Refusionsudvalget havde en travl weekend 13.-14. januar, hvor Sønderbro Skole på Amager lagde lokaler til 20 forestillinger fra 18 teatre – efter at et enkelt afbud var indløbet.
Ud af de 19 turneforestillinger for børn og unge endte det med otte godkendelser og 11 afslag – og dertil kommer en voksenturneforestilling, hvor portalen ikke kender resultatet.
De godkendte b&u-forestillinger er:
– André Andersen: Den store krig og skuddene i Sarajevo (ANM)
– André Andersen: Den halve papdreng (ANM) *
– Teater Next: Den lille prins (ANM)*
– Sofie Walbom: Anna Paulines Rejse
– teater (døgdi): Bustin Jieber har brug for en pause *
– Memory Wax: Clascuro *
– Olsens Teater: Den lykkelige bonde (ANM) *
– Olsens Teater: Gubben og æslet (ANM)
De med *-mærkede er tilmeldt Aprilfestival 2018 i Syddjurs Kommune, hvor refusionsgodkendelse er en forudsætning for deltagelse. Her vil Teateravisen også lægge an til anmeldelse af de nye forestillinger på denne liste.
For en del af de godkendte forestillinger er jo gamle kendinge – som for de flestes vedkommende har fået gode anmeldelser her på portalen – der har haft refusionsgodkendelse i flere år, men som ved udløbet af denne altså har skullet til eksamen igen. 'Den lille prins' har dog hidtil alene haft formidlingsgodkendelse.
Hvad 'Gubben og æslet' angår, blev den i sin tid anmeldt i papirudgaven af BTA nr. 144, marts 2008 – på den tid var forestillingen en del af repertoiret hos Jytte Abildstrøms Teater, inden Erik Olsen gik solo.
Arrangementet i København var første del af i alt to showcase-weekender, så Refusionsudvalget skal til Horsens 27.-28. januar, hvor der p.t. venter 14 forestillinger fra 13 teatre.
Se mere om Refusionsordningen på: https://www.kunst.dk/kunstomraader/scenekunst/refusionsordningen/
(Billedet: 'Den halve papdreng'; 'Den lykkelige bonde' og 'Den lille prins' var blandt de otte b&u-forestillinger, der blev refusionsgodkendt på showcase. Foto: Torben Sørensen, Olsens Teater og Thea Løvgreen)
(caj)