Årets Reumert nominerer ikke længere skuespillere efter køn, og det betyder helt konkret, at priserne’ Årets Kvindelige Hovedrolle’ og ’Årets Mandlige Hovedrolle’ slås sammen til én priskategori, ’Årets Hovedrolle’. Derudover indføres to nye kategorier: Årets Samspil og Årets Solopræstation, som gives til henholdsvis samspil og enkeltpræstationer af høj kunstnerisk kvalitet. Kategorierne Årets Mandlige Ensemblerolle og Årets Kvindelige Ensemblerolle bliver ligeledes slået sammen til en kønsneutral pris, som skifter navn til Årets Birolle.
De nye kategorier er:
Årets Hovedrolle: Gives til én scenekunstner i en forestilling, hvor der er flere medvirkende.
Årets Birolle: Gives til én scenekunstner for en birolle i en forestilling med flere medvirkende.
Årets Samspil: Gives for samspillet mellem mindst to scenekunstnere, men ikke nødvendigvis hele ensemblet. Den kan gives for scenekunstpræstationer inden for hele feltet af scenekunstgenrer.
Årets Solopræstation: Gives til én scenekunstner, der optræder alene på scenen.
De nominerede til Årets Reumert 2024 offentliggøres onsdag 1. maj på Facebook (Årets Reumert) og Instagram samt på https://www.aaretsreumert.dk – mens selve prisshowet afvikles 20. juni i ODEON i Odense og streames på hjemmesiden.