24. april 2017

Reumert-juryen holder nomineringsmøde

Så er tiden inde, hvor den 15 personer store Reumert-jury beslutter sig for nomineringerne i de 16 priskategorier til Årets Reumert 2017.

De seneste år har man valgt at gøre nomineringen til en særlig begivenhed på de sociale medier, således at årets nominerende vil blive offentliggjort løbende fra juryens møde. Det sker på henholdsvis Facebook (https://www.facebook.com/aaretsreumert) og Twitter (Twitter, @bikubenfonden) – og seancen kan følges direkte fra tirsdag 25. april kl. 12.

Det sker altså midt i afviklingen af Aprilfestival 2017 i Sønderborg, som ellers havde været en glimrende mulighed for at se oplagte kandidater til prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling, for det er en slet skjult hemmelighed, at de fleste jurymedlemmer ikke ser specielt mange forestillinger i den kategori i sæsonens løb. Placeringen af nomineringsmødet så fortæller også lidt om prioriteringen hos de besluttende lag i Bikubenfonden, der står for Reumertpriserne.

Udover Årets Børne-/Ungdomsforestilling og de 15 andre kategorier bliver også Hædersprisen og otte Talentpriser uddelt til Reumert-prisfesten, der i år afvikles lørdag 10. juni i Skuespilhuset.

Se mere om Reumert, priskategorier, juryens sammensætning m.v. på www.aaretsreumert.dk

(Billedet: Alle prisvindere får en Reumert-statuette foruden et kontant beløb. Statuetten er skabt af billedkunstneren John Kørner. Foto fra Reumert-hjemmesiden)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne