7. juni 2020

Regionale Kunstfonde klar til nye ansøgninger

De to regionale kunstfonde, Den Jyske Kunstfond og Øernes Kunstfond, der støtter initiativer inden for kunst og kultur, som kan udvikle, styrke og fremme en bæredygtig og nyskabende forretningsudvikling – hovedsageligt ved at indgå i partnerskaber med erhvervslivet – er klar til en ny runde med ansøgninger. De to fonde uddeler i denne ansøgningsrunde godt syv mio. kr. tilsammen. 

Der er frist 2. september for nye projektansøgninger fra kunstnere, kulturelle iværksættere og virksomheder. Og som noget nyt er der i år lagt op til, at udvalgte ansøgere får mulighed for at pitche deres idéer for de to bestyrelser, før de træffer beslutning om hvilke projekter, der får del i midlerne. På den måde får udvalgte ansøgere en chance for at præsentere deres projekt og besvare eventuelle spørgsmål.

Fondene dækker hele landet med undtagelse af Region Hovedstaden (dog er Bornholm inkluderet) og blev etableret i 2018 som et politisk-initieret modsvar til Statens Kunstfond, som ikke mindst efter Dansk Folkepartis mening primært støtter kunst og kultur i hovedstadsområdet.

Den Jyske Kunstfond, der i øvrigt har teaterleder Lars Sennels (Vendsyssel Teater) i bestyrelsen, støttede i 2019 bl.a. teaterrelaterede projekter i form af Teaterværkstedet Madam Bachs stort anlagte kulturelle videncenter for børn (100.000); Limfjordsteatret projekt Udsigt fra et plejecenter (se note) (250.000); Egnsspillene Højt til Himlen (100.000); Teater Fråds (60.000); Teater Fluks (100.000) og Aalborg Slots Teater (150.000).

Øernes Kunstfond støttede i 2019 bl.a. Teater Solaris (100.000), mens der i 2018 var flere teaterrelaterede projekter som bl.a. Teaterforeningen Klints seneste udspil ved Stevns Klint, 'UrKlang i Spil' (se note).

Se ansøgningsvejledning og mere info om de to regionale kunstfonde på:

https://slks.dk/regionale-kunstfonde/ 

(Billedet: Teaterværkstedet Madam Bachs kommende videncenter for børn fik i 2019 et støttebeløb på 100.000 kr. fra Den Jyske Kunstfond. Foto: Madam Bach)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne