19. januar 2011

QUASI vil være lille storbyteater i Odense

By- og Kulturudvalget i Odense forventes på et møde i starten af februar at afgøre, hvem der skal være kommunens børneteaterproducerende lille storbyteater de næste fire år.

Kommunen har til nu kun villet oplyse, at der er seks ansøgere – og tidligere er det på anden vis kommet frem, at det nuværende støttede børneteater i byen, Skægspire, er blandt ansøgerne tillige med det lokale Gyda Teater og Nørregaards Teater fra København.

Nu melder QUASI Teater fra København imidlertid også ud, at de er blandt de seks ansøgere.

Det sker med en pressemeddelelse, hvori man oplyser, at Vollsmose Kulturhus i foråret 2011 får besøg af QUASI Teater og teaterkoncerten ’Den Danske Sang’ – med den finurlige tilføjelse, at ’teatret håber, at det ikke bliver en engangsoplevelse’, idet man altså har ansøgt om at blive Odenses nye børne- og ungdomsteater.

’Vi vil gøre Odenses børneteater til verdens fedeste teater’, står der i QUASI Teaters ansøgning, hvori man også redegør for sin politiske profil og for ønsket om at ’skabe et teater, der åbner dørene for meget mere end teater, nemlig børne-debatter, temafester, workshops m.m.’

Men når QUASI Teater kommer til det multikulturelle Vollsmose med sit musikalske bidrag, hvor danske fædrelandssange sætter danskheden til debat, er det altså allerede afgjort, hvem der bliver støttet børneteater i Odense – nemlig et af de fire ovennævnte eller et af de to for børneteateravisen.dk ukendte teatre.

Læs mere om QUASI Teater og dets aktiviteter på www.quasiteater.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne