Så er det tid til Puppet Junior 2016, som er en udendørs festival for børn og deres voksne, sted og finder sted på skift fra 16-19. juni 2016 i fire bydele i København: Nørrebro, Bispebjerg, Vesterbro og Amager.
Der er både forestillinger og værksteder, og det hele er med gratis adgang.
* Torsdag 16. juni på Den Røde Plads på Nørrebro med forestillinger og arrangementer fra 9,30-18,00
* Fredag 17. juni på Utterslev Torv på Bispebjerg fra 9,30-18,00
* Lørdag 18. juni i Enghaveparken på Vesterbro fra 10,00-16,00
* Søndag 19. juni på Musiktorvet på Amager fra 10,00-17,00
Se program med spilletider m.v. på hjemmesiden www.puppetjunior.dk eller på facebook.
De deltagende kunstnere er Theatret Thalias Tjenere med 'Store illusioner' (se portalens anmeldelse); Teater Astabasta med fortælleforestillingen 'Bord dæk dig'), og Rask Frem/Dansk Rakkerpak med installationen 'Alene'.
Fra Frankrig kommer både Compagnie Machtiern med 'Flamingoen'' – en kæmpestor mekanisk fugl, der bevæger sig rundt blandt publikum – og Les Goulus med 'The Horsemen', hvor tre franske ryttere leverer komik på gadeplan.
Desuden udstilles Laura Fuglsang Bellins Automatoner, ligesom otte børn fra Scene N's dramahold på Rådmandsgade Skole disker op med en objektforestilling.
Dertil kommer værksteder, hvor man – inspireret af gadeteaterforestillingerne – bl.a. kan lave heste, flamingoer og 'finurlige figurer'
Puppet Junior er arrangeret af Børnekulturstedet på Vesterbro/Kulturanstalten, Kvarterhuset/Amagerbro Kultur, Børnekulturhuset Sokkelundlille/Kultur Nord og Osramhuset/2200 Kultur.
(Billedet: En stor mekanisk flamingo er blandt de gratis glæder, som Puppet Junior-festivalen bringer til fire københavnske bydele 16.-19. juni. Pr-foto)
(caj)