21. oktober 2024

Open Call til Horsens Teaterfestivals dramaturgiat

Horsens Teaterfestivals årlige program kurateres af festivalens programchef sammen med et nedsat dramaturgiat på fem personer, der løbende udskiftes. Normalt inviteres nye medlemmer ind af festivalen selv, men nu forsøger man sig med en ny proces i form af Open Call – en form som nu også benyttes til at finde nye medlemmer til fx Statens Kunstfonds legatudvalg. Men her gælder det altså Horsens Teaterfestival, der har sendt nedenstående opfordring:

Vi søger et nyt medlem af dramaturgiatet for Horsens Teaterfestival fra januar 2025.

Horsens Teaterfestival er en kurateret festival, der præsenterer scenekunst for børn og unge, med fokus på bredde og alsidighed i forhold til målgrupper og genrer.

Dramaturgiatets rolle er af stor betydning for programlægningen på Horsens Teaterfestival. Festivalen har ikke kun betydning for Horsens Kommune men hele scenekunstområdet, og derfor bidrager dramaturgiatet ikke kun til en lokal festival men til at styrke det samlede scenekunstområde for børn og unge til glæde for teatre, formidlere, publikum m.fl.

Dramaturgiatets arbejde består af

  • at se og anbefale forestillinger til Horsens Teaterfestival
  • at sparre omkring udviklingen af festivalen
  • at sparre omkring ansættelsen af nye programchefer

Det forventes, at et dramaturgiatsmedlem

  • ser minimum 5 forestillinger i løbet af sæsonen
  • deltager i alle dramaturgiatsmøder – ca. 4 om året.
  • kan se forestillinger i weekenden på KLAP-teaterfestival og kan deltage i det afsluttende dramaturgiatsmøde, som ligger søndag på KLAP-teaterfestival
  • er til stede på Horsens Teaterfestival, som finder sted 3. weekend i september. I 2025 ligger festivalen dog den 4. weekend i september, den 26.-28. september.

Det forventes, at dramaturgiatet følger tendenser indenfor scenekunsten og har et godt netværk i miljøet.

Arbejdet honoreres med et mindre årligt vederlag samt dækning af udgifter til transport og ophold i forbindelse med møder og festivaler. Medlemmer af dramaturgiatet sidder i en periode på fire år.

Har du en faglighed indenfor scenekunst for børn og unge, og har du lyst til at være med til at lægge programmet for Horsens Teaterfestival så skriv til os på teaterfestival@horsens.dk

Deadline er 1. december 2024

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne