– DU HAR VALGT at holde op som anmelder efter ti år og næsten 200 anmeldelser. Du kunne vel have fortsat lidt endnu?
Sagtens, men ti år er en smuk periode, særlig fordi jeg selv går ind i et nyt årti.
– DET ER DA ren tal-symbolisme! Og 80 er da ingen alder?
Åh, jo da. Du har bare ikke prøvet det endnu.
– MEN ÆRLIGT TALT…?
Vel – ærligt talt er jeg nået til et punkt i livet, hvor jeg ikke længere vil forholde mig til forpligtelser og deadlines. Men det også noget med, at nu har jeg været hele vejen rundt i teatret. Jeg begyndte som skuespiller i studenterteatret, men kom hurtigt i gang med at instruere, og det er som instruktør jeg stadigvæk definerer mig selv.
– MEN DU HAR HAFT mange jobs, både kunstneriske og administrative?!
Jo, jo, – som underviser og rektor både her og der, som teaterchef, medlem af Teaterfagudvalget og konsulent i utallige sammenhænge. Og nu altså også som anmelder. Lige præcis den havde jeg ikke set komme, dengang du spurgte mig for ti år siden. Og det er da Full Circle?! Men jeg holder fast i, at det er instruktør jeg er – egentlig!
– OG ER DU OGSÅ gået til anmeldertjansen som instruktør – med praksis og erfaring i bagagen?
Ja, hvad andet kunne jeg bidrage med? Det måtte jeg tænke over. Jeg ville jo gerne bidrage ud fra mit ståsted, men nogen rigtig homo grafiticus har jeg aldrig været og da slet ikke journalist. Så det var med nogen angst og bæven, at jeg trådte mine barnesko med en anmeldelse af 'Pinocchio' på Anemone Teatret.
Men lige der, mens jeg sad og brugte mine, forsøgsvis, nye øjne til at se med, opdagede jeg, at min bagage var til god nytte: Hvor er fokus? Er der rytme? Tager man vare på vendepunkterne? Kan omstændighederne skærpes? Taler de sandt, skuespillerne? Og så videre. Jeg havde altså nogle redskaber, der kunne bruges. Og en erfaring i at kunne se – og allerhelst gennemskue.
– HAR DET VÆRET sjovt, synes du, at gå ind i noget nyt?
Jeg kan sikkert ikke stå inde for hvert et ord, jeg har skrevet i disse ti år, heller ikke for kvaliteten i hver anmeldelse. Jeg synes stadig, at jeg har noget at lære med hensyn til at vurdere ud fra objektive kriterier og ikke smag og behag
Så må andre vurdere, om jeg har brugt mine redskaber godt nok. Men én ting til: Efterhånden blev jeg bevidst om, at mine kolleger har mange af de samme redskaber som mig. Jeg var ikke sådan en fremmed fugl, som jeg havde troet. I det hele taget har jeg den største respekt for mine kolleger – ja, for anmelderjobbet i det hele taget. Det har jeg altid haft.
– MEN LIDT EN FREMMED fugl har du nu alligevel været. Er der ikke en forskel?
Nu spørger du vanskeligt. Når jeg læser mine kolleger her på Teateravisen, og også når jeg læser andre anmeldere, har jeg svært ved at se et entydigt billede. Alle anmeldere er forskellige – lad gå at jeg personligt stoler mere på nogle end på andre, men alle har deres egen bagage.
Hovedspørgsmålet er: 'Hvem skriver du for'. Og lige der kan det være, at jeg er lidt afvigende. Jeg indbilder mig, at jeg ikke er specielt god til at give forbrugervejledning. Jeg har nok haft de enkelte teatre og de medvirkende som adressat i hovedet, når jeg skriver – mere end det potentielle publikum. Men heller ikke det synes jeg giver noget entydigt billede.
-DU HAR BÅDE leveret overstrømmende positive og fordømmende negative anmeldelser gennem de ti års virke…
Ja, stillet over for det strålende gode og det ufatteligt dårlige er der ingen grund til at lægge fingrene imellem.
– … MEN DU HAR OGSÅ været udsat for harmdirrende kritik. Hvordan har det været?
Kun tre-fire gange, og det synes jeg er et tolerabelt gennemsnit efter ti år og 200 anmeldelser. Hvordan det har været? Egentlig fint – det har i et par tilfælde givet en god anledning til at gå dybere ind i problematikken. Når for eksempel en dramatiker, som jeg har stor respekt for, går vild i dramaturgiskoven, er det kun godt at kunne begrunde det endnu bedre i en opfølgende polemik.
– DU UDTALTE i et interview i BørneTeaterAvisen i december 2007, at 'det er synd at området slæber rundt på meget 'dødt kød' i form af dårlige teatre”'. Nu du er kommet ti år tættere på dansk børne- og ungdomsteater, så står du stadigvæk ved det udsagn?
Ja. Jo. Ja, i bund og grund gør jeg. Men jeg skal moderere udtrykket 'slæber rundt på'. De dårlige teatre – de skrækkelige forestillinger – bliver sjældent hængende; de popper op og dør og slæbes altså ingen steder. Men de er forstyrrende, de trækker det samlede billede af dansk teater for børn og unge ned. Og det er ikke kun Refusionsudvalgets skyld. Også etablerede teatre kan lave noget lort iblandt. Af og til savner man en smule selvkritik.
Jeg skal afstå fra enkelttilfælde. Jeg skal kun nøjes med et eksempel, og det er ikke af de værste: Nogle af de forestillinger, jeg har set, lever dårlig nok op til en samlingsstund i børnehaven. Rundt om i Danmark – det er jeg sikker på – findes der børnehavepædagoger, der kan fortælle og levendegøre en historie, så børnene sidder med åben mund og polypper og henrykt kan genfortælle for deres forældre, når de kommer hjem. Det elsker vi! Men Kunst bliver det ikke, om det er aldrig så elsk-værdigt.
Og så må dét siges: Ikke alle lykkes i første forsøg. At have øje for nye talenter er en listig egenskab, som ikke mindst anmeldere burde have.
– ER DER SÆRLIGE oplevelser, der er blevet tilbage på nethinden efter alle de år?
Javist! Masser, bunker, stakke af glædelige oplevelser. Skal jeg nævne nogen, kan det blive langt.
– NÆVN I FLÆNG!
Jeg har storøjet set mig omkring i Kasse-Madsens forunderlige verden (Teater Refleksion, red.), jeg har frydet mig over Catherine Pohers originale poesi hos Gruppe 38 og Aaben Dans. Jeg har dykket ned i Asterions Hus' græske myter, jeg er blevet bevæget af ZeBUs kloge pre-teen-verden. Jeg har hørt drabeligt fortællerteater om fortidens Bjowulf og Coriolanus (Det Fortællende Teater & Lene Vestergård, red.). Jeg har grinet, så skjorteknapperne røg, med Teater Hund og Dansk Rakkerpak og Batida, jeg har elsket Meridianos smukke dukke-univers og Fair Plays lige så smukke armbånd, og jeg har spændt fulgt Teatret Møllens mange dramatiseringer af god litteratur.
Og pludselig dukker overraskelser op: En Mette Rønne, en Mish Mash, Hotel Pro Forma; Den indbildt syge i parken (Grønnegårds teatret, red.); Folketeatret og Zeppelin svinger sig op med Astrid Lindgren, fra Fanø og Frankrig kommer Compagnie Mediane, og i Næstved fortæller Peter Holst Juleevangeliet, og jeg må nævne Carte Blanche og 4,1 promille hos Alias (nu Mærkværk, red.).
– NOGLE ABSOLUTTE FAVORITTER?
Den er svær! Men efter at have funderet en stund lander jeg på disse (aldersbestemt):
1½-4 år: Teater My med 'Med små skridt', 4-8 år: Refleksion og Røde Heste med 'Farvel Hr. Muffin', 8-11 år: HMF Brændende Kærlighed med 'Friendly Fire', 12-14 år: ZeBU med 'Så står man pludselig der', og 14 år plus: Teater O med 'Goodbye & Farvel'.
Og størst blandt disse er 'Farvel Hr. Muffin'! Som jeg ikke har anmeldt. Men set tre gange.
– HVORFOR?
Fordi den har det hele: Ulf Nilssons tekst har pædagogiske kvaliteter i det, at den handler om døden, men på den mest poetiske måde og med masser af sjove indfald, scenografisk er dens enkelhed tilnærmet genial, Claus Mandøe er den perfekte fortæller, og den lille hamster Hr. Muffin er en knuselskelig dukke. Alvorligt tema, sjov fortælling, nøgtern fremstilling, fuld af detaljer og åndløse øjeblikke. Scenekunst på højt niveau!
****
Efterskrift:
Så vidt Janken Vardens egne ord om sin tid som anmelder, efter at (Børne)Teateravisen lykkeligvis kaprede ham til tjansen i efteråret 2008.
Det kan godt være, at han som nu 80-årig mener, at han har gjort sin borgerpligt, men han vil blive savnet stærkt, både af redaktøren, hans anmelderkolleger her på portalen – og af de mange teaterfolk m.fl., der har måske ikke altid har været enige i alle hans vurderinger, men har respekteret ham for hans store faglige indsigt og grundighed.
Det bliver også et savn ikke længere at se ham drøne rundt til festivalerne i sin cabriolet med kalechen slået ned og med højt til loftet – både intellektuelt, menneskeligt og fagligt.
Tak for de i alt 195 anmeldelser, det gode samarbejde, hyggelige samvær og ditto snakke.
(caj)
