Man kan ikke nå meget på enkelt dag. Men netop dét var trods alt nok til at se nogle eksempler på, hvad Bibu-festivalen, som pga. corona-pandemien ikke har været afholdt siden 2018, kunne byde på. Der blev også tid til at sludre lidt med nogle af de mange delegerede; de ca. 800 svenske teaterfolk havde nemlig selskab af op mod 400 tilrejsende internationale gæster, der skulle deltage i ASSITEJs scenekunsteriske topmøde. Det samlede antal gæster nærmede sig således 1.200 personer i alt.
Blandt de internationale gæster var også delegerede fra både Rusland og Ukraine – for overskriften på hele arrangementet var sympatisk nok: ’Leave No One Behind’ – alle skal med. En overskrift der også tjente som en fin påmindelse om, at festivalen i denne omgang dels ønskede at fokusere på scenekunst for børn og unge med funktionsvariationer, dels ville stille skarpt på scenekunst skabt og produceret af oprindelige folk over hele kloden.
Ambitioner var der dermed nok af på Bibu, hvor ordene ’samhørighed’ og ’tolerance’ kom til at definere denne signaturs oplevelse af den stemning, der gennemsyrede hele dette store arrangement, hvor ASSITEJ Artistic Gathering – bl.a. pga. sin volumen – kom til at sætte sit præg på, hvad der blev diskuteret som en del af de mange faglige aktiviteter samt mere uformelt på gange og korridorer.
Plads til teater, møder og begejstring
Helsingborg Arena er et enormt sted og derfor også velegnet til at huse både masser af teater og faglige diskussioner. Denne torsdag er ingen undtagelse, og efter først at have set Regionteater Västs modige ungdomsforestilling ’På ren svenska’ om det svenske samfunds skyggesider – i form af bl.a. ekstremisme og fremmedhad – er turen nu kommet til den meget roste ’Saltbush’-forestilling.
I køen i arenaens store forhal til denne australske performance, der faktisk har næsten 20 år på bagen, møder jeg såmænd… en australier. Noel Jordan er til daglig kunstnerisk leder af den toneangivende Imaginate-festival i Edinburgh i Skotland, som kun lige er afsluttet få dage før startskuddet til Bibu blev givet. Nu er han her i Helsingborg for at finde inspiration til at sammensætte programmet til den næste udgave af hans egen festival.
’Saltbush’ er et eksempel på en teaterproduktion, der præsenteres som en del af Bibu-festivalens erklærede fokus på teater med udgangspunkt i oprindelige folks traditioner og verdensopfattelse. Min nysgerrighed er vakt, og Noel Jordan deler i udgangspunktet min udtrykte begejstring for, at festivalen var valgt at sætte fokus på denne type teater. Men han lufter også sin skepsis:
»At have sådan et fokus på oprindelige folk og deres kunst reflekterer tidsånden og er en vigtig ting, men det faktum, at flere af de forestillinger i denne genre, der præsenteres her på festivalen, er over ti år gamle, viser faktisk også, at der er mangel på denne type forestillinger. Jeg ser helst, at der bør ske noget mere her,« slår Noel Jordan fast, inden han forsvinder i mængden sammen med en medbragt festivalassistent fra Imaginate-festivalen.
Sol, technomusik og samesang
Senere på dagen står jeg i solskinnet foran Dunkers Kulturhus, der ligger helt ned til Øresund med udsigt over byens esklusive Nordhavnsmarina. Jeg ser her endnu et eksempel på en forestilling med rødder i den oprindelige befolkning.
Denne gang handler det om en 15 minutters danseperformance – ’Saajva, The Other World’ – af samiske Stinnerbom Production, hvor originalproducerede, hårdtpumpede technorytmer krydret med traditionel same-sang ledsager en meget fysisk forestilling på trappen op til kulturhuset. En stor skare af teaterfolk og forbipasserende lokale publikummer står og ser med.
Jeg falder i snak med teaterproducer Reeli Lonks fra NAKS-festivalen i Estland:
»Jeg synes, at ’Leave No One Behind’-temaet er meget smukt tænkt. Det er så relevant på mange måder, og her på festivalen har jeg oplevet, hvordan både oprindelige folk, børn og unge med særlige behov samt andre slags minoritetsgrupper har spillet en vigtig rolle. Inkulsiviteten og diversiteten er tydelig her på Bibu,« smiler Reeli, mens hun også skynder sig at dele ud af sin uforbeholdne begejstring for hele arrangementet:
»Denne ‘Artistic Gathering’ i Helsingborg er helt speciel, for det er første gang, at hele vores miljø har mulighed for mødes efter den globale pandemi og diverse lockdowns over hele verden. Det har været to hele år uden festivaler og internationale møder,« sukker hun.
Reeli bruger ord som ‘wonderful’ og ‘heart warming’ til at beskrive sine følelser, når samtalen kredser om, hvad sådan en festival som denne kan gøre ved én. Zoom og Teams kan forbinde folk i pandemiske tider, men intet kan erstatte det fysiske møde.
Via vores computere kan vi vedligeholde allerede etablerede forbindelser, men hvis vi har brug for at slippe kreativiteten løs og for alvor få nye impulser, så skal vi mødes fysisk – f.eks. på en festival.
Aotearoa-dans og foyer-hygge
Senere på aftenen er vi kommet dagens sidste programsatte forestilling, der foregår i Stadsteatrets store sal. Vi ser ’Shel We’, som er en danse- og musikforestilling fra New Zealand – eller som dette for os så fjerntliggende geografiske område også kaldes på Maoriernes sprog: Aotearoa.
Dansen ledsages sine steder af italiensk og fransk barokmusik, som får nyt liv, når seks mandlige dansere med humor og overskud giver alt, hvad de har med sig til et forlystelsessygt publikum. Dansernes ekvilibrisme begejstrer en godt fyldt teatersal, der først efter den tredje fremkaldelse giver slip på de medvirkende.
Efter forestillingen støder jeg på nordirske Eibhlín de Barra, som til daglig er leder af Belfast Children’s Festival, i teatrets foyer, som syder og bobler af stemmer på alle mulige og umulige sprog. Ligesom Reeli Lonks har Eibhlín svært ved at få armene ned af begejstring over, at det endelig er muligt at mødes igen ’face-to-face’ med venner og kolleger på tværs af grænser – på trods af den aktuelle usikre verdenssituation.
Det sidste kan Olga Zaets, der til daglig arbejder på et teater i det sydlige Rusland tæt på den ukrainske grænse, kun bifalde. Olga står sammen med Eibhlín i det tætpakkede menneskehav i foyeren og har det så godt. Hun har mange venner – både faglige og personlige – blandt festivalens internationale gæster, og hun nyder hermed – meget direkte – godt af, at ASSITEJ international i dén grad praktiserer festivalens motto: ’Leave No One Behind’; heller ikke russerne – men Olga er dog i denne omgang den eneste russer, der er kommet hele den lange vej til Helsingborg.
Megen ros – men også lidt ris
Midt i hyggesnakken nævner Eibhlín de Barra dog også, at hun – som noget ret vigtigt på denne type festival – har savnet børn til forestillingerne. Eller i hvert fald publikum i den rette aldersgruppe:
»Vi bør jo huske på, at de håndplukkede forestillinger på Bibu jo ER for dem, og vi har brug for at se, hvordan børnepublikummet reagerer på det, de ser, og det gør også forestillingsoplevelsen større for alle,« slår hun fast.
Det sidste giver den allestedsnærværende Noel Jordan hende ret i, og han kalder det faktisk ’the major thing missing’ på festivalen, hvor han i øvrigt – som ikke-svensktalende – også ærgrer sig over de næsten helt fraværende muligheder for at følge de faglige aktiviteter med f.eks. en engelsk oversættelse.
Heller ikke nogle af de forestillinger, han så, havde overtekster, ligesom kun ganske få festivalarrangementer havde fået tilknyttet en tegnsprogstolk. Noel kalder dette forhold – slet og ret – skuffende. Ikke mindst fordi han ved, at ambitionerne i festivalens planlægningsfase havde været store på netop dette område.
Men dette ER trods alt skønhedsfejl ved en i øvrigt veltilrettelagt festival – i denne signaturs øjne.
Og selvom jeg kun har haft én lang dag til at opleve både teater og et enkelt fagligt arrangement om KulturCrew-indsatsen i Norden, kan jeg over en kold øl i Radisson Blu Metropol-hotellets konferencesal senere på aftenen konstatere, at smilene er svære at tørre af de glade delegeredes ansigter; uanset om de så kommer fra enten Frankrig, England, USA, Brasilien, Tyskland, Irland, Estland, Iran, Korea, Canada, Sverige, Danmark, Rusland, Australien eller… fra Aotearoa.
Men alle festivaler har en ende. Min slutter denne torsdag aften kl. 23.10, hvor færgen mod Helsingør lægger fra kaj.
