Da statsensemblet for børneteater, Corona La Balance, onsdag den 8. oktober lancerede sin vision, inklusive inspirationsrapport, om et Scenekunsthus med tre scener, stor foyer, prøvesale etc. med et prisoverslag på 60 mio. kr. (se artiklen ‘Fra luftkastel til slot’ her på sitet), var der ikke mange repræsentanter til stede fra de øvrige små københavnske børneteatre med stationære scener.
Nu var tidspunktet – en onsdag formiddag – heller ikke velegnet til gæstebesøg fra disse teatre, der selv var i fuld gang med at spille forestillinger. Men flere af de små teatre føler også, at statsensemblet overhovedet ikke har forholdt sig til det eksisterende børneteatermiljø i Storkøbenhavn, endsige kontaktet dem for at fortælle om planerne.
Albert Nielsen, leder af AnemoneTeatret, har i hvert fald ikke meget tilovers for projektet.
»Det er tale om et prestigeprojekt, der primært er sat i verden for at berettige Corona La Balances eksistensberettigelse efter deres ophør som statsensemble. Det er da et fantastisk flot projekt, som politikere altid pr. definition vil forbindes med – og skulle nogen kunne løfte det, er det da Corona La Balance. Men når der igen argumenteres med den gamle sentimentale ordflom om, at de som resten af det verdensberømte turnerende børneteater spiller i øjenhøjde med børnene og at de derfor vil til hovedstaden og skabe et sted for netop denne prisværdige legemsøvelse, bliver jeg ærgerlig og irriteret,« lyder det fra Albert Nielsen, der føler, at man indirekte anklager de eksisterende teatre:
»Der ligger et gammel, overleveret dogme om, at de der ledelsesstyrede stationære teatre er kunstnerisk reaktionære og kommercielle og derfor ikke er interessante i denne her sammenhæng.«
‘BTS svigter de stationære børneteatre’
Han mener i øvrigt, at Corona La Balance med sit projekt slet ikke forholdet sig til det eksisterende kundegrundlag og at man i sine beregninger har ‘glemt’ at medtage fx. Riddersalen, Teater Vestvolden, Taastrup Teater og ikke mindst Ishøj Teater – sidstnævnte besøges alene af omkring 50.000 små tilskuere hvert år .
»Det ville være en katastrofe for det etablerede børneteatermiljø i København, hvis man uden videre søgte at møve sig ind på et område, der er etableret ud fra et behov. Hvis der skal sænkes en sådan mastodont over København, skal der tilføres BRUGERNE tid og penge til at gå i teatret, derefter skal der indledes en dialog med branchen, så vi kan få en helhedsplan for teatrene i København og sidst skal der laves en lødig markedsanalyse, der påviser publikums behov og ikke de turnerende teatres,« siger Albert Nielsen, der også undrer sig over BørneTeaterSammenslutningens (BTS) uforbeholdne accept af projektet.
Han mener, at organisationen udelukkende varetager de turnerende børneteaters interesser.
»BTS er altså også vores arbejdsgiverorganisation. Som dobbeltmedlem af FAST og BTS er jeg bekymret over BTS’ manglende respekt for de af deres medlemmer, der spiller stationært. Organisationen har altid præsenteret sig primært som de turnerende børneteatres talerør, og det er der en naturlig historisk grund til, men her ignorerer man simpelthen sit ansvar overfor os i en grad, som kræver en reaktion. Spørgsmålet er, om vi, der udelukkende spiller stationært skal overveje at skifte organisation til FAST, hvis dagsorden er anderledes orienteret omkring HELE brugerfladen,« lyder det fra AnemoneTeatrets leder, der også godt kunne se en model, hvor de primært turnerende børneteatre organiserer sig i BTS og de primært stationære i FAST.
»Problemet for de primært turnerende børne- og ungdomsteatre i provinsen er, at turnesalget til skolerne er for nedadgående og man derfor søger efter nye indkomsts muligheder. Synlighed er blevet langt vigtigere for teatrene i forhold til tilskudsmyndighederne, publikum og de ansatte kunstnere, hvor specielt de sidst nævnte ikke orker at tage rundt på skoler og biblioteker uden at blive nævnt i andet end Den Røde Brochure,« lyder analysen fra Albert Nielsen, hvis eget bud på et bæredygtigt projekt for hovedstadens teaterliv ser således ud:
»Et eventuelt scenekunsthus skulle udelukkende koncentrere sig om ungdomsteater og internationale gæstespil. Københavns Teater skulle nedlægges i sin nuværende form og alle teatre i København samles under én hat. Her ville et scenekunsthus for børn og unge høre hjemme: Hele området skulle så ligge under Københavns Kommune med tilsyn af Kunstrådet. Derudover skulle de store københavnske scener, inklusive Det Kongelige Teater slippe for pålægget om at SKULLE spille for børn og unge, så disse midler kunne overføres til de stationære teatre, der kun producerer og spiller børneteater.«
Konkurrencen er allerede stor
Heller ikke Jan Grube Christiansen, der sidder i styrelsen for et andet af de små københavnske børneteatre, Teatret Zeppelin, kan se behovet for endnu flere sæder til børnepublikummet i Storkøbenhavn.
