Kommentar af Søren Valente Ovesen

4. oktober 2018

Refusionsudvalget er på arbejde – og historien gentager sig!

Søren Ovesen har altid været en arg modstander af den måde, som refusionsordningen forvaltes på - med et refusionsudvalg, som skal beslutte, om en teaterforestilling kan opnå den vigtige refusionsgodkendelse. Og han er bekymret over, hvad der sker med udvalgets medlemmer - hans branchekolleger - i hele processen for at sikre korrekte afgørelser. Derfor lancerer han her et forslag til en mere 'human' og 'retfærdig' procedure.

LAD MIG indledningsvis præsentere mine kollegaer:

Det drejer sig om skuespillere, instruktører, dramatikere, koreografer, scenografer og små teater-entreprenører. For hovedpartens vedkommende sjove, uhøjtidelige, kreative og dejlige mennesker med hjertet på rette sted. 

De ved alle sammen, hvad det vil sige at kaste sig ud i et nyt projekt, de har alle ligget søvnløse, når forestillingens tandhjul ikke er gået i greb, og de kender den berusende glæde, når elementerne endeligt falder i hak. De har uden undtagelse erfaret, hvor kort afstand der er fra succes til fiasko…

De kender selvfølgelig til branchens – børne- og ungdomsteatrets –  ganske særlige og helt unikke virkelighed i prøvelokalet og på landevejen og er selv underlagt de helt specielle vilkår, hvorunder vi lever vores professionelle liv. De arbejder på det samme marked på nogenlunde samme pauvre betingelser. Rigtig mange af os kender hinanden personligt eller professionelt.

 

NETOP DERFOR er det betryggende, at det er mine kollegaer, der udgør fire ud af fem af Refusionsudvalgets medlemmer.

Eller er det? For det er,  som om der finder en uheldig transformation sted i det øjeblik, de træder ind i deres ny funktion som statsautoriserede kvalitetsdommere. Vores søde kunstnerkammerater forvandler sig, som ved et trylleslag, fra generøse, højtflyvende individer til nærsynede bureaukrater med spidse blyanter og dybe panderynker! 

 

HVAD SKER DER dog med dem?

Den eneste forklaring, jeg kan forestille mig, er, at de bliver udsat for et voldsomt pres, som de måske endda ikke selv helt forstår omfanget af, og som de har svært ved at modstå. Et forventningspres, indefra såvel som udefra!

De møder sandsynligvis op til deres nye opgave med den bedste vilje til at bevare den menneskelighed, der ellers karakteriserer dem, men efter kort tid har de tilsyneladende underlagt sig et helt nyt mindset milevidt fra deres eget, et mindset som de af en eller anden grund – måske autoritetstro – ikke vover at stille spørgsmålstegn ved.

 

JEG MÅ LIGE indskyde, at mit ærinde ikke er at problematisere selve ordningens målsætning. Den diskussion har jeg, og de få der mener det samme som mig, for længst tabt.

Jeg taler udelukkende om den måde den administreres på.

Et af udvalgets nuværende medlemmer, en god kollega – der fuldstændig matcher ovenstående beskrivelse: sjov, kreativ, vidtfavnende  – har over for mig udtrykt, at en vigtig overskrift for vedkommendes arbejde som ministerielt udvalgsmedlem er at udføre opgaven med den allerstørste 'retfærdighed'.

 

DET LYDER SMUKT, men måske er det her, at miseren begynder.

For 'retfærdighed' betyder i det her tilfælde desværre, at de politisk og administrativt uøvede og ubevidste nye rådsmedlemmer, føler sig nødsagede til at sætte en lang række absurde tiltag i værk. 

Deres kolleger fra branchen, der af formelle grunde er nødsaget til at ansøge om den livsnødvendige refusionsgodkendelse, stilles desværre alt for ofte over for helt unødvendige og til tider ydmygende 'bevisbyrder'. Den mindste tvivl om erfaring og kunstnerisk lødighed betyder i udvalgets optik indkaldelse til showcase – med alt hvad det indebærer af praktiske og økonomiske problemer for ansøgerne. Alt sammen i et trist og meningsløst forsøg på at udøve gerningen korrekt.

Den omfattende, specialiserede viden udvalgetsmedlemmer har, og som gør netop dem kvalificerede til jobbet som kvalitetsdommere, deponeres i 'retfærdigheden navn'. 

Viser erfaringen!

 

EN ANDEN MULIGHED:  Uden på nogen måde at ville rykke et komma ved udvalgets endeligeafgørelser, har jeg et forslag til en lang enklere og mere 'human' måde at administrere ordningen på, så mængden af bureaukratiske unødvendigheder reduceres til det mindst mulige. 

Forudsætningen er dog en grundlæggende forståelse for, at der skal være ENIGHED, hvis en forestilling IKKE kan udløse refusion. 

Samt en lige så grundlæggende forståelse af, at udvalgets opgave er at frasortere UPROFESSIONELLE forestillinger, og ikke at gå ind i en egentligt vurdering af, om en forestillingen er mere eller mindre vellykket eller sympatisk.

