De seneste fem år har Quasi Teater gjort sig bemærket i det danske børneteaterlandskab med en række forestillinger og med stor organisatorisk aktivitet allehånde steder fra de to kvinder bag teatret, Marie Kilsgaard Møller, der er instruktør og kunstnerisk leder, og Agnete Krabbe, der har titel af producent og administrativ leder.
Og disse fem energiske år fejrer Quasi Teater med at invitere til en endags-festival med gratis adgang for alle – kolleger, andre teaterfolk, formidlere og børnefamilier m.v. – til bl.a. at opleve de tre turneforestillinger, som Quasi Teater p.t. har på programmet: ’Enten Eller’ ’Naiv Super’ og ’Den danske sang’.
Alle forestillinger er tidligere blevet anmeldt her på portalen, hvis man vil se anmeldernes dom…
Festivalen afholdes på Planeten i Huset i Magstræde 14, 4 sal i det indre København tirsdag 28. februar, og udover at invitere på gratis teater – så længe pladser haves, formentlig – er baren åben hele dagen og aftenen, ligesom der vil blive budt på lidt spiseligt i foyeren.
Quasi Teater kan i øvrigt også fejre, at man efter de fem første år kan gå ind i næste sæson (2012-13) som støttet teater, idet Scenekunstudvalget (SKU) har givet teatret 600.000 kr. til et projekt efter eget valg.
Det betyder, at Quasi Teater præsenterer to produktioner i næste sæson:
’Statsministeren – en demokratiøvelse for de små’ (4-8 år) bliver en samproduktion med BaggårdTeatret og får premiere foråret 2013, og dertil kommer den klimapolitiske dansk-svenske ’Professor Dyrstrøm’ (5-9 år) for børn i flere nordiske lande, der får premiere i efteråret 2012.
Men her og nu gælder det altså Planeten 28. februar 2012. Programmet for festivaldagen ser således ud:
kl. 15.30 – 16.30: Enten Eller (fra 10 år og op),
kl. 17.00 – 18.00: Naiv Super (fra 13 år og op)
kl. 18.30 – 19.30: Den danske sang (fra 13 år og op)
kl. 20.00 – 23.00: Musik og dans til tonerne fra DJ Hyllested
Tilmelding er nødvendig – og kan ske på info@quasiteater.dk inden 26. februar.
Mere om festivaldagen og teatret på www.quasiteater.dk
Læs også portrætartiklen med Marie Kilsgaard Møller, ‘For ung til alting’ her på portalen.