Først var det ‘Den rene vare’, hvor rengøringsdamen Herdis kommer helt ud i krogene, når hun holder sit foredrag om sex og moralsk forfald hos ungdommen – i kaotisk samarbejde med publikum – så ikke et ungt eller gammelt øje er tørt. Nu er det ‘Voyeur’, der går uhyggeligt tæt på livet som prostitueret og det at have sex for penge. Aldersgrænsen er i samme spring rykket fra de 13-årige og frem til de 15-årige, der også her inddrages i fortællingen på den interimistiske scene, hvis eneste rekvisit er en kondicykel.
Forestillingen er lidt af en øjenåbner, og anmelder Anne Middelboe Christensen kaldte det på børneteateravisen.dk et ‘modigt indlæg i debatten om prostitution – det fordomsfyldte fag, der ikke tager erhvervspraktikanter’:
”Anne Abbednæs går frygtløs i kødet på sine tilskuere og på sine fiktive medspillere. Hun har komponeret en forestilling om to kvinder, der begge er endt som ludere. Grethe, der betragter sig selv som servicemedarbejder med egen massageklinik – og Lotte, der er endt som narkoluder. Abbednæs spiller så intervieweren, der spørger pigerne om, hvordan det egentlig kan være, at de endte med at sælge sig selv. Og fermt nok spiller hun også pigerne, der svarer. ‘Voyeur’ er blevet til en stærk og ublufærdig forestilling. Anne Abbednæs har et utroligt direkte og lysende, blåt blik, som ænser enhver nervøsitet eller nysgerrighed hos sine tilskuere: Jamen, har I spørgmål? Hun svarer såmænd på det hele, selv de mest lurvede detaljer.”
Lang research
Det er altså teater med noget på hjerte. Og det har kvinden bag ‘Voyeur’ bestemt også. Skuespiller Anne Abbednæs har en del af researchen til forestillingen ganske tæt på kroppen. Hun var således blot 13 år, da hun fik at vide, at hendes biologiske mormor havde haft et usselt liv som luder i Esbjerg til en dag i 1942, hvor hun forlod sin kolde kælderlejlighed og sine to små piger på fire år og tre måneder. De blev sendt på børnehjem og siden til en fantastisk fynsk kvinde, der fik plejetilladelse over dem. Og det er grunden til, at Anne Abbednæs har fynsk accent. For den ældste pige var nemlig hendes mor.
Siden fulgte næste akt i tragedien, idet hendes moster efter et hektisk liv som prostitueret i København i en alder af blot 32 år blev slået ihjel af sin alfons. Der til overflod nægtede familien adgang til begravelsen.
Da var Anne Abbednæs blot en teenager, og det har taget hende et par årtier at nå frem til ideen om at bruge sin egen families tragedie som udgangspunkt i en forestilling om, hvad der driver kvinder til et liv som prostitueret.
Til det er også gået en lang research for at få ‘krop’ og ‘sjæl’ i de to figurer, der optræder i ‘Voyeur’, den djærve massagedame Grethe og narkoluderen Lotte – og som er sammensmeltninger af de mange personer i miljøet, som hun fik kontakt med. Gadeludere, massageklinikker, værestedet Reden i Odense m.fl. har bidraget til portrætterne af de to.
Database-teater
Og hvad skal man så kalde en forestilling som ‘Voyeur’. Vel er det ovenud dramatisk, men der er ikke tale om et fast dramatisk forløb. Er det debatteater, forumteater, samspilsteater?
»Jeg debatterer ikke med publikum, så derfor ikke debatteater. Publikum kan ikke komme med løsninger, derfor ikke forumteater. Publikum spiller ikke med, så det er heller ikke samspilsteater. Det, der dækker bedst, er ‘databaseteater’, fordi jeg kender de to kvinders liv ned til mindste detalje – og alle de detaljer skal jeg have frem i løbet af forestillingen. Det har publikum ingen indflydelse på. Det, de kan bestemme, er, hvilken rækkefølge de får fortalt om kvindernes liv og vægtningen af, hvilke temaer fra kvindernes liv, jeg beskriver. Jeg er databasen, hvori publikum søger oplysninger,« siger Anne Abbednæs, der fik inspiration til forestillingen, da hun som medlem af det nu hedengangne teater Gadesjakket lavede ‘Hjem til Paradis’ om sin ikke-biologiske mormor.
