12. februar 2014

Refusionsudvalget: Spilleregler og arbejdsgrundlag til debat

Refusionsudvalget, der tiltrådte sidste sommer, er nu gennem sine to første showcase-runder (efteråret 2013 og vinter 2014), og såvel udvalgets arbejdsform som afgørelser har afstedkommet voldsom debat både blandt de refusionssøgende teatre som børneteaterområdet generelt (se artiklen 'Refusionsteater i modvind').

Ikke mindst et par af de veletablerede, men ikke-støttede teatre, har klaget over uventede indkaldelser til showcase, snævre tidsgrænser og udvalgets manglende forståelse for de ustøttede teatres arbejdsvilkår.

Seneste kommentar kommer fra Det Lille Verdens Teater, der har svært ved at se en klar linje i Refusionsudvalgets procedurer og afgørelser (se debatindlægget 'Hvad er Refusionudvalgets spilleregler?').

Det har udvalgets formand, Jens Frimann Hansen, så fluks reageret på med et svar i form af indlægget 'Vi har kvalitetssikret vores arbejdsgrundlag'. Desuden har Refusionsudvalget i forbindelse med seneste showcase 1.-2. februar 2014 har holdt dialogmøder med såvel Teatrenes InteresseOrganisation (TIO) og Teatercentrum, der står for den praktiske afvikling af showcases.

Desuden har Refusionsudvalget selv via Kulturstyrelsen – der er sekretariat for udvalgets arbejde – meldt ud, at man ønsker løbende dialog med området omkring refusionsarbejdet (se note).

Også Holbergteatrets Niels Vandrefalk har været ude med riven over for Refusionsudvalget og dets refusionsafgørelser, som han mener giver et klart billede af, at man 'udrenser de professionelle skuespillere' (se debatindlægget).

Der er således lagt op til fortsat diskussion omkring Refusionsudvalget og dets arbejde, ligesom der på den kommende Aprilfestival i Holstebro (30. marts – 6. april, se www.aprilfestival.dk) vil blive mulighed for at møde og diskutere med Refusionsudvalget.

Refusionsudvalget, der består af Jens Frimann Hansen (formand); Pernille Plantener Holst;  Marianne Søndergaard Madsen; Thomas Eisenhardt og Leiv Arne Kjøllmoen, tiltrådte 1. juni 2013 og skal sidde frem til 31. maj 2017.

Se evt. præsentationsartiklen 'Nye på øretævernes holdeplads'

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne