Kunstnere og andre, der beskæftiger sig professionelt med kunst og kultur kan nu søge støtte til at rejse ud og samarbejde med en partner i et andet europæisk land, der deltager i EU-Kommissionens Creative Europe-program, Culture Moves Europe.
Projektet skal fremme følgende mål: At udforske, at skabe, at lære og/eller at skabe nye forbindelser på tværs af grænser. Det er samtidig vigtigt, at projektet ikke udelukkende præsenterer tidligere arbejde.
Culture Moves Europe støtter arbejdsrejser på 7-40 dage for enkeltpersoner og 7-14 dage for grupper på op til fem personer. Ansøgere kan være enkeltpersoner eller grupper på op til fem personer. Ansøgere med handicap opfordres særligt til at søge, og der tilbydes ekstra støtte til rejse- og projektomkostninger.
Ansøgere skal beskæftige sig med arkitektur, kulturarv, design, mode, litteratur, musik, scenekunst og/eller billedkunst. Støtten inkluderer tilskud til transport og diæter samt individuelle tillæg baseret på projektets og ansøgerens specifikke behov.
Culture Moves Europe-udvekslingsordningen administreres af Goethe-Institut Bruxelles på vegne af Europa-Kommissionen og er en del af kommissionens kulturstøtteprogram, Creative Europe. Creative Europe Desk Danmark i Slots- og Kulturstyrelsen er det danske kontaktpunkt for Creative Europe og rådgiver danske kulturaktører om programmets støttemuligheder.
Deadline for ansøgninger er 30. november 2024.