Onsdag 5. maj uddeler Foreningen af Danske Sceneinstruktører deres Hæderspris til skuespiller, dukkemager m.v. Katrine Karlsen fra Teatret Graense-Loes.
Uddelingen finder sted i direkte forlængelse af premieren på teatrets forestilling ’Undertiden lever man’ på Københavns Musikteater.
Hædersprisen er på 10.000 kr. og er blevet uddelt siden 2006 til ’et teater eller en kunstner, der har beriget scenekunstens magi og fortælling – gennem brugen af figurer/animationer, og/eller tværæstetiske, visuelle udtryksformer’.
Motiveringen til den aktuelle hædersprismodtager lyder som følger: Katrine Karlsen er en kunstner, der til fulde opfylder det at have beriget scenekunstens magi og fortælling. Hendes grænsebrydende brug af figurer, teknologi og tilskuerinddragelse har også formået at række udover den gammeldags og ukorrekte kategorisering af at teater-med-dukker er for børn’.
Katrine Karlsen har i børneteaterkredse gjort sig bemærket med forestillinger som ’Supermøgprinsessen’. ’Fucking Alene’ og ’LÆ-RE-STREG-ER’.
Uddannelsesmæssigt har hun været omkring dukkemageruddannelsen på Thy Teater og Akademi for Scenekunst i Norge. I 2005 grundlagde hun Teatret Granse-Loes, som hun i dag driver sammen med scenograf Sissel Romme Christensen.
Desuden arbejder Katrine Karlsen som freelance skuespiller, dukkemager og scenograf, og organisationsmæssigt har hun sat sit præg på organisationen Uafhængige Scenekunstnere og i Fællesråd for Ny Scenekunst.’
Aktuelt repræsenterer Katrine Karlsen Danmark i ASSITEJ’s integrationsprojekt Next Generation’ – et internationalt netværk for unge, markante teaterledere fra 18 lande.