21. juli 2015

PASSAGE 29. juli -1. august

Over fire hektiske dage – fra 29. juli til 1. august – præger gadeteater atter bybilledet i Helsingør og Helsingborg, når den internationale PASSAGE-festival afvikles for 10. gang.

På de fire dage præsenteres over 50 forestillinger og en masse workshops m.v. – og arrangementet, der lanceres som Nordeuropas største internationale og transnationale gadeteaterfestival, er samtidig et aldeles glimrende udtryk for det grænseoverskridende kulturelle samarbejde mellem de to svenske Øresundsbyer.

PASSAGE arrangeres af Dunkers Kulturhus og Helsingør Teater, og i 2015  samarbejder gadeteaterfestivalen med en lang række kommuner, byer og festivaler i både Danmark og Sverige, bl.a. Höganäs, Lund og Malmø, Stockholm Street Festival, Halmstads Internationella Gatuteaterfestival, Gribskov Teater, København, Vejle og Bornholms Gadeteaterfestival.

Det betyder, at en række internationale forestillinger indgår i turneer og festivaler i de to lande, hvilket giver både logistiske og økonomiske fordele. 

PASSAGE har gjort det til sit varemærke både at præsentere gadeteater i de to byers centrum og i (belastede) boligområder i byernes periferi – og som noget nyt lancerer PASSAGE i år et internationalt litteraturprogram, hvor man undersøger den traditionelle alliance mellem teater og litteratur og hvor bl.a. tre kinesiske forfattere deltager med opførelser af digte, teater og site specific-dramatiseringer.

Udover de kinesiske litterater deltager teaterfolk og artister m.v. fra en række lande, bl.a. Frankrig, Italien, Spanien, Holland og Storbritannien – og selvfølgelig fra arrangørlandene Danmark og Sverige. 

Der er noget for enhver smag og alle aldersgrupper og familier i flok. Og der er gratis adgang til langt de fleste forestillinger, der i sagens og festivalens natur jo popper op i det offentlige rum, men der tages dog entre til enkelte forestillinger, ligesom der skal bestilles gratis billetter til visse arrangementer. Med et festivalpas til 150 kr. er der dog gratis adgang for en voksen og to børn til alle entreforestillinger.

Se mere om de enkelte forestillinger, deres spillesteder og -tider, workshops m.v. på PASSAGE-festivalens hjemmeside: www.passagefestival.nu

(Billedet: På PASSAGE 2015 optræder bl.a. det franske La Compagnie du Petit Monsieur med '2 sekunder', hvor den lille herre bl.a. udkæmper en drabelig kamp for at slå et telt op. Pr-foto)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne