I sidste uge kunne Riddersalen indvie sit nye spillested i Riises Landsted med småbørnsforestillingen ’Åbent hus’ – der således alene med titlen var passende til teatrets første forestilling i huset i Allégade 5 – blot nogle få barneskridt fra teatrets faste tilholdssted.
Det var samtidig turne-start med den succesrige forestilling, der skal rundt i landet de næste uger.
Riises Landsted er en smuk gammel og fredet villa, opført i 1860 og siden 2005 ejet af Realdania. Huset har bl.a. været bolig for digteren Viggo Stuckenboerg – men i nyere tid også været persiennefabrik, musikbibliotek og senest Revymuseum.
»Huset har stået tomt, siden museet flyttede ud, og nu har Frederiksberg Kommune byråd bevilget 200.000 kr. i to år til at sparke aktiviteter i gang i huset. Der står i fundatsen, at det skal være kulturelle aktiviteter, der fylder huset, så vi og en række andre kulturinstitutioner i kommunen har, sammen med forvaltningen, dannet "Riises Råd", som skal undersøge, hvad huset kan bruges til,« fortæller Riddersalens direktør, Henrik Køhler.
»Derfor har Riddersalen budt ind med forestillinger for de små, og vi kommer også til at afholde workshops i huset. Riises Råd har fået 160.000 kr. fra Frederiksbergfonden til at indkøbe lidt udstyr til stedet, så der vil være lyd og lys til de arrangementer, der kommer derovre,« siger Køhler og nævner bl.a. mulighed for kunstudstilling, koncerter m.v.
Men for Frederiksberg Kommunes lille storbyteater er Riises Landsted altså nu også en mulighed for at placere nogle af teatrets forestillinger og andre aktiviteter her.
(Billedet: Ragnhild Kaasgaard i indgangsdøren til Riises Landsted, hvor hun tager imod de første børn til ’Åbent hus’. Foto: Lise Stenbæksgaard)
(caj