21. oktober 2009

Poul Fly Plejdrup er død

Scenografen Poul Fly Plejdrup (f. 1953) døde 20. oktober 2009 efter længere tids sygdom.
Med over 100 opsætninger – rigtig mange for danske børneteatre – var han en meget brugt og synlig arbejdskraft. Hans gemytlige sindelag og underspillede lune gjorde ham også til en særdeles hyggelig samtalepartner.
Poul Fly Plejdrups vej til teatret gik via Holbæk Kunsthøjskole og Det Jyske Kunstakademi, inden han i 1980 begyndte at arbejde for Filuren i Århus. Siden kom mange andre børneteatre til, men allerede i midten af 1980’erne fik han sat et varigt aftryk på dansk børneteaterhistorie, da han sammen med Hans Rønne skabte Teatrets første store klassiker, ’Springtime’.
På nogenlunde samme tid etablerede Plejdrup sammen med Henny Filbert et kulturelt væksthus, Bakdalgaard ved Odder, hvorfra mange forskellige aktiviteter siden er udgået.
Fra 1990’erne blev arbejdet med børneteatrene lejlighedsvist afløst af store opgaver for store teatre, herunder ’Nicholas Nickelby’, hvor Store Scene og salen sal fuldstændig omskabes i en kæmpescenografi. Dertil kommer div. regionalscener, egns- og friluftspil – ligesom han har arbejdet med teaterskoleelever ved Aarhus Teater
Men børneteatrene var på mange måder hovedhjørnestenen i hans enorme scenografiske arbejdsindsats.
»Børne- og ungdomsteatret har en evne til at lege, og det store teater har det seriøse. Ved at arbejde begge steder kunne jeg befrugte voksenteatret med det fabulerende og børneteatret med alvoren,« har han selv udtalt.

I 2007 blev Poul Fly Plejdrup særdeles fortjent tildelt Håbets Pris af Institut for Folkeligt Teater – prisen gives til en ‘person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk – med gnistrende energi mod vanetænkningen’. Plejdrup beskrives her som en sand forvandlingens mester, der tør tro på det, hans indre øjne fortæller ham, og derefter sætte det i scene.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne