Det blev Lærke Cecilie Overgaard Hansen, som vandt Kulturskolen Esbjergs konkurrence om at skabe den festivalplakat, som fremover skal bruges til at promovere Aprilfestival – teater for små & store, der afvikles i Esbjerg Kommune i dagene 27. marts til 3. april 2022.
Lærke Cecilie er 18 år og går til daglig i gymnasiet. Plakaten blev officielt afsløret i tirsdag 5. oktober ved en lille ceremoni på Kulturskolen Esbjerg, hvor der i den anledning var taler af kulturskolens leder, Inger Moltesens Fogh, og festivalleder og direktør i Teatercentrum, Henrik Køhler.
Plakaten er blevet til som en del af et vejledt pædagogisk forløb på skolens billedkunstlinje og blev præmieret med 4.000 gode danske kroner og kommer fra nu af for alvor i arbejdstøjet, fordi den vil danne udgangspunkt for festivalens grafiske designlinje både i alm. tryksager, byrumsudsmykning samt på nettet og sociale medier.
Det er dog ingen hemmelighed, at plakatens udseende har været kendt længe, for den blev jo oprindelig lavet til Aprilfestival 2021, som Esbjerg Kommune oprindelig skulle have været vært for. Men da corona-pandemien gjorde, at festivalen måtte aflyses i 2020, tilbød Esbjerg at skubbe sit værtsskab et år, så Holbæk fik mulighed for at afholde festivalen i år – og det blev så i juni med 14 måneders forsinkelse.
Men nu drejer alt sig om Aprilfestival 2022, som så er tredje gang, Esbjerg lægger by og kommune til festivalen. Det skete senest i 2010 (108 teatre, 165 forestillinger og 640 opførelser) og første gang i 1983 (55 teatre, 100 forestillinger og 240 opførelser).
Til næste år forventes op mod 120 teatre med op til 200 forestillinger at gøre deres til at Esbjerg fra 27. marts – 3. april bliver badet i børne- og ungdomsteater.
(Billedet: Teatercentrums direktør, Henrik Køhler med plakat og kunstneren bag, Lærke Cecilie Overgaard Hansen, da plakaten blev officielt afsløret i går i Esbjerg. Foto: Søren K. Kløft)