“I miss hugging, I miss the drink afterwards, I miss the in between moments, I miss my friends”.
Ordene er Boomer Staceys, (IPAY, USA) og falder som en del af 'How are you really doing?'-arrangementet på ASSITEJ verdenskongressens åbningsdag d. 22.3. Det er ikke muntre ord, men det er ord fra hjertet, og det kan man godt mærke, selv her bag en skærm.
At Corona bliver et tema for kongressen, står klart både når man kigger på programmet, og deltager i de enkelte arrangementer. Andet ville også være underligt, for det er et tema for vores liv, privat såvel som professionel, en kæmpe udfordring i kulturøkonomien verden over og ikke mindst en realitet alle, ikke mindst for børn og unge i hvem ved i hvor lang tid fremover.
De usynlige valg
Lad mig alligevel starte et andet sted. Nemlig med Jayne Batzofins 'Centring Inclusivity'. Det resonerer tydeligt, når Jayne tale om decentrering som strategi for at give plads til flere forskellige stemmer, flere oplevelser, flere narrativer.
I en dansk kontekst, hvor ideen om homogenitet kan være så ubevidst selvfølgelig, at andre muligheder end ikke italesættes og andre behov end ikke overvejes, og hvor det inkluderende til tider opleves mere som et behov for at opfylde en målsætning, end en egentlig interesse i at være det, virker hendes pointer lidt som et tiltrængt skub. Hun siger ikke at man skal stræbe efter, at alt skal være for alle, men at man skal tage nogle oplyste valg om, hvem det man skaber er til for, og hvem det skabes af.
Det er jo ikke ny viden, men hun går ekstremt konkret og jordnært til værks, hvilket ikke altid er tilfældet. Hendes overskuelige og anvendelige power-point bliver forhåbentlig tilgængelig, da dens mange pointer og spørgsmål uden tvivl vil være et godt udgangspunkt for en bevidstgørelse af de usynlige valg i ens eget arbejde.
Den digitale tilstedeværelse
Det er tankevækkende, hvordan decentralisering i en anden forståelse er på spil qua festivalens hybridformat, der muliggør deltagelse for personer der af økonomiske, fysiske, psykiske, familiemæssige eller andre årsager, ikke ellers ville have haft mulighed for at være med. Dog med visheden om, at de krav, den digitale tilstedeværelse stiller, unægtelig også udelukker nogen og kommer med en anden form for pris, som vi måske endnu ikke kender.
Det er i hvert tilfælde en af pointerne fra Bram Bakkers Keynote til 'How are you really doing?' At vi endnu ikke ved, hvordan COVID-19 kommer til at påvirke os emotionelt. Det lyder næsten som et kampråb, når han til ASSITEJs medlemmer siger;:”Keep up your work with emotions – don’t be rational! Give the young audience attention towards their feelings”.
Vores udprægede digitale tilstedeværelse og de mange lock-downs understreger behovet for at vores følelser i en sanselig virkelighed, fordi vores menneskelige kommunikation består af så meget mere end ord. En ægte scenekunst sandhed! Det er ifølge Bakker et stort problem, hvis vi i vores samfundsmæssige fokus på at komme på ret kurs post-corona glemmer det emotionelle til fordel for det rationelle.
Covid-19: Ingen går fri
Til samme arrangement står det klart, hvor forskelligt COVID-19 har ramt, og bliver håndteret i forskellige lande og verdensdele, med den fællesnævner at ingen går fri. Eller sagt med Mohamed Elghawy (AFCA-Cairo, Egyptens) ord: ”Egypt used to work under these circumstances – for once we share the same problems as people elsewhere. For once!”
Tænk, hvis fremtiden kunne byde på flere delte omstændigheder, men af de positive slags…
Hybridformatet mellem online og on site har som så meget andet her i verden sine fordele og ulemper. Konklusionen på nuværende tidspunkt må være den indlysende, at det unægtelig ikke er det samme at være foran skærmene, som at ”være der”.
Men når teknik og præsentation spiller sammen, som desværre ikke altid er tilfældet til de første par dages arrangementer, så er det næsten som om, at man kan glemme det lidt. Selvom ”the in between moments” mangler.
***
”How are you really doing”, 22.3 – tilgængelig online
“Centring Inclusivity”, 24.3 -tilgængelig online