Wilhelm Hansen Fonden fejrede 25 års jubilæum som betydelig mæcen i dansk kulturliv, da man tirsdag 29. oktober afviklede endnu en prisfest i vanlige imposante rammer, nemlig Børssalen i Christian IV's velkendte bygning på Slotsholmen. Hvor den spendable Christian formøblede statskassen i form af bygninger og krige og vellevned, har WH Fonden valgt at bruge millioner til kulturlivets opretholdelse – og af egen kassebeholdning…
Wilhelm Hansen Fonden har gennem et kvart århundrede uddelt 100 mio. kr. til dansk teater, dans og musik – og alene i år støtter man dansk kulturliv med otte mio. kr.
Ved prisfesten på Børsen var hæderspriserne på hver 200.000 kr. i fokus, men på det omdelte program figurerede som altid en imponerende liste over støtte og legater til en lang række produktioner og enkeltpersoner inden for musik, teater og dans.
Blandt de hele 95 (!) navne på teatre, musikere og dansekompagnier m.v., som WH Fonden har valgt at støtte i år, finder man adskillige, der er kendt for produktioner udelukkende eller lejlighedsvis til børn og unge. Heriblandt gengangere fra tidligere år, som har opnået fondens bevågenhed. Beløbene ligger typisk i størrelsesordenen 25.-100.000 kr. og er således særdeles velkomne i de ofte trængte budgetter hos producenterne (se faktaboks)
Pengene retur til kunstnerne
Desuden har WH Fonden besluttet at oprette en husdramatikerordning, som tilbydes skiftende teatre i form af en årlig løn på 300.000 kr. i to år. Første husdramatiker er Line Knutzon, tilknyttet Betty Nansen Teatret
Også musikken betænkes med et nyt initiativ, idet fonden vil støtte et ensemble med 300.000 kr. årligt i to år. Nightingale String Quartet bliver det første WH-Ensemble.
Hanne Wilhelm Hansen, fondens stifter, betragtede – så afgjort til eftertanke for diverse kulturnedskæringsvillige regeringer og politiske partier – kunstarter som musik, teater, dans og møbelkunst som aktive dele af dansk erhvervsliv.
Hun havde primært tjent sine penge ved forlagsvirksomhed inden for musik, teater og dans og så ikke fondens virksomhed som mæcenat, men som at 'pengene skal tilbage til dem, der har tjent dem', som hun blev citeret for i fondsformand Bjørn Bredals velkomsttale til de mange fremmødte repræsentanter for kulturlivet, hvor han også omtalte den pengestrøm, der gjorde fondens virke muligt (se faktaboks).
'Seriøst taknemmelig'
For det handler jo om at sikre og videregive midler til de udøvende kunstnere, der beriger samfundet med deres virke. Hvilket den næsten nyslåede husdramatiker Line Knutzon illustrerede i sin underholdende og direkte takketale: 'Jeg er seriøst taknemmelig!', lød det fra den produktive kunstner, der følte, at nu slap hun for første gang i årtier for at tale om (de manglende) penge og de dårligt betalte opgaver i forsøget på at sikre økonomien.
På samme måde lød det fra de unge medlemmer i Nightingale String Quartet, der altså nu udgør det nye WH-Ensemble, at støtten gjorde det muligt også at prioritere deres samlede fem nye børn og altså et familieliv.
I motivationen lød det i øvrigt fra WH-Fonden, at selvom der ikke var håndfaste betingelser for den årlige støtte, så man gerne, at det ville give mulighed for at bringe klassisk musik ud til børn og unge i form af gratis koncerter på skoler og institutioner.
Og faktisk kunne man notere et lille tema for prisfesten i form af fokus på børn og unges møde med kunsten, idet også dirigent og hædersprismodtager Thomas Søndergaard fortalte, hvor meget arbejdet med at indføre børn og unge i klassisk musik betød for ham.
Mens instruktør og hædersprismodtager Tue Biering i forbindelse med det overvældende og ofte også overraskende sociale engagement og element i hans virke specifikt blev krediteret for forestillingen 'Mod alle odds' på Betty Nansen Teatret, hvor 22 børn var på scenen i et statistisk-baseret angreb på deres fremtidsmuligheder (se anmeldelse).
Cellist og hædersprismodtager Andreas Brantelid valgte som sin takketale at spille en række smukke numre, men nåede også lige at fortælle, at med fire børn ville prisen også for ham betyde, at han kunne turnere lidt mindre og se mere til sine børn…
'Livsfarligt teater'
Og med disse erkendt meget ufyldestgørende ord om tre af hædersprismodtagerne bliver resten af denne artikel helt i tråd med Teateravisens særlige tunnelsyn brugt til den fjerde hædersprismodtager, Catherine Poher, der som instruktør, idemager, billedkunstner m.v. har beriget dansk børne- og ungdomsteater i fire årtier.
Scenografen Steffen Aarfing, bestyrelsesmedlem i WH-Fonden, stod for motiveringstalen, hvor han bl.a. roste hendes unikke evne til at fange det uhåndterlige i sine forestillinger.
»For et yngre publikum er det jo forbundet med livsfare at se dine forestillinger,« som det bl.a. lød – med et glimt i øjet i hans korte gennemgang af Catherine Pohers meriterende virke.
Catherine Poher valgte selv en kort takketale, hvor hun glædede sig over, at WH-Fonden beskytter de kunstneriske miljøer i en tid, hvor alting skal måles og vejes – selvom kunsten skal berige, berøre og besjæle.
Pris åbner for kunstneriske projekter
Til Teateravisen fortæller Catherine Poher, at det var en kæmpe overraskelse at få hædersprisen: »Jeg er stadig rundtosset over tildelingen, selvom det er længe siden, at jeg fik den glade nyhed.«
I prismotiveringen lød det, at dit teater 'rekalibrerer vores forhold til virkeligheden og giver de mest banale handlinger ny mening, så vi håber og villigt lader os forføre'…
»Det citat gør mig glad, da det jo lige præcist er dét, jeg altid har været optaget af.
At skabe en scenekunstform, der vækker vores barnlige sjæl og vores undren over livet,« siger hun og forholder sig også til de øvrige prismodtageres glæde over, hvad en stor pris kan gøre for det kunstneriske virke.
»At få en sådan pris forpligter mig til at gennemføre de drømme – mine egne kunstneriske projekter – som jeg har sat til side i mange år på grund af manglende tid. Det har været nødvendigt at lave to til tre forestillinger hvert år for at nærme mig ni til ti måneders årlig løn. Nu kan jeg tillade mig at give mig selv tid til at prioritere mit forskningsarbejde og nøjes med at skabe én ny forestilling om året,« siger hun og opsummerer sine fremtidsvisioner:
»Jeg vil gerne koble mit billedkunstneriske udtryk til min scenekunst. 'Historien om huset, der blevet til en prik' fra Gruppe 38 og 'Med hånden på hjertet' fra Aaben Dans er begge skridt i den retning. Jeg leder efter en installationsmåde, der kan forene min billedkunst med et performativt udtryk – en måde at arbejde med ruminstallation i bevægelse. Det er nødvendigt, at jeg bliver ved med at udvikle nye ideer, nye måder at gøre ting på for fortsat at have muligheden til at inspirere nye generationer af scenekunstnere. Jeg har nydt at være mentor for flere yngre scenekunstnere og vil gerne giver min erfaring videre. På den måde kan jeg blive ældgammel og stadig være aktiv ind imellem,« siger Catherine Poher.
Et kort CV
Nu kan Catherine Poher altså aldeles fortjent føje WH Fondens Hæderspris til samlingen af hæder og priser, der bl.a. omfatter Ole Haslunds Kunstnerlegat (2015), Axel og Magda Fuhrs Fonds Legat (2011), Horsens Børneteaterpris (2001) og arbejdslegater fra Statens Kunstfond (2015, 2008, 2005, 2004, 2001, 1999 og 1997).
Læg dertil en stor anpart i en halv snes Reumert-priser og -nomineringer som instruktør og idemager, hvor priser tilfaldt 'Happy End' med Corona Danseteater (1999), 'Haiku' og 'Se mig!' med Teater Rio Rose (2000), 'Den lille pige med svovlstikkerne' med Gruppe 38 (2003) og 'Du må være en engel, Hans Christian' med Gruppe 38 (2006).
Catherine Poher (f. 1953) er født i Paris og uddannet som designer og arkitekt i henholdsvis USA og Frankrig.
Hun blev dansk gift, kom til Danmark 1976 og samarbejdede frem til 1980 med Kirsten Delholm i Billedstofteatret (nu Hotel Pro Forma). Sammen med Tom Nagel Rasmussen stiftede hun 1980 Bjørneteatret i Kalundborg, som de ledede i fællesskab til 1990. Hun blev derefter i en periode knyttet til Teater Rio Rose og har siden været kunstnerisk konsulent, instruktør, scenograf og dramatiker i en række danske børneteatre, hvor ikke mindst Gruppe 38 og de sidste ti år Aaben Dans har gjort kontinuerlig brug af Catherine Pohers evner og særlige blik for fysisk, visuelt og poetisk scenekunst.
Nogle af hendes inspirationskilder, erfaringer og refleksioner kan hentes i en fin (og gratis) E-bog, som hun sammen med dramaturg og ph.d. Kirsten Dahl forfattede og lagde ud på nettet sidste efterår, '…og på den 8. dage begyndte de at drømme' (downloades via dette link: https://www.ogpaden8dag.com) – som en slags markering af sit 40 års jubilæum som vidtfavnende teatermenneske.
Se også artiklerne 'Det store nærvær' fra instruktør-debuten på Det Kgl. Teater i 2013 – og 'Historien om at være menneske'.
Roser fra fonden
Og så skal det da lige med, at WH-Fondens prisfest sluttede med, at Catherine Poher sammen med Tue Biering fik hele salen til at deltage i en form for armsvinger-ballet, inden alle blev sluppet løs til pindemadder og vin.
Med den faste opfordring fra fondens formand til at plyndre de store, flotte blomsteropsatser i Børssalen og tage de smukke langstilkede roser med sig ud i virkeligheden.
Således viser WH Fonden sin gavmildhed på mange måder. Og til de, der gerne vil med på listen over prismodtagere til næste år, er ansøgningsfristen 31. august.