Benyt herefter de enkelte udvalgsmedlemmers ressourcer! Det er det de er der for. Her tænkes bl.a. på deres specifikke kendskab til gruppernes personer, historier og arbejdsmåder. Hvis blot et af udvalgets medlemmer på forhånd kan gennemskue personsammensætningen i en produktion som værende tilstrækkelig til IKKE at lave amatørarbejde, bør forestillingen umiddelbart godkendes.

 

HAR ET af udvalgets medlemmer tidligere haft lejlighed til at se forestillingen – lige meget hvor og hvornår, og finder den ok, skal den også uden videre godkendes. 

I det omfang, at der er tvivl, men dog alligevel er en overvejende tiltro til at forestillingen nok er tilstrækkelig professionel, gives der uden videre ET års godkendelse. Derefter sørges der for, at mindst et af udvalgets medlemmer i den følgende periode får set den enten ude i teaterlandskabet eller på festivalen. Man kan eventuelt også læne sig op ad en faglig anmeldelse.

Hvis denne procedure medfører at den et-årige godkendelse inddrages igen, har gruppen/forestillingen RET til at optræde på showcase for, om muligt, at overbevise mindst et af udvalgets medlemmer om det modsatte.

 

HVORNÅR der så indkaldes til Showcase?

Når alle andre muligheder er udtømt. Dvs. hvis ingen i udvalget har tilstrækkeligt kendskab til gruppen eller dens medlemmer til på forhånd at kunne godkende forestillingen. 

Eller i det tilfælde, at det ikke har været muligt for mindst ét medlem af udvalget – trods de største anstrengelser – at overvære produktionen et eller andet sted i landet, inden afgørelsen skal træffes.

Ellerhvis forestillingen ikke har fået godkendelse efter ovenstående 'procedurer' og derfor ønsker at overbevise udvalget (bare et medlem) ved en showcase.

 

HVOR BLIVER SÅ retfærdigheden af, vil nogen måske spørge.

Den grundlæggende uretfærdighed, der består i, at nogle på forhånd er kendte navne for udvalgets medlemmer, kan og skal der ikke gøres noget ved. Den slags retfærdighed, der består i, at alle skal have det lige besværligt (alle til showcase!), giver ingen mening, heller ikke for de grupper eller personer der trods ovenstående forbedringer alligevel skal til showcase.

Men den virkelige retfærdighed består i, at ingen kan dømmes UDE (fradømmes refusion) uden at HELE udvalget er enige. Nærmere kan man ikke komme det!

 

GENNEMFØRES DET, som jeg her foreslår, vil meget blive nemmere, smidigere og langt mindre konfronterende. Og det er mit bud, at antallet af godkendelser vil være nogenlunde det samme.

Jeg kunne godt opliste en række tilfælde, hvor dette og tidligere udvalgs procedure har være unødvendigt 'retfærdig' og nidkær. Jeg kan remse adskillige personer op, som har følt sig rigtigt, rigtigt dårligt behandlet. Som har ofret oceaner af tid, penge og kræfter for at tilfredsstille et administrativt system, der faktisk er lidt ude af kontrol.

Det giver ingen mening. Lad os stoppe det! 

 

Søren Valente Ovesen er skuespiller, dramatiker og instruktør hos Teatergruppen Batida 

***

Refusionsudvalget afvikler den kommende weekend anden del af efterårets showcase-runde i Horsens, hvor de skal se ni forestillinger efter at have set 11 forestillinger i København 22.-23. september.

Se også artiklen 'Vi kan ikke tillade os at tilbyde børnene dårligt håndværk', hvor Refusionsudvalgets formand, Lars Dammark, forsvarer refusionsordningen og udvalgets prioriteter.

Se også Søren Ovesens debatindlæg – portalens første fra september 2008  – hvor han under titlen 'Den fantastiske refusionsordning' priser købsrefusionsordningen. 

Seneste artikler

Seneste artikler

Balkan revisited

Balkan revisited

Historien om en turné, som står på skuldrene af en udveksling, der over mange år har forbundet kunst og mennesker med hinanden og ikke mindst styrket en fælles interesse omkring en særlig teaterform.
Læs mere
Dukkemagi i november

Dukkemagi i november

Festival of Wonder gør Silkeborg ekstra attraktiv nogle oplevelsesrige dage hvert andet år i november, hvor der præsenteres internationalt dukke- og animationsteater i alle genrer og for alle aldre.
Læs mere
På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
Balkan revisited

Balkan revisited

Historien om en turné, som står på skuldrene af en udveksling, der over mange år har forbundet kunst og mennesker med hinanden og ikke mindst styrket en fælles interesse omkring en særlig teaterform.
Læs mere
Dukkemagi i november

Dukkemagi i november

Festival of Wonder gør Silkeborg ekstra attraktiv nogle oplevelsesrige dage hvert andet år i november, hvor der præsenteres internationalt dukke- og animationsteater i alle genrer og for alle aldre.
Læs mere
På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere