Niels Vandrefalk er en karismatisk figur i dansk teater. Hans fysiske teatersprog er udsprunget af hans tid hos gruppeteatret i 1970’erne. Han gjorde oprør mod de stive former under sin elevtid på Det Kongelige Teater, hvor han debuterede som skuespiller i 1966. I 1981 stiftede han enmandsteatret Vandrefalken, og siden 2004 har han ledet Holberg Teatret i Kalundborg og Sorø, hvor han har instrueret en række forestillinger af Holberg.
Det er det teatralske udtryk, der optager Niels Vandrefalk. Hans forestillinger tager udgangspunkt i et kropsligt teatersprog, der rummer vilde gags fra commedia dell’arte-traditionen med gøgl og tricks og en stærk brug af stemmen. Alt sammen inspireret af hans massive teaterhistoriske viden, som han allerede grundlagde ved at studere teaterhistorie ved Københavns Universitet i de tidlige 1960’ere.
Her i jubilæumsåret 2022, hvor dansk teaters 300 år fejres, har den nu 80-årige Niels Vandrefalk udgivet sin tredje bog. Den nye bog ’Holbergs yngel’ er en efterfølger til ’Teatergal’ fra 2009 og ’ Bajads i ilden’ fra 2016.
Bogen er skrevet som en hyldest til den gamle komediedigter, men den er samtidig en erindringsbog. ’Et autofiktivt værk med energi og intensitet’, kalder han selv bogen. Og så kaster han ellers om sig med billedlige associationer i beskrivelsen af sit teaterdedikerede liv. Med Holberg som utæmmelig livsvejleder.
Skæv og skør
’Holbergs yngel’ er en vild bog. Den er også en skæv og en skør bog. Men den er først og fremmest en meget charmerende bog, fordi den er så flyvsk i sine tankeverdener og så billedmættet i sine saftige sansninger. Vandrefalken kalder sig selv for Falco i rollen som falken, der overflyver og har overblik. Men han dukker også op under navnet ’Andros’, altså det græske ord for ’mand’. Og hans kvindelige modstykke Pythia kan både udføre kropslige mirakler og heksekunster.
Vandrefalken ser både sit eget liv og Holbergs med erotiske briller. Eller ud fra ’eksperimentalfysikken’, som Holberg kalder det erotiske ud fra betragterens rolle. Vandrefalken er tydeligvis frustreret på den ikke-erotiske Holbergs vegne. Han forstår ikke Holbergs ukødelighed, og han tager det meget bogstaveligt, at Holberg åbenbart selv har afsløret, at hans klunker aldrig er faldet ned i pungen. Hvorom alt er, så vælger Vandrefalken at definere Holbergs køn som ’indifferent aseksuel intetkøn’.
’Ludvigs ord er hans sæd,’ skriver han. Og senere skriver han direkte til Holberg om ’ord, der dryppede fra din erigerede pen’. Herefter kan Holberg ellers endelig få lov til at digte videre.
Desuden leverer bogen mange interessante glimt fra Holbergs livshistorie. For eksempel oplysningen om, at han blev smittet med malaria, da han besøgte Genua – og at han resten af livet måtte kurere sig selv med kinin.
Holberg er dog alene om at dyrke ’den gyldne middelvej’. Den kender Niels Vandrefalk tydeligvis ikke. Til gengæld ved han alt om, hvad der ligger i grøfterne på begge sider. Niels Vandrefalk er ekstremernes mand. Altid parat til et oprør i kampen for det, han tror på.
Svært billedmylder
Teaterhistorisk rummer bogen nogle skønne og detaljerede afsnit, ikke mindst om commedia dell’arte traditionen, som Vandrefalken sjovt nok sammenstiller med cirkuskulturen i dag.
Bogen er dog ret rodet. Ikke mindst når replikker fra nogle af Vandrefalkens gamle forestillinger blander sig med bogens selvbiografiske fortælling – og når personer skifter navne. For slet ikke at tale om, at Vandrefalken både omtaler sig selv som ’jeg’ og som ’han’. Det er ikke let. Men læsningen belønnes med vid og humør.
Noget af det mest spændende i bogen er ellers Vandrefalkens beskrivelser af, hvordan han har mødt publikum. Ikke bare det vante teaterpublikum, men et nyt publikum. Børnene og de unge, der ikke har haft hverken forventninger eller fordomme, men som bare har oplevet hans forestillinger, som de var.
Særligt skønt er det at læse om hans turné til Grønland i 1969 med Holberg-forestillingen ’De usynlige’. På en heftig turnérute fra Nuuk til Upernavik fik han tydeligvis lært sig en spontan kommunikationsform og en direkte tilskuerhenvendelse, som han har brugt resten af livet. Også i de ofte mere reserverede og kontrollerede teatersammenhænge i Danmark.
Bogen er erklæret politisk. Vandrefalken sympatiserer evindeligt med de fattige, og han har tydeligvis været meget plaget økonomisk som teaterkunstner uden faste tilskud. Han fortæller til gengæld ret frydefuldt, hvordan han har hånet løgnagtige politikere i sine forestillinger – som del af det aktivistiske gruppeteater i 1970’erne.
Men den rebelske vrede erstattes også af vemod. Man mærker man gamle forfatters smerte over nye tiders menneskehån. Med Breiviks massemord i Norge i 2011 som en af de begivenheder, der har mærket ham voldsomst.
Magiske billeder
Sprogligt kan ’Holbergs yngel’ dog godt virke så billedmyldrende, at det bliver svært at holde fast i den uforudsigelige flugt mellem græske guder og Holbergs komediefigurer. Noget bliver derfor også indforstået og svært tilgængeligt. Eller direkte kryptisk.
Til gengæld er bogen illustreret på magisk vis af den 86-årige, østrigskfødte kunstner Adi Holzer – med farverige og underfundige billeder, der tolker syn og scener i Vandrefalkens fantasi. De smukke og mærkelige malerier spejler de store kontraster i Vandrefalkens beskrivelser af Holbergs verden. Både modsætningerne mellem mand og kvinde, men også magtforskydningerne mellem magthaverne og deres tjenere.
Samtidig rummer malerierne stærke ursymboler og ekspressionistiske tilføjelser, der giver de raffinerede replikovervejelser et herligt primitivt modspil. Og så er der masser af erotik i de emmende og kvindeglade billeder.
Bogen er en autofiktiv roman. Men den er også et digt. En billedcollage. Et drama. Og en scrapbog. Og Helge Dyrvig har tilsvarende skabt et layout, der buldrer af sted med alverdens fotocollager – næsten lige så vildt som forfatterens ord. Til fornøjelse for historienørderne er bogens autentiske Holberg-citater indsat med rød skrift; det er effektivt, men der er desværre ingen angivelser af, hvorfra citaterne stammer.
Men Holberg-citaterne er alle sammen fløjet forbi Niels Vandrefalks nysgerrige øjne i løbet af et langt teaterliv. Og de er med til at gøre ’Holbergs yngel’ til en spillevende bog. En ordrablende og komedieforelsket bog skrevet som en kærlighedserklæring til Holberg. Digtet af en erfaren og stædig teatermand, der nu heldigvis skuer tilfreds tilbage. En Holberg-elsker af Dionysos’ nåde.
