16. december 2020

Publikum vil gerne se digital scenekunst

En stor undersøgelse af publikums oplevelser af den online-scenekunst, der blev skabt under forårets nedlukning af teatrene som følge af covid-19-pandemien, foreligger nu i rapportform.

'Online scenekunst og nye publikumsmøder' er skabt i samarbejde mellem partnerne Iscene.dk, Applaus og Roskilde Universitet og blev præsenteret på Egnsteaterkonferencen 7. december,. Den er en del af initiativet 'Sammen om kunsten', der har til formål at understøtte, at kunstnere og kunstlivets institutioner kan udvikle og præsentere kunstoplevelser til publikum under de restriktioner, som covid-19-krisen bevirker (se note).

'Undersøgelsen viser, at publikum er ret begejstrede for online-scenekunst og synes, at fortællingerne er både gribende, troværdige og rørende, mens flere ser noget eksklusivt over formatet, når de får lov at komme så tæt på skuespillerne. De sætter stor pris på, at det er let tilgængeligt, og det er ikke ”i stedet for” at komme i salen, men som et supplement. Så her er virkelig et spændende publikumspotentiale at udforske, hvis teatrene har mod på det', lyder det fra Rie Hammer, chefredaktør på Iscene.dk, der har været projektleder på undersøgelsen.

Undersøgelsen peger også på, at publikum ser live-elementet som særegent og definerende for teateroplevelsen – i modsætning til filmmediet – om den så er online eller i en teatersal. Hele 81 pct. af de online-scenekunstoplevelser der blev præsenteret i perioden fra marts til august var – i sagens aktuelle natur – optagelser af tidligere forestillinger, mens altså kun 19 pct. var specifikt produceret til digitale medier.

Og størstedelen blev vist gratis – kun til fire pct. af forestillingerne skulle der købes billetter – som teatrenes gave til deres publikum. Men hvis teatrenes økonomi skal tilgodeses i nye digitale scenekunstformater, må betalingsdelen nok stige – og publikums interesse måske tilsvarende falde.

I undersøgelsen fremgår det, at 84 pct. af forestillingerne henvendte sig til voksne, mens 10 pct. var til børn, 3 pct. til unge og 3 pct. til alle. Her fylder Det Kgl. Teaters gratis og fyldige KGL. Xtra-program godt op, og det ser ikke ud til, at undersøgelsen har medtaget livestreamede forestillinger fra en række ikke-faststøttede børneteatre, som også udviste stor aktivitet i perioden.

Rapporten er dog spændende læsning, hvor med scenekunst-cases, interviews med teaterledere, oplevelsespotentialer, kortlægning af formater og visningsformer, m.v. indgår som tankevækkende elementer omkring fremtidens digitale teater.

Download rapporten' Online scenekunst og nye publikumsmøder' her

(Billedet: Forsiden på rapporten om undersøgelsen af 'Online scenekunst og nye publikumsmøder')

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne