblioteksforestillingen ’Ord Mellem Rum’ på Vordingborgs Bibliotek i efteråret 2013 – en forestilling, der genopsættes på Frederiksberg Bibliotek til januar 2015 og på Næstved og Haslev biblioteker til februar 2015. Bøger drager tydeligvis teaterfolk for tiden.
Alle kan fare vild
Alt i alt virker det velgørende luksuriøst, at der er blevet brugt penge og kræfter på at dokumentere projektet så indgående i denne rapport. Både for os, der gerne ville have set forestillingen, men som aldrig nåede frem. Og for kunstnere, som ønsker at arbejde med tilsvarende kunstneriske cross-overprojekter – og som her kan tage konkret ved lære af erfaringerne fra Viborg.
Men også for bibliotekarer og andre institutionsfolk, der arbejder hierarkisk, og som kan udfordre sig selv ved at samarbejde med kunstnere, der arbejder som ligestillede. Og først og fremmest ved at indgå i et søgende labyrintprojekt uden facitliste.
At den lovlig lange rapport har hang til akademisk ordrighed og både huskeseddelomhyggelighed og petitesseevaluering skal vel bare tages som et udtryk for respekt for scenekunsten i mørkelagte reolrum.
Og for at man også som forsker kan fare lidt vild i boglabyrinten.
***
Man kan læse en pdf-udgave af rapporten via dette link.
