Hun hører ikke rigtig til nogen steder. Synes hun i hvert fald selv. Far, mor og lillebror – og så Joni, storesøster i en helt almindelig familie. Bortset fra, at Joni har et sort hul i maven, hvor alt forsvinder ind i. Glæden, latteren, livet. Kort sagt: en helt almindelig, utilpasset teenager med drømme om forandring og fornyelse. Fordi virkeligheden er for kedelig, hverdagen for banal med alle sine krav.
I stedet leger Joni med universet. Drømmer sig ud i det store tomme rum, hvor alt kan ske. Sammen med lillebror, der siger 'hvorfor' til alting, agerer hun astronaut i forskellige fantasi-sammenhænge. Blandt andet i selskab med 44 flyvende elefanter på vej til Månen.
Men heller ikke her passer hun ind. Heldigvis finder hun et kosmisk rige, hvor hun modtages som den længe savnede og elskede datter. Her er hun omsider noget særligt, her bliver hun elsket af sine rumforældre.
Stemmesymfoni
Historien kunne let være blevet temmelig barnlig, og målgruppen er trods alt fra 8 år og opefter. Men den fælde modvirker såvel tekst som scenografi ganske effektivt. Manuskriptet arbejder mange steder med lettere abstrakte begreber – som en blanding af barnlig fantasi og voksen refleksion – foruden et hav af stemmer i højttalere, placeret både på scenen og nede blandt os. Nærmest som en lille symfoni udspyr disse stemmer stumper af såvel dagligdag som drøm. Fra bekymrede forældre til elefanter og rumvæsener.
Også det visuelle udfordrer publikum i al sin abstrakte enkelhed. Hvide balloner, masser af højttalere, en instrumentkasse, nogle lampeguirlander på gulvet, en røgmaskine og en mikrofon.
For Joni og hendes lillebror et helt naturligt univers, for os andre, som forestillingen skrider frem, måske lige lovlig spartansk. Som også historien ender med at blive det. For der mangler lidt sammenhængskraft – fornemmelsen af små, adskilte optrin frem for en fortløbende historie bliver mere og mere påtrængende.
Hvorfor forlader Joni fx sin rumfamilie, der jo elsker hende højt? Hvad er det med de elefanter, hvorfor er de der og hvad er der specielt ved dem, siden det lige er elefanter? Og vigtigst af alt: hvad er egentlig lillebrors opgave i historien? Nogle gange er han med, andre gange fungerer han bare som musiker i baggrunden. Og i øvrigt baggrunden for hvad? Hvor udspilles historien helt konkret?
God energi
Her ligger en række tydeliggørende valg, som forestillingen ikke synes at tage. Samtidig forstærker det abstrakte, ret tomme scenerum opfattelsen af, at der er for mange ord og for lidt handling. Måske også fordi hele omverdenen, både den konkrete med forældrene og den fantastiske med elefanterne og rumvæsenerne, kun findes i højttalerne.
Men Fanny Louise Bernth har god energi som Joni, og Rumle Sieling Langdal fungerer ubesværet som både lillebror og musiker. Scenen til sidst, hvor Joni udmattet ender i lillebrors trøstefavn, er fin og stærk, men også en smule uforløst.
Hvad nu, tænker man. Har Joni gennemgået en udvikling eller fortsætter hun bare på samme vis i morgen? Og er der noget i forestillingen, der peger ud over påvisningen af, at utilpashed nok er en generel følelse hos teenagere?
Jeg sidder tilbage efter tæppefald med en lidt tør fornemmelse. Som om forestillingen ikke helt løftede sig til de kosmiske højder, den lagde op til. Som om det sofistikerede greb i tekst, scenografi og iscenesættelse til dels kvalte det legende og fantasibefordrende.
