Odsherred mangler et ungdomshus – og det har vi gjort i mange år. Det blev endnu en gang tydeliggjort i det fantastiske stykke arbejde, som Odsherred Teater, museum og bibliotek lavede med de unge i projektet Landet. Her siger de unge – igen – at der ikke er en skid at lave i Odsherred, hvis man ikke lige er idrætsinteresseret. Og vi politikere har igennem årene ikke ligefrem højprioriteret området.
Gitte Hededam og Tina Raahage fra Odsherred Byråd – i et indlæg i Venstrebladet
—
Der er så dejligt på landet – eller er der?
Det er der åbenbart delte meninger om i Odsherred, hvor et storstilet kulturprojekt har sat sig for at undersøge de unges forhold til deres egen situation et sted i det såkaldte Udkantsdanmark.
Det er bl.a. blevet til en diger rapport på baggrund af undersøgelser, dialogmøder, interviews m.v. samt dertil en såkaldt lommefilmskonkurrence, workshops, ungekonference, en storstilet fotokonkurrence, en oktanmættet udstilling/installation – og et afsluttende teaterstykke. Alt garneret af brugerinddragende adfærd og kommentarer på sociale medier som Facebook.
Tre lokale kulturinstitutioner har skabt projektet: Odsherred Bibliotek, Odsherreds Kulturhistoriske Museum og Odsherred Teater – og sidstnævntes bidrag er forestillingen ’Landet – Should I Stay or Should I Go?’ for de 13-årige og op.
Den er blevet fulgt til dørs med gode anmeldelser (bl.a. fem stjerner her på portalen – og rosende ord fra mange kolleger i teatermiljøet og ikke mindst de unge tilskuere, der i den grad har kunnet spejle sig i forestillingens særdeles nærværende skildring af unge i opbrudsalder i et aktivitetsfattigt miljø.
En kropsnær dialog
Forestillingen er nemlig blevet spillet i en mægtig lade fyldt med gamle biler, trailere, knallerter og andre mobile genstande i noget, der må betegnes som en af de mest voluminøse scenografier i dansk børneteaters historie.
Stedet tilhører Odsherred Kulturhistoriske Museum, der ligger lige uden for Nykøbing Sjælland og med sin landlige idyl er med til at tegne et overmåde realistisk billede af det miljø, som de lokale unge – og andre unge i tilsvarende provinslokaliteter – færdes i.
Læg dertil en dialog uden en eneste falsk tone i et kropsnært sprog, der også bliver afleveret med stor autenticitet af de fire medvirkede skuespillere.
Hvoraf en er stykkets dramatiker, Mei Oulund, hvis manuskript har høstet stor anerkendelse – og som forfatteren i øvrigt også selv er blevet rigtig tilfreds med.
Børneteateravisen har fået lov at kigge i Mei Oulunds logbog forud for en lille snak med dramatikeren, der for snart to år siden blev bedt om at levere teksten til forestillingen ’Landet’.
—
19.12.10: Jeg er blevet anbefalet at prøve hver dag, som det første, at skrive et par sider af karsken bælg, jeg må ikke læse hvad jeg skriver før om 3 måneder og det skal ikke have noget formål ud over ”at tømme hovedet”. (fra Meis logbog)
—
En universel historie
Lidt omvendt i forhold til sædvanlige teaterproduktioner er en del af forestillingens tekst udsprunget og inspireret af scenografien, der som udstilling og installation blev bygget op på museet, før manuskriptet var færdigt.
Men retningen var dog udstukket:
»Arbejdstitlen var ’Skillevejen’, for jeg tidligt lagde mig fast på den dramatiske tid i de unges liv, hvor de forlader folkeskolen og hvor deres fremtidsmuligheder pludselig i høj grad er farvet af familiens status og samfundsplacering. Og det gælder ikke mindst i udkantsområder,« siger Mei Oulund, der også måtte overvinde en lokal skepsis overfor, at stykket fik en lidt taberagtig og provinssørgmodig tone frem for at være en hyldest til Odsherred.
Det ville Mei Oulund, der selv er Amager-borger med hang til storbyliv, dog ikke være med til.
»For virkeligheden er ikke særlig rosenrød for de unge i Odsherred. Og nok er der indlagt lokale stednavne i dialogerne, men jeg har først og fremmest ville fortælle en universel historie i en specifik indpakning,« lyder det fra dramatikeren, der ikke engang er specielt interesseret i børneteater – hun brænder bare generelt for godt teater – men denne her ungdomshistorie MÅTTE bare ud…
—
20.12.10: Har vildt lyst til at dele mine oplevelser med det jeg skriver, for det er som en forelskelse. Jeg er seriøst vild med Preben og hans søn Niels – eller ”Ham de kalder Darwin” han har eksisteret længe. Noget af det allerførste jeg skrev til det her var en monolog, hvor en dreng der hedder ”ham-de-kalder-Darvin” taler om forstenede dinosaurus fodspor. Han er en eftertænksom, klog dreng som jeg rigtig godt kan lide, men indtil i går vidste jeg ikke at hans far hedder Preben og er suppestegogismusiker og lejlighedsdigter – med speciale i konfirmations og sølvbryllupssange. Jeg er så glad for at jeg har fundet det par. (Fra Meis logbog)
—
Dialog fra Facebook
Mei Oulund pointerer, at hendes tekst IKKE er baseret på intens deltagelse i de mange delprojekter, som ’Landet’ har bestået af udover forestillingen, og hvor der ellers har været gode muligheder for at ’pumpe’ de unge for ideer og holdninger.
»Jeg sad godt nok i starten med i koordineringsgruppen bag det samlede projekt ’Landet’ og har også været med til at komme med ideer her, men skriveprocessen har fulgt mine helt egne spor,« siger hun og fortæller, at hendes research faktisk startede for fem-seks år siden, da hun i Odsherred underviste socialt udsatte unge piger, der bl.a. døjede med overvægt og spiseforstyrrelser.
Lærer og elever blev venner og har opretholdt venskabet via Facebook, og det er dialogerne med pigerne her, der på mange måder har determineret den historie, der fortælles i ’Landet’ – også selvom et vigtigt omdrejningspunkt er en lidt kikset fars (Preben Pop) kærlige forhold til den lidt nørdede søn (Darvin).
—
10.1.11: Skrev i går – fra jeg vågnede til aftensmaden. Med ganske få pauser, og sendte 43 sider af sted til Frede (Gulbrandsen, instruktøren, red.) der hverken er buh eller bæh. Prøvede at montere det i én eller anden rækkefølge, og er i tvivl om nu, om det var en dum idé. (Fra Meis logbog)
—
Det sker inde i hovedet
Mei Oulund er i det hele taget en ferm og lynsnar deltager i Facebook-universet, hvor der ustandseligt dukker bemærkninger og betragtninger og beskrivelser op til glæde for hendes p.t. 639 Facebook-venner og andre iagttagere.
Men der bliver også noteret flittigt andre steder, fortæller Mei og viser sin helt konkrete skrivemetode frem i form af en stor hæftet bog, hvori det vrimler med billeder, tegninger, avisudklip, tekststykker, nedkradsede noter m.v.
Det er det idekatalog, som har ført til det endelige manus efter en lang og sej proces, der sjældent er retlinet:
»Jeg har aldrig et færdigt plot i hovedet, når jeg begynder på et manus. Det starter inde i mit hoved – nærmest som fragmenter – og vokser sig frem. Som med personen Darvin, der bare voksede frem inde i mit hoved. Det er næsten som at ’tale i stemmer’ og er på en måde ren improviseringsteknik – ’hvad sker der så?’ – som ikke mindst er et resultat af mine mange år som skuespiller,« fortæller Mei Oulund.
