Performance er ifølge Gyldendals Store Danske Encyklopædi en kunstform på grænsen mellem billedkunst og teater, der dukkede op i 1970'erne i kølvandet på happenings og siden blevet en overordnet betegnelse for alt fra dadaisternes kabaretter over aktionskunst, body art og multimedia til performanceteater.
Flere danske børneteatre har da også taget kunstformen til sig – bl.a. og ikke mindst Carte Blanche – omend den i høj grad har tilhørt voksenteater-segmentet.
Men til februar bliver der så i København afviklet, hvad arrangørerne kalder intet mindre end verdens første festival med international performancekunst for børn.
Arrangementet hedder Live Art for Børn og finder sted 6.-16. februar og skal angiveligt være en årligt tilbagevendende begivenhed.
Det er Nikolaj Kunsthal, der udgør festivalens centrum, hvis hovednavn er Mammalian Diving Reflex fra Canada, som præsenterer deres ’Haircuts by Children’, og hvor det i Danmark er 4V fra Sønderbro Skole, der har modtaget klippeundervisning og åbner en salon hos frisøren STONE på Nikolaj Plads.
Som det fremgår af ovenstående og festivalens øvrige problem, er der få egentlige teaterforestillinger, men til gengæld flere arrangementer, hvor børnenes aktive medvirken er en vigtig del. I forbindelse med festivalen viser Live Art for Børn også international ’voksenperformance’ og lader indbudte børn give kritik, ligesom der bydes på huleinstallation og kunstparkour.
Det samlede festivalprogram med info om billetter m.v. kan ses på www.liveart.dk
***
Og som inspiration og forskræp til festivalen kan man med fordel læse Mette Garfields artikel her på portalen om performance for børn: 'Børn skal kunsten for kunstens skyld', der både fortæller om festivalen, folkene bag og interviewer forskellige performancekunstnere om børn og performancekunst.
(caj)