Fra 19. september til 20. oktober satser Østre Gasværk Teater på det yngste publikum og deres voksne, når teaterkoncerten 'Sigurd fortæller om de græske guder' indtager den store kuppel på Østerbro.
Forestillingen bygger på Sigurd Barretts bestsellerbog af samme navn fra 2014, som har solgt over 50.000 eksemplarer. I teaterkoncerten, som har Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen i hovedrollerne, tager Sigurd Barrrett og hans liveorkester publikum med til det gamle Grækenland, hvor de møder Zeus og Hera, Apollon, Poseidon og alle de andre guder fra den græske mytologi.
Det er et stort emne og grundlaget for europæiske kultur, der er på spil, men som det hedder i en pressemeddelelse, bliver verdenskaos til 'rod på børneværelset', når Sigurd Barrett med sin særlige fornemmelse for de små giver græsk mytologi videre til næste generation.
'Sigurd fortæller om de græske guder' har en nedre målgruppe på 5 år i en to timer lang forestilling, dog med pause. Forestillingen, der er en co-produktion mellem Sigurd Barrett og Østre Gasværk Teater, er instrueret af Louise Schouw og har scenografi af Rikke Juellund.
(Billedet: Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen spiller hovedrollerne i dramatiseringen af 'Sigurd fortæller om de græske guder' på Østre Gasværk Teater. Foto: Miklos Szabo)