(2.3.2011) Marie Mondrup og Anne Gry Henningsen tager imod i prøvelokalet i København. Deres store smil er fjernt fra det billede, mange nok har af voldelige piger. Men snart står de to unge skuespillere på scenen i ’Vildt voldsomt venskab’. Så skal de få os til at tro på, at de er parate til at begå vold.
Det er et projekt, Marie og Gry selv har sat i gang. Men hvorfor? Hvad er det tiltrækkende ved at spille teater om så barske ting?
Emnet er interessant, synes de. Men medierne fokuserer kun på selve voldshandlingen. Fænomenet pigebander er for eksempel mediernes opfindelse. Så det, der har drevet holdet bag forestillingen, var ønsket om undersøge, hvorfor teenagepiger overfalder og mishandler hinanden på det groveste.
For der er jo en vej dertil, som Marie forklarer. Så hun og Gry fik lyst til at tegne et bredere, mere nuanceret billedet af, hvad der faktisk sker, når piger begår vold. Vejen til forståelse er den historie, der foregår på scenen. Den handler om to teenagepiger og veninder Lul og Marie. Ingen af dem har indvandrerbaggrund. Det er valgt for ikke at forplumre debatten, men holde fokus på volden.
Et svært tema
I øvrigt siger fagfolk også, at danske piger er de værste til at begå vold. Det fortæller forestillingens instruktør, Mikkel Flyvholm, som også er dukket op i prøvelokalet.
Historien fortælles baglæns af en voksen kvinde, spillet af Marie Mondrup. Det er for at undgå en aldersidentifikation, der ikke vil være troværdig. For selv om skuespillerne er ret unge, er de ikke unge nok, synes de.
De vidste ikke meget om emnet på forhånd. Men hele holdet har bedrevet grundig research om de voldelige piger. Derfor ved de, at pigevold – især mod andre piger – er ikke noget nemt tema. Det indrømmer de blankt. Så de har været åbne, læst en masse og ad den vej fundet frem til de personer, der optræder i ’Vildt Voldsomt Venskab’.
En af inspirationskilderne er en pige på 23 år fra Brøndby Strand. Hun har været med i pigebander, indtil hun var 16 år. Nu hjælper hun andre i området, der er i samme situation, som hun engang har været.
Men hvad er det så med de dér hårdtslående piger. Er de afstumpede og ligeglade?Eller er der særlige grunde til, at vi hører så meget om vold blandt piger. Det enkle svar er omsorgssvigt. Ikke kun fra forældrene, men massivt og hele vejen rundt fra i det offentlige system og til politikerne. Det er Marie Mondrup og Mikkel Flyvholm ikke i tvivl om.
Gry er i mellemtiden smuttet til praktisk arbejde.
Går efter udseendet
Der er jo mange børn, der ikke får omsorg og bliver slået, men ikke bliver voldelige?
»Vi er ikke ude på at forsvare de her voldelige piger,« understreger Mikkel Flyvholm.
»Men vi vil gerne vise og på den måde forklare, hvad de gør. Vi tror, at vi på den måde kan gøre det mindre angstfyldt for andre at vide, at de piger eksisterer. Så børn ikke skal være bange for dem og få pigerne til at føle sig endnu mere udenfor.«
Mikkel påpeger med et grin, at han og skuespillerne jo selv er ’pæne forstadsbørn’ på samme alder og med børn.
Så de har også engang været igennem processen med at finde ud af, om kammerater, som var voldelige eller bare anderledes, skulle holdes udenfor eller forsvares. Men som regel var der plads til den slags børn i klassen og i fritiden, husker Marie.
Det er der ikke mere, synes hun. Tidligere blev piger også mobbet og holdt ude fra fællesskabet. Nogle blev også slået. Men de fik ikke håret klippet af. De blev heller ikke tisset på og brændt med cigaretter.
Marie fortæller, at de voldelige piger direkte går efter at ødelægge ofrenes udseende.Volden er også accelleret. Nu bruger pigerne tit våben.
Drengene ’nøjes med’ at slå. Hvis de da ikke også griber til våben. For selv om volden blandt børn og unge er faldende, så er den vold, der begås, blevet meget grovere. Det ved Mikkel og Marie, som har talt en del med en socialrådgiver fra en af de institutioner, hvor voldelige piger havner efter en dom.
Vold skaber respekt
Socialrådgiveren forklarer pigevolden med en udvikling, hvor alle børn i dag puttes i kasser. Dem, der ikke passer i nogen af kasserne, bliver i stor udstrækning overladt til sig selv. Først, når pigerne bliver voldelige og kriminelle, begynder man at interessere sig for dem.
»Det er piger, som ikke blivet set, og som ingen samler op. Men når de begår vold, er der da ét punkt, hvor de har succes,« siger Mikkel Flyvholm.
De unge, voldelige piger – og drenge – søger et sted, hvor de kan føle sig hjemme. De definerer sig selv som vindere i deres eget univers, og hvis det kræver vold, så leverer de det. Derfor har udgangspunktet for historien i forestillingen været, at enhver kan komme ud for det her. Men man har et valg. Det skal publikum opleve.
»Publikum skal have den oplevelse, at ’Gud, det kunne jo have været mig’. Man skal forstå, hvorfor personerne begår vold, men alligevel tage afstand fra deres handling. Publikum skal tænke, jeg kan godt forstå, du gør det, men du skulle ikke gøre det,« siger Mikkel Flyvholm.
Nogle mener, at der er gået mode i pigevold, og hvad med forældrenes ansvar?
Det har ikke været målet, at give nogen – for eksempel forældrene – skylden for, at piger bliver voldelige. Der har også altid været en vis mode i at kunne begå vold, fordi det skaber respekt, understreger Mikkel.
Virkeligheden bag fiktionen
Marie og Mikkel forklarer, at man kan vælge at forblive venneløs ved at vælge volden fra og måske endda vende den anden kind til. Eller man kan vælge at blive inkluderet i et fællesskab – få et sted at stå – hvor omkostningen er, at man skal være voldelig.
»Der er nogle scener, hvor vi håber, at publikum vil tænke ’LAD NU VÆRE!’,« råber Marie for at understrege pointen og tilføjer:
»Men hvor jeg som skuespiller jo alligevel må gøre det forkerte, fordi vi har en historie at fortælle.«
Hensigten med at lave en teaterforestilling er at få vist, at nogen bliver sat udenfor. Og det duer ikke at sige, at de bare skal tage sig sammen. Der skal mere til. Men det er ikke vilde pigekampe på scenen, forsikrer Mikkel og Marie.
Hvordan gør I det så – viser, hvad der får pigerne til at begå grov vold?
»Vi har en ramme med billeder fra virkeligheden kørende på den store bagskærm. Det er jo set før, men det er ikke nødvendigvis én til én realisme,« fortæller Marie.
Forestillingen en fiktiv rejse gennem en ung persons liv, der har oplevet at få en såkaldt ungdomssanktion. Det er en narrativ fortælling om en pige, der flytter til en ghetto. Hun oplever, at vold avler vold, og at hun også selv kan begå vold for at få venner og finde sin plads. Men volden eskalerer. Den bliver så grov, at det får fatale konsekvenser, hun må leve med resten af livet.
Vælge ud og skære fra
Efter forestilingen er der debat. Skulle nogle så spørge, hvad en ungdomssanktion er for en fisk, får de svar. Holdet bag ’Vildt Voldsomt Venskab’ har nemlig sat sig grundigt ind i lovgivning og retspraksis i forbindelse med pigevold.
Det skal ikke stå på fakta-plancher i forestillingen. Men Marie, Gry og Mikkel vil kunne give fyldestgørende svar til publikum i debatten.
»Bolden er hele tiden i luften – også efter premieren. Sådan vil vi gerne have det,« siger Marie.
Hun synes, at det undervejs i arbejdet med forestillingen er blevet sværere og sværere at finde ud af, hvad der ikke skal med. Samtidig prøver de at afstå fra klichéerne. Dog ikke mere, end at situationer og personer skal kunne genkendes. Men fra nu af handler det om at vælge ud og skære fra, slår hun fast.
»Så vi har faktisk ret travlt,«siger Marie Mondrup med et smil og ser helt rolig ud.
