Søndag 5. maj 2013 – på teaterelskeren Søren Kierkegaards 200-års fødselsdag – var det så atter blevet tid til scenekunstens stort anlagte hyldest til sig selv, Reumert-festen i Operaen, hvor prismodtagere i 15 kategorier samt Hædersprisen kunne modtage kollegernes hyldest, Bikubenfondens check og et glasmaleri af Hans Voigt Steffensen.
Udover de mange inviterede gæster fra dansk teaterliv, iblandet politikere og erhvervs- og kulturpersonligheder, var der – takket være flytningen fra Gamle Scene til Operaen – som sidste år også lukket op for offentligheden i form af 500 billetter, hvor hele indtægten går ubeskåret til Børnehjælpsdagens kulturelle aktiviteter for børn og unge anbragt uden for hjemmet.
Dette års show havde som sidste år skuespilleren Kristian Halken som konferencier og spilopmager, og det foregik med humor og professionel (selv)ironi, som det kræves og forventes, også selvom han blev en anelse lang i spyttet i nogle af mellemlagssekvenserne.
Han lovede indledningsvis en lang række takketaler af vekslende kvalitet, og det holdt stik, selvom flere faktisk udover at udtrykke glæde og befippelse og taksigelser i alle retninger også nåede at sige gode ting om teatrets væsen og kunnen. Herunder også årets modtager af Hædersprisen, Klaus Hoffmeyer, instruktør og tidligere skuespilchef på Det Kgl. Teater.
Også Christian Lollike fik sagt fornuftige ting. Og han fik flere chancer, da han kom på scenen hele tre gange: Årets Dramatiker ('Manifest 2083', 'Skakten' og 'Kagefabrikken'), Juryen Særpris ('Manifest 2083 på CafeTeatret) og som forfatter til Årets Forestilling ('Skakten' på Aarhus Teater og CafeTeatret).
Større fokus på børne- og ungdomsteatret
For dansk børne- og ungdomsteater markerer Aarets Reumert 2013 et prestigemæssigt højdepunkt, idet området aldrig tidligere har været nomineret i så mange forskellige kategorier. Udover den helt selvfølgelige, Årets Børne-/ungdomsforestilling, var der nemlig også kandidater fra området i kategorierne Årets Instruktør, Årets Scenograf, Årets Dramatiker, Årets Kvindelige Birolle og Juryens Særpris.
Det er i sig selv en vigtig markering af, at dansk børne- og ungdomsteater sagtens kan måle sig med voksenteatret, også selvom i denne omgang blev ved anslaget, idet de nominerede i ovennævnte kategorier ikke fik turen op på scenen for at takke for prisen.
Dog blev en af en lang række talentpriser tildelt koreografen Stephanie Thomassen, der står bag Uppercut Danseteaters fine ungdomsforestilling, 'ONE'.
Men Årets Reumert for bedste Børne-/ungdomsforestilling gik altså til forestillingen 'Dengang vi blev væk'.
Det er blot fem måneder siden, at Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff Danske Teaterjournalisters pris for deres etablering af og arbejde med Forsøgsstationen – det forsknings- og udviklingscenter for scenekunst, som de har skabt i en gammel biograf på Vesterbro. I går blev det altså så en endnu større pris til det teater, som de to driftige teaterfolk også har stiftet.
Men det var – helt i børneteatrets ensembleånd – en snes personer i form af spillerhold, teknikere m.v., der entrede scenen i Operaen, hvor Lotte Faarup holdt takketalen, og som den første – og næsten eneste – denne aften også takkede 'det publikum som vi alle elsker'. En del af denne tak var målrettet 6.u på Sønderbro Skole på Amager, der har været med i processen frem mod den endelige forestilling. Igen helt i tråd børneteatrets særlige produktionsstil.
'Kunstnerisk velgørende'
'Dengang vi blev væk' havde premiere i november sidste år og havde Lotte Faarup som både forfatter og instruktør, mens Øyvind Kirchhoff var en af de fire medvirkende i en stærk forestilling om skilsmissens anatomi.
Anne Middelboe Christensen kvitterede fluks med seks stjerner og mange rosende ord i sin anmeldelse her på portalen:
'Fabelagtigt præcis og smuk – og imponerende fysisk. I formen er den akkurat lige så skrøbelig som den familie, skilsmissen rammer. Derfor er Julie Forchhammers scenografi af familiens lejlighed også kun en skitseret plantegning – med køkken og børneværelse og det hele – klistret op på gulvet med malertapestrimler', skrev hun bl.a., mens Reumert-juryens kortfattede motivering lød:
'Der var ingen kære mor i denne modige forestilling om børnene, der forsvandt fra de voksnes radar efter en skilsmisse. Det gjorde ondt at se trygheden blive trevlet op. Men det var kunstnerisk velgørende. Fremragende!'
'Et fantastisk eksempel' på en god forestilling…
Lotte Faarup kan dermed føje endnu en Reumert til samlingen, idet Corona La Balance tilbage i 2009 fik prisen for Årets Børne-/ungdomsforestilling for 'Historien om en mor' – hvor Lotte Faarup selv spillede hovedrollen – og tillige var en del af teatrets kunstneriske ledelse.
Men selvom Lotte Faarup naturligvis kun kan være lykkelig over, at hun dengang og nu er blevet belønnet for et projekt, som der er lagt meget arbejde i, har hun det trods alt blandet med priser som belønning.
»Først og fremmest tænker jeg, at det er vidunderligt at få en anledning til at feste for en forestilling, man har lagt sit liv i og også feste for teatret som helhed. Alt for ofte er jeg meget hård og kritisk over for mig selv, og en nominering er en god anledning til at skrue op for festen og glæden. Jeg har det lidt spøjst, med begrebet 'bedste' og holder nok mest af priser, der gives helt uforbeholdent. uden at andre skal fravælges. At en enkelt forestilling eller kunstner udvælges og hædres er fedt – det kan også være et incitament for os andre til både at lære noget og trækkes med op af et fantastisk eksempel. Begrebet 'bedste' er en sandhed med modifikationer; måske ville jeg holde mere af begrebet 'et fantastisk eksempel på …,« sagde hun til teateravisen.dk, da selve nomineringen til Årets Reumert var en kendsgerning.
Nu er den altså blev vekslet til prisen som den bedste – valgt blandt de tre udvalgte, og selvfølgelig har både Teatret Fair Play med 'Chlodnagaden nr. 33' og ZeBU med 'Peer Gynt' stor ære af nomineringerne.
Stor effekt i teatermiljøet
Netop ZeBU's 'Peer Gynt' var givet anset for favorit af mange, for det var endnu et mesterværk fra instruktør og dramatiker Marc van der Veldens side. Han var da også fuldt fortjent nomineret i kategorien 'Årets Instruktør', men må dels glæde sig på Lotte Faarups vegne – de har været partnere både i teater- og privatlivet gennem mange år – og at han jo altså også var særdeles medvirkende til prisen for 'Historien om en mor', hvor han var både instruktør og dramatiker – og ligeledes en del af teatrets kunstneriske ledelse.
Dertil kommer i øvrigt flere nomineringer gennem årene i børneteaterkategorien som instruktør for forestillinger som 'Hamlet' i 2000 (Det Lille Turnéteater), 'Det store stilehæfte 'i 2004 (Theater La Balance), samt 'In Real Life' i 2007 (Corona La Balance) og 'Kong Ubu' i 2008 (Corona La Balance).
Også Marc van der Velden havde teateravisen.dk fat i forud for den store prisfest:
»Det er fantastisk at blive nomineret for det, der er den største teaterprisuddeling i landet. Og selv om det nok ikke lever i den brede befolkning, så har det stor effekt inden for teaterverdenen. Jeg tror, at stort set alle teaterfolk tjekker, hvem der bliver nomineret og mange lykønsker og banker én på skulderen, når man møder dem. Så prisen giver en vis 'street credit' inden for vores del af branchen. Det bedste er dog, når de også har set den nominerede forestilling og tilføjer et 'velfortjent' til skulderklapperiet,« lød det fra Marc.
»Jeg er meget glad og pavestolt over nomineringen af 'Peer Gynt' , men det der overraskede mig mest, var min nominering som Årets Instruktør, for her føler jeg, at jeg på min branches vegne er med til at bryde en mur ned og er med til at skabe synlighed og respekt for hele vores område. Lidt lige som det skete den gang i 2003, da jeg vandt Teaterkatten som den første børneteaterinstruktør. Den blev bare ikke så synlig dengang,« siger han.
Ingen synlig salgseffekt
Hverken han eller Lotte Faarup tror til gengæld på nogen større salgseffekt af hverken priser eller nomineringer.
»Al omtale hjælper selvfølgelig og vi skilter da også gerne med vores priser. Men en direkte synlig effekt på salget synes jeg ikke vi kan mærke,« lyder det fra Marc van der Velden.
Konferencier Halken satte selv umiddelbart efter prisuddelingen til Det Olske Orkester spot på publikum – og den snigende mangel på samme, der gør at 'halvdelen af jer ryger på kontanthjælp, mens den anden halvdel uddanner sig som terapeuter', som han udlagde det i en klagesang over, at 'de unge aldrig kommer i teatret'.
Det gør de så som børn og helt unge – men heldigvis også igen som lidt ældre. De kommer, som han rigtigt sagde, 'når de igen har lyst' – og så er det vigtigt, at der både ligger gode oplevelser både bag og forude for dem.
De første søger dansk børne- og ungdomsteater for – de næste må et udfordret og udfordrende voksenteater så tage sig af.