»Dengang gik det for alvor op for mig, at min biologiske mormor var prostitueret og at min mors søster blev prostitueret og blev slået ihjel af sin alfons. I de følgende fem år spøgte det i hovedet på mig. Jeg havde en masse spørgsmål. Følte mig draget og frastødt af miljøet. Jeg besluttede, at jeg ville lave en forestilling og begyndte at researche i ‘marken’,« fortæller Anne Abbednæs, der brugte cirka tre år til at få miljøet i fokus.
De strammeste misser i byen
»I starten ville jeg kun beskæftige mig med massageprostituerede, for jeg mente, at misbrugsprostituerede var for komplicerede, og at prostitutionen kun var en lille del af deres problem. Så jeg skulle have fat i nogle almindelige massageprostituerede fra klinikker, og hvordan gør man så lige det? Jeg købte Ekstra Bladet og slog op: Odense: ‘Bløde misser forkæler dig’. Jeg ringede op og fik en telefonsvarer: ‘Hej, du har ringet til de blødeste og strammeste misser i byen, vi kan … Og du kan også komme imellem lillemissers store D-skåls bryster…Læg en besked efter klartonen’. Øhh, jeg hedder Anne Abbednæs, og øhhh jeg er skuespiller og vil gerne…,« kommer det fra Anne Abbednæs, så man næsten kan se komikken.
»Det var grænseoverskridende de første par gange. Til sidst lykkedes det at få et møde i stand med en på neutral grund, en cafe. Vi mødtes tre-fire gange, og hun formidlede kontakten til en massagepige mere. Vi aftalte også, at jeg skulle komme og være en aften på klinikken,« fortæller Anne Abbednæs, der lige skulle tage et ekstra tilløb til det.
Det er jo sin sag at snige sig ind på en massageklinik i samme kvarter, som man bor…
Men den mere barske side af prostitutionsmiljøet skulle alligevel også med, så hun fik via Reden i Odense også kontakt til nogle narkoprostituerede, der arbejdede på gaden.
»Det var svært at fastholde dem og få dem til at overholde aftaler: ‘Jamen, for fanden – jeg blev slået ned og rullet og lå på sygehuset i 14 dage’. Men det lykkedes over et par år. De skulle også have tillid til mig, og efterhånden kunne jeg gå dybere ned i deres historier,« fortæller Anne Abbednæs, der var ved at opgive flere gange undervejs, fordi tvivlen nagede: Hvorfor beskæftige sig med al den elendighed og hvorfor belemre andre mennesker med det?
Spiller også for politiske partier
Men ideen var født og hun holdt ved. Nu var det så med at finde form og indhold til den konkrete forestilling. Som sendt fra himlen udbød Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred så et kunstnerisk laboratorieprojekt, hvor man som kunstner kunne arbejde med sine egne ideer.
»Dette var fantastisk for mig og fortalte mig, at jeg havde noget godt materiale. Nu var det ‘bare’ at finde formen og sortere i indholdet,« siger Anne Abbednæs.
Og det bla. via samarbejde med Dorrit Lillesøe og senere med Lisbeth Knopper, der begge virkede som konsulenter.
Siden forestillingens tilblivelse har Anne Abbednæs været vidt omkring med den – og den ændrer hele tiden form, fordi de spørgsmål fra publikum, som er en væsentlig del af forestillingens drive, ofte er nye og derefter inkorporeres i efterfølgende forestillinger.
Generelt er de unge tilskuere forbavsende frimodige i deres spørgsmål, men i starten skete det da, at ingen bød ind.
»Første gang var jeg lidt rystet, men da jeg kender alle de to prostitueredes historier og problematikker, kan jeg jo bare selv spørge ind. Den tryghed og mit overskud gør, at publikum slapper af og ikke føler sig presset,« siger Anne Abbednæs om forestillingerne, hvor hun føler en god stemning og stor autenticitet i forholdet til tilskuerne.
»Følelsesmæssigt er jeg ikke mere påvirket af min egen historie, end jeg er af de prostitueredes, når forestillingen spilles. Følelserne i forbindelse med min egen historie er for længst bearbejdet. Det er vigtigt, at der ikke ryger noget med ind på scenen, der tilhører privatsfæren,« siger Anne Abbednæs, der primært spiller ‘Voyeur’ på skoler og institutioner og seminarier, men også har spiller på mindre konferencer for politiske partier.
»De synes selvfølgelig, at det er interessant, fordi der så meget fokus på prostitution i øjeblikket. Og for mig har det været interessant at spille for dem, fordi de er så engagerede, og mange har sat sig godt ind i området, så jeg skal bare være helt oppe på beatet. Samtidig får de den menneskelige og følelsesmæssige side meget tættere på, som gør, at de kan se mere nuanceret på problematikken i deres videre politiske virke.«
Droppede A-kassen
‘Voyeur’ er en fifty-fifty samproduktion med Randers Egnsteater, men Odense Kommune (hvor Anne A. er hjemmehørende, red.) har dog givet et produktionstilskud på 70.000 kroner. Peter Westphael, der er den entreprenante leder af Randers Egnsteater, har tidligere taget andre(s) forestillinger ind og nurset teaterfolk. Og Anne Abbednæs er som freelancer meget glad for samarbejdet med teatret, som støtter hende fuldt ud.
Men ellers er tilværelsen som freelance-teatermenneske som bekendt ikke en dans på roser. Ikke mindst takket være de ovenud restriktive regler, der er blevet indført på arbejdsmarkedsfronten og dagpengesystemet.
»Fordi jeg har fået strikket et kludetæppe af aktiviteter sammen, har is i maven, friværdi og ind imellem kan leve med, at der ikke ruller millioner ind på kontoen og samtidig har en mand, der har en god fast indtægt, kan det lade sig gøre. Men jeg synes, at det er uværdigt, at skuespillere ofte må leve som jagede dyr. Jeg har flere nære kolleger, der har været nødt til at tage andet job, selv om de havde udsigt arbejde som skuespillere inden for kort tid. Og der er kolleger, som ikke kunne klare presset og som måtte stoppe og finde sig en anden levevej. Kulturen skal plejes og fordres for at blomstre, lige nu har den en meget kraftig forstoppelse,« lyder det angrebslysten fra den 51-årige kunstner, der ikke selv har modtaget understøttelse i 3,5 år.
»Jeg var så træt af systemet til sidst – og det var endda før, at man skulle skrive fire ansøgninger om ugen. Det er svært at tage springet, når man er freelance-kunstner og ikke altid ved, om der er noget arbejde om tre måneder, men jeg har været heldig. Jeg har haft spillerjob og har solgt min egen forestilling, ‘Den rene vare’ – hvor Randers Egnsteater er agent – og ‘Voyeur’. Desuden arbejder jeg på Odense Universitets Hospital, hvor jeg simulerer patient på medicinstudiet, når de studerende skal lære at kommunikere med patienter eller optage en sygehistorie. Og sidst, men ikke mindst, har jeg serveringsteatret Herdis og Kammertjeneren,« fortæller Anne Abbednæs om det muntre foretagende, der sørger for anderledes betjening og underholdning ved fester og konferencer m.v. – og hvor rengøringskonen Herdis altså dukker op igen.
Om der på et tidspunkt kommer endnu et kapitel til Anne Abbednæs’ terapeutiske sex-teaterproduktion, ved hun ikke. Men ud fra erkendelsen af, at sex som bekendt er kommet for at blive, kan man jo aldrig vide.
Men lige nu er der rigeligt at se til for rengøringsfurien Herdis, massagedamen Grethe og narkoluderen Lotte…
Se anmeldelsen af ‘Voyeur’ her på sitet. Anne Abbednæs spiller to præsentationsforestillinger i København 16. april kl. 10 og kl. 19 i Huset i Magstræde, og forestillingen kan også opleves på Festival 2009 i Ballerup til april.