—
21.01.11: Er vred på min tekst. Synes den er kedelig og uoriginal og ubrugelig. Jeg bliver nødt til at sige til mig selv, at det er ok at skrive en dødssyg, ordinær historie. At jeg ikke behøver at forsøge at være genial, for der er en iscenesættelse som kan gøre rigtig meget. Jeg kan ikke kontrollere historien, den eneste chance jeg har for at lave en historie, der har noget på spil, er at jeg skriver fra et ærligt ungemacht sted, og det er det jeg er i gang med, og så må jeg lade være med at ville styre at formen ikke umiddelbart ser særlig interessant ud. (Fra Meis logbog)
—
Evnen til at se de rigtige replikker
Skuespillerkarrieren er altså blevet brugt aktivt i virket som dramatiker, tilsat et sprogligt gehør og erfaringer fra en flerårig deltagelse i DramatikerVæksthus-projektet (2004-07), der i øvrigt også afholder sine internatkurser netop i Odsherred.
»Jeg har lært meget af forløbet som dramatikerspire, hvor jeg har fået nogle helt konkrete værktøjer. Men altså også af de mange gange, jeg som skuespiller har stået med klodsede og ubrugelige replikker. Det handler meget om situationsfornemmelse og evnen til at si de forkerte replikker fra,« siger Mei Oulund, der tydeligvis har ramt tonen rent i sproget blandt de unge i ’Landet’.
Og som altså ikke er resultatet af opsøgende arbejde blandt unge, men bl.a. planket fra hendes unge Facebook-venner – og fra to børn af egen avl på 13 og 17 år, hvis vrisne og lejlighedsvis overbærende attituder overfor mor Mei tydeligt kan genfindes i dialogerne…
—
11.02.11: Jeg skal ikke kunne redegøre for hvordan det hænger sammen, men det er således, at jeg ikke har skrevet på dette mit morgendokument i lang tid, og langsomt er også det andet skriveri tørret ud. Jeg afleverede en eksplosion af en første gennemskrivning sidste lørdag og kunne ikke få armene ned af bare lykke over at præstere det 14 dage før deadline (Fra Meis logbog)
—
Skrev det hele om til sidst
Et dramatisk tekst kan nå sin afslutning på mange måder, men for Mei Oulund var vejen for ’Landet’ lige så bugtet og snoet som Odsherreds trafiknet.
Inklusive en lang omvej omkring et Twin Peaks-lignende univers af incest og vold og alt gået op i ’hat og briller’ – og der stod den lige før aflevering, inden hun besluttede sig for at følge et råd fra dramaturg Jane Rasch fra tiden på DramatikerVæksthuset: Lad være med at file løs på det bestående, men skriv det hele om.
»Og så satte jeg mig ned og skrev hele stykket igennem på ganske få dage og fik pillet unødvendige indholdselementer og udenomsværker og dialoger væk,« fortæller Mei Oulund, der normalt er ganske kritisk over for sine egne tekster, men alligevel føler, at hun med ’Landet’ har præsteret et ganske god manuskript.
—
12.02.11: Selvmedlidenheden er forsvundet og det skal være slut med både trøstespiseri og klynk i denne omgang. Det er meget muligt at jeg ikke har skrevet et epokegørende værk om Odsherreds ungdom, men jeg har gjort mit bedste efter omstændighederne og hver gang er en læring og jeg lærer hele tiden og det kunne fandeme også være værre. Jeg tror selv på at det nok skal blive en tekst, der kan danne grundlag for en inspireret iscenesættelse – og det er første gennemskrivning for helvede! (Fra Meis logbog)
—
Manuskript til eksport
Forestillingen ’Landet – Should I Stay or Should I Go?’ slutter med, at de medvirkende drøner ud af laden med hjulspind og afslutter med vildt ræs på gårdspladsen, inden de kører væk fra et ellers stærkt fortjent bifald.
Det er også ganske anderledes.
Forestillingen spiller til 10. september og er fulgt til dørs med beklagelser over, at den ikke er turneegnet. Men ’Landet’ kan godt spilles andetsteds, bedyrer Mei Oulund. Hvis teaterscenen bare er stort nok og adgangsforholdene rummelige.
Og måske kan man forestille sig et mindre overvældende scenografisk set-op, hvor dialog og spil alligevel kommer til sin ret.
Både her og andre steder i verden – for manus er allerede blevet solgt til det tyske Harlekin Theaterverlag, hvor Volker Quandt – en god bekendt af dansk børneteater – residerer.
Den universelle historie i den lokale forankring fungerer altså. Også som eksportvare.
