Et nystartet teater fra Ringkøbing, Rodens Teater, lægger ud med en ungdomsforestilling på Bådteatret i København, idet 'Parterapi for unge' har premiere 17. februar og spiller to forestillinger hver af de følgende dage.
'Parterapi for unge' kaldes en dramapædagogisk teaterforestilling om unge, for unge og med unge og vil give tilskuerne 'indblik i sladder, snak og ægte slibrige historier fortalt unge imellem'.
Det er efter- og højskolelæreren Andreas Heuck Steinicke, der står for ide og instruktion – og også er stifter af Rodens Teater – men det er de to unge medvirkende i forestillingen, 18-årige Rosaura Hauch-Fausbøll og Carl Asmussen, der begge er elever på det københavnske Rysensteens Gymnasiums teaterlinje, der har snakket og sladret teksterne frem sammen med en masse unge i alderen 15-17 år – uden supervision af velmenende voksne.
De to unge spiller i forestillingen hele tre unge par og dermed seks forskellige karakterer – der, som det hedder i en pressemeddelelse, er hentet fra deres egen verden og improviseret frem.
'Parterapi for unge' føjer sig dermed ind i rækken af (aktuelle) forestillinger, der er lavet i professionelt eller semiprofessionelt regi ud fra konceptet 'for, om og med unge', hvor de unges erfaringer og ideer indgår i tekst og koreografi m.v.
Således kan man også fra 25.2-11.3 opleve danseforestillingen 'What do you think?' hos egnsteatret Aaben Dans i Roskilde, hvor ti unge mellem 13-17 år – medvirker. Mens den musisk-fysiske ungdomsforestilling 'Pænt grimt' spiller 15.-18. marts på Sukkerkogeriet hos Odense Teater. Med 20 unge mellem 14-22 år.
Denne form for ungdomsforestillinger unddrager sig normalt anmeldelser her på portalen, for selvom producenten og/eller spillestedet et professionelt teater, er de medvirkende trods alt en form for amatører. Endnu – må man sikkert formode, fordi mange af dem allerede sigter mod en kunstnerisk karriere.
Men chancen er der for både unge og interesserede voksne til at kigge nærmere på brugernært ungdomsteater.
(Billedet: Carl Asmussen og Rosaura Hauch-Fausbøll medvirker i 'Parterapi for unge', der spiller på Bådteatret 17.-19. februar. Foto: Rodens Teater)
(caj)