30. september 2016

Portalen runder anmeldelse nummer 1.000

Lige nu ligger der på portalen helt nøjagtigt 1.000 anmeldelser af professionel scenekunst for børn, unge og familier, sat på siden overgangen fra papirudgave til nyhedsportal i september 2008. Det er Rapid Eye, der med deres 'Domino Effekten' fik æren af at være nummer 1.000 – og forestillingstitlen er ganske passende, for den ene anmeldelse har taget den anden i en lind strøm de sidste otte år.

Det runde tal fortæller således også den regnekyndige, at der i snit er lagt omkring og hele 125 nye teateranmeldelser på portalen om året, hvilket er meget mere end den gamle redacteur fra starten havde turdet håbe på at ressourcerne strakte til.

På den måde er det lykkedes at dække næsten alle nye – og en god del af de allerede eksisterende – forestillinger fra de stationære og turnerende børneteatre, suppleret med en god del af de familieforestillinger, som de store og ellers voksenteaterproducerende teatre har diverteret med i de otte år.

Rigtig mange anmeldelser er altså af turneforestillinger, og mange kommer fra og efter de årlige Aprilfestivaler, hvor hele teateravisen.dk's anmelderkorps på fem-seks garvede kritikere er på arbejde. Disse anmeldelser ryger så på portalen i lind strøm efter festivalen, afbrudt af anmeldelser af nye forestillinger med kortere eller længere spilletid på de stationære teatre m.v.

De sidste anmeldelser fra festivalen når følgelig først på hen på efteråret, men netop nu er sidste anmeldelse fra Aprilfestival 2016 på Frederiksberg på vej til portalen og kan læses på mandag: Giraff Graff med 'Min mor er en ulv, min far…' 

Og så lige: Der kommer flere og flere mails og besked'er om, at stjernerne ved anmeldelser er savnet, trods den energisk og åbenlyse modstand hos mange teaterfolk, da de blev indført sammen med omlægningen til netportal. Opbakningen fra de stjernebevarende har været næsten usynlig, men det kan da være, at der nu bliver sat ind med modoffensiv for at få markørerne retur…

Og man kan da i øvrigt osse konstatere, at teateravisen.dk's anmeldelser – helt i stil med tilsvarende fra stjerneløse Information og Weekendavisen – bliver mindre eksponeret i såvel teatrenes som arrangørernes markedsføring, end da stjernerne var på. Det er bare mere enkelt og ligetil for teatrene, teaterforeningerne og andre arrangører at kopiere stjerner end ord.

(Billedet: Der er blevet sat 1.000 anmeldelser på teateravisen.dk siden omlægningen fra papiravis til netportal i september 2008)

 (caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne