1. oktober 2011

Region Sjælland støtter Festival 2012

Så er endnu en økonomisk byggesten fundet forud for næste års Festival 2012, der har  Ringsted som hovedvært og Sorø som juniorpartner.

Det samlede festivalbudget er på 4,5 mio. kr, hvoraf Kulturministeriet leverer halvdelen via refusionsordningen, men de resterende 2,25 mio. kr. er ikke helt på plads trods et nyslået   tilskud på 300.000 kroner fra Region Sjælland til festivalen, der afvikles fra 22.-29 april 2012.

I begrundelsen for at give projektet en økonomisk støtte på 300.000 kr. lagde man i Region Sjælland bl.a. vægt på, at børneteaterfestivalen er en ekstraordinær, stor, national event med international bevågenhed, der i særlig grad kan skabe synlighed om Sorø og Ringsted, skriver lokalbladet.

Ringsted Kommune lægger en rund million, Sorø Kommune 200.000 kr. og regionen altså 300.000 kr. Det giver blot halvanden million kr. og en manko på ca. 750.000 kr.

Ifølge Dagbladet Ringsted forventer værtskommunerne at finde de sidste penge via fonde, hvortil der er sendt en række ansøgninger. Det er således en lidt usædvanlig situation her lidt mere end et halvt år før festivalen – og normalt ville man måske ikke tro, at et beløb i den størrelsesorden til en kommune eller to ville være et problem.

Men går alt som forventet, kan børn og forældre i de Ringsted og Sorø se frem til at få besøg af over 100 teatre med mindst 150 forskellige forestillinger, der opføres i alt omkring 600 gange. Det hele er med gratis adgang – omend der er tale om lukkede forestillinger for elever i skoler og institutioner i hverdagene op til den store weekendfestivaldel, hvor alle forestillinger er i spil.

Til festivalerne, der arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med værtskommunerne og teatrenes organisation, TIO, er der traditionelt også et større internationalt rykind af teaterfolk og -arrangører fra en lang række lande verden over.

For Ringsted Kommune er det tredje gang på blot 12 år, at man er vært for festivalen. De to første gange var i 2000 og 2005.

Man kan følge med i forberedelserne til Festival 2012 på www.teatercentrum.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne