Mens en lang række af sommerens gadeteaterfestivaler allerede er aflyst (se artiklen 'Aflyser, afventer – og udskyder'), melder PASSAGE Festival nu ud, at man agter at gennemføre den årlige gadeteaterfestival i Helsingør og Helsingborg i uge 31.
Det bliver dog med et væsentligt mindre program end tiltænkt, men der vil stadig være både danske og internationale kunstnere, når festivalen afvikles fra 27. juni – 1. august, lyder det fra arrangørerne, der på begge sider af Øresund afventer de sidste retningslinjer for rejser og offentlige arrangementer henover sommeren – ikke kun i Danmark og Sverige, men i resten af Europa.
Derfor vil programmet for årets festival blive offentliggjort løbende henover de næste uger, via festivalens hjemmeside (www.passagefestival.nu) og sociale medier, efterhånden som brikkerne i puslespillet falder på plads.
Det slås dog fast, at der vil blive færre større forestillinger, men til gengæld satser man på, at en masse små forestillinger kan skabe andre kvalitetsmøder mellem publikum og kunstnere i den særlige virkelighed, som covid-19-situationen har skabt for både kunstnere og deres publikum i det offentlige rum.
'I år vil festivalen i højere grad forlade de større centrale pladser og i stedet bevæge sig ud til de mindre sammenhænge, hvor borgerne allerede opholder sig', lyder det fra Trine Heller Jensen, der er ansvarlig for festivalens program på Helsingør Teater.
Man håber også stadig på, at det vil blive muligt for borgere og turister i Helsingør og Helsingborg at besøge hinanden under festivalen, selvom det scenarie ikke virker sandsynligt lige nu.
PASSAGE Festival arrangeres af Helsingør Teater og Dunkers Kulturhus og er støttet af Helsingør Kommune og Helsingborg Stad og Statens Kunstfond.
(Billedet: 'IT'S NOT THE END OF THE WORLD', stod der på skiltet, da det franske kompagni 1Watt spillede deres forestilling 'Beau Travail' i 2012-udgaven af PASSAGE – og det budskab tager festivalen alvorligt… Foto: Passage Festival)