Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har tildelt skuespiller Ragnhild Kaasgaard prisen som Årets Frederiksberg Kunstner 2023 og Astrid Vangsgaard Koppel prisen som Årets Frederiksberg Talent 2023 for deres betydningsfulde bidrag til kulturlivet på Frederiksberg.
Hvor Astrid Vangsgaard Koppel får prisen for på ganske kort tid at have etableret et stærkt musikalsk fællesskab på Frederiksberg som korleder på Aveny-T, får Ragnhild Kaasgaard prisen for sit mangeårige virke i dansk teater og set med lokale briller ikke mindst sine mange roller i teaterforestillinger på Riddersalen.
’Ragnhild Kaasgaard har haft en helt fantastisk indflydelse på byens teaterliv, især inden for børneteater, hvor hendes enestående evne til at engagere både børn og voksne er bemærkelsesværdig’, lyder det bl.a. fra borgmester Michael Vindfeldt.
Ragnhild Kaasgaard (f. 1961) har medvirket i forestillinger for en lang række børneteatre gennem en over 35 år lang karriere, men de seneste 15 år har hun haft størstedelen af sit virke på det lille storbyteater på Frederiksberg, hvor hun bl.a. har brilleret i småbørnsforestillinger som ’Barnevognen’, ’Dengang du var lille’, ’Små blå sko’ m.fl., juleforestillingen ’De underjordiske’ – og de årlige Kiosk-forestillinger, hvor hun aktuelt kan ses i ’Bedste Barnepiger’ sammen med Signe Birkbøll i de gratis forestillinger på Lorrys Plæne foran teatret.
I prisomtalen fra Frederiksberg Kommune nævner man også Ragnhilds filmdebut med hovedrollen i ’Miss Viborg’, der også har kastet både international anerkendelse og en række priser og prisnomineringer af sig.
Frederiksberg Kommune har siden 1981 kåret en "Årets Frederiksberg Kunstner" og siden 1996 "Årets Frederiksberg Talent". Med begge priser følger 10.000 kr.
Det er borgere og institutioner på Frederiksberg, der er kommet med forslag til, hvem der skal have prisen, og den endelige beslutning er truffet af kommunalbestyrelsen. Priserne overrækkes ved et arrangement i efteråret 2023.
Se også artiklen fra 2022 forbindelse med hendes succes i filmen ’Miss Viborg’: Jeg har altid været her, jeg har bare lavet noget andet’
Og portrætartiklen fra 2017: ’Kærlighed og krammere’
https://teateravisen.dk/jeg-har-altid-vaeret-her-jeg-har-bare-lavet-noget-andet.html
https://teateravisen.dk/kaerlighed-og-krammere.html
(Billedet: Ragnhild Kaasgaard i ’Små blå sko’ – en af de succesrige småbørnsforestillinger, som hun har brilleret i på Riddersalen og som har medvirket til den aktuelle pris som Årets Frederiksberg Kunstner. Foto: Dennis Westerberg)
(caj)