Global Stories siger det selv: At 'Racist?' er en forestilling, som bevæger sig i krydsfeltet mellem dokumentar og teater.
I hvilken forstand det er dokumentar, står indlysende klart: 'Racist?' bygger på en undersøgelse af de holdninger, som mennesker i dagens Danmark har til dem, som adskiller sig fra dem selv etnisk og kulturelt. Holdninger hentet på Facebook.
Og stykket er udformet som en monolog. En monolog, som bliver fremført af Sara Fanta Traore, der indledningsvist præsenterer sig ved navn og fortæller, at hun er datter af en dansk kristen mor og en afrikansk muslimsk far.
Traore citerer indledningsvist en række racistiske udtalelser sakset fra Facebook: 'Her er ikke plads til de satans nasse-røve' og 'Hele lortet skal i gaskammer' og andre hadske opråb.
Men som en pointe bliver det ikke ved det. Monologens projekt er at komme om bag ved og udfolde, hvad det er for nogle personer, vi har med at gøre – dem som udtalelserne angår, og dem som kommer med udtalelserne.
Målet er at sætte spørgsmålstegn ved, om de rent faktisk er så henholdsvis 'stygge' og racistiske, som de barske udtalelser giver udtryk for.
Intentionen er at skabe en forståelse for de vilkår som skaber spændingerne og de mellemmenneskelige misforståelser.
To scenarier
Traora eksemplificerer det ved at gennemspille to scenarier. Først træder hun i karakter som den 19-årige Samir, som hader danskere. Og med ham hører vi om asylcenter, klamme kartofler og posttraumatisk stresssyndrom. Om en mor som Samir savner. Om en far, som Samir bor hos halvdelen af tiden og som laver arabisk mad der smager af noget. Om en skoletid, hvor lærerne, da skoletiden er slut, ikke giver Samir og hans venner en krammer, ligesom de giver de andre elever i klassen. Og om en smuk ung 'hvid' englepige, som han slår, så hun får blå mærker og kommer til 'at ligne en smølf med de blå og hvide farver'.
Traore går i rollen som Samir ved at sætte sit krusede lange hår op under en hue og indtage en mere drenget gestik.
Efter et lille mellemspil, hvor Traora fortæller, at Samir ikke er drengens rigtige navn, og at hun efterfølgende kontaktede den anden part, tager Traora en turkis T-shirt på og siger 'Lad os kalde hende Jane'.
Den 37-årige Jane, som vi nu skal præsenteres for er danskeren som 'er bange for perkere'. Jane, som er enlig mor med en teenagedatter og en lille baby, bor i et boligområde med 80 procent indvandrere. Hun er en bistandsklient, som står overfor at skulle aktiveres, samtidig med at hun lider af en sygdom, som truer med at smuldre hendes led væk.
De to historier – Samirs og Janes – er bragt til at hænge sammen ved at Janes datter er den unge hvide engel med de blå mærker.
Tanketeater
At teksten til 'Racist?' bygger på autentisk levet liv, mærkes tydeligt. Ligesom vi godt fornemmer, at monologen er sat sammen af flere end to personers hverdagsberetninger.
Traora siger det i øvrigt også direkte i et optrædeforløb, som man kan indvende ikke indeholder særligt meget teater. Ikke at der behøver at være proppet med scenografi og kostumer, lys- og lyddesign for at høre under scenekunstkategorien.
Traora fører os også via sine to rollegestaltninger via stemmeføring og gestik ind i imaginært rum. Men udtrykket er alligevel skruet sammen på en sådan måde, at det er dokumentarsiden, man mest oplever. Teatersiden står så at sige i skyggen i en forestilling, som i øvrigt også tilbydes i sammenhæng med en hel workshop-dag, hvor deltagerne arbejder med anti-racisme blandt andet ved via en make-up artist at skifte indentitet for en stund, for derigennem at opleve den indvirkning og forskelsbehandling, det afstedkommer.