»Udover de egentlige børneteatre laver Det Kgl. Teater jo også teater, ballet og opera for børne-/familieteaterpublikummet, ligesom der er forestillinger i Tivoli, Folketeatret har fået Børnescenen, ligesom Gasværkets lille scene nu byder på ungdomsteater. Senest er Mungo Park i Allerød jo også begyndt at byde ind på familiepublikummet,« lyder det fra Jan Grube Christiansen, der erkender, at konkurrencen er stor.
»Vi betragter disse teatre som både kolleger og konkurrenter. Vi har bare færre pladser, mindre budgetter og mindre rum, men samme høje kvalitet. Ja, vi betragter os jo som ‘eksperter’ i børneteater efter alle disse år. Men familiepublikummet er ligeglade, de vælger mellem kulturtilbud og ikke det ene teater frem for det andet.«
Han anslår, at på ‘en god dag’ – som fx. i efterårsferien – når alle har en forestilling for familiepublikummet på samme tid, er der måske op mod 5.000 sæder i udbud til familie/institutionspublikummet i Storkøbenhavn
Jan Grube Christiansen pointerer, at Teatret Zeppelin selv for omkring fem år siden foreslog Københavns Kommune, at man etablerede et teaterhus.
»Det var baseret på et projekt fra 1992-1993 på en dengang ledig scene i København. Vi skulle i samarbejde med de andre stationære børneteatre i små storbyteater-ordningen stå for en sådan scene, hvor især ungdomspublikummet kunne komme mere i fokus. Københavns Kommune var høfligt interesserede, men har jo ikke pengene til den slags‚« siger Jan Grube Christiansen, der understreger, at de små teatre under den kommunale ordning hele tiden samarbejder og er i fælles udvikling også på det store plan.
Det fælles fodslag, som Corona La Balances projekt altså ikke har adstedkommet.
‘Ingen problemer med kasketterne’
Centralt i ovenstående diskussion står unægtelig Jørgen Carlslund, der udover at være en del af den kunstneriske ledelse i Corona La Balance også er formand for BørneTeaterSammenslutningen (BTS).
Carlslund ønsker dog ikke i denne artikel at forholde sig til kritikken i sin egenskab af i Corona La Balance, men kun som formand for BTS.
»Det er klart at det for omverdenen kan være svært at skelne mellem min rolle som formand som BTS og som leder i Corona La Balance, men selv har jeg ikke problemer med at skifte til den til enhver tid rette kasket. På BTS’ generalforsamling i september i år fremlagde Corona La Balance vores visioner for et scenekunsthus for børn og unge fredag aften. Ved formandsvalget næste formiddag fik jeg fuld opbakning fra alle tilstedeværende, så det er åbenbart heller ikke noget, der bekymrer BTS’ medlemmer. Men jeg er glad for at få mulighed for at forklare BTS’ holdning til projektet: BTS bakker ikke specifikt dette projekt op, men ser generelt positivt på fornyelse på området og på tiltag, der sætter fokus på børneteater og skaffer flere penge til området. BTS ser gerne, at staten støtter et initiativ til afløsning for statsensemble-ideen, og det kunne være denne ide, men vi siger ikke noget om at det skal være det,« siger Jørgen Carlslund.
»Det er ikke BTS opgave at afbøde konkurrence mellem medlemsteatrene, men vi ser med bekymring på den udvikling, der har været de senere år, hvor flere store og økonomisk tunge institutionsteatre er blevet pålagt børneteater-forpligtelser, og på den ulige konkurrencesituation der dermed er opstået mellem dem og BTS’ medlemsteatre. Et børneteatermiljøets eget ‘store’ hus, kunne være en måde hvorpå man kunne ændre den udvikling,« lyder det fra BTS-formanden, der heller ikke mener, at organisationen vælger side mellem de turnerende og stationære børneteatre.
»BTS har heller ikke nogen politik, der skal sikre, at turnerende teatre ikke spiller i de større byer og dermed konkurrerer med de lokale stationære teatre. Når man læser inspirationsrapporten (der følger med Scenekunsthus-projektet, red.), kan man se, at Scenekunsthuset tænkes at have en betydelig turneaktivitet, så det kan ligevel opfattes som en konkurrent for de turnerende teatre. Det er derimod BTS opgave at være offensive og arbejde for, at hele vores område opnår bedre vilkår. Vi skal være varsomme med at føre en bevarende politik: At bede om flere penge, men samtidig kræve, at intet ændres,« siger Jørgen Carlslund, der oplyser, at BTS snart indkalder til et kaffemøde, hvor alle BTS-teatrene får mulighed for at debattere fremtidudsigterne, hvis et projekt som det skitserede realiseres.
»Vi lægger mødet i København så især de københavnske børneteatre får mulighed for at deltage,« slutter formanden for BørneTeaterSammenslutningen.
