18. december 2024

Open Call til Advisory Board

Kære teatre

Teatercentrum (TC), Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS), ASSITEJ Danmark (AD) og Den danske Scenekunstskoles efter-videreuddannelse (EVU) har indgået et samarbejde for at styrke efter-videreuddannelsesmulighederne for scenekunstfeltet for børn og unge.

Målet for efter-videreuddannelsestilbuddene er at understøtte udviklingen af scenekunsten for børn og unge. Vejen dertil kan både gå gennem faglig inspiration og metodisk dygtiggørelse for scenekunstfagligheder indenfor børne- og ungdomsområdet. Gennem møder og gensidig udveksling mellem nye og nuværende kunstnere i feltet. Gennem åbning af de forskellige genrer og de nye tværæstetiske rum. Og formentlig en masse andre veje, som vi ikke kender endnu.

For at sikre en bredere stemme fra branchen og dermed styrke relevansen af de konkrete tilbud nedsætter vi et Advisory Board, der også rummer repræsentanter fra teatre og kompagnier. Advisory Boardets første opgave bliver at sætte rammerne for et seminar den 6. marts 2025 som skal være opfølgning på samtalen om kunstnerisk kvalitet og praksis og udviklingen af eget kunstnerskab, der fandt sted på KLAP – taterfestival for små og store i Esbjerg i 2024.

Som medlem af Advisory Boardet kan du forvente at deltage i 4-6 møder årligt. Møderne vil både kunne foregå fysisk og digitalt. Opgaven vil være honoreret. Udpegningen til Advisory Boardet løber som udgangspunkt i to år.

Advisory Boardet kommer til at bestå af tre repræsentanter fra scenekunstbranchen for børn og unge samt Gitta Malling fra det nuværende PUS, Dianna Telling fra TC, Amalie Ørum Hansen fra AD og Maj-Britt Mathiesen fra EVU.

Hvis du ønsker at komme i betragtning som medlem af Advisory Boardet, skal du sende en mail til Dianna Telling på TC (dt@teatercentrum.dk) med følgende oplysninger: Navn, mailadresse, stilling/funktion/faglighed, og en kort motivation for, hvorfor du gerne vil deltage i dette arbejde og bidrage til udviklingen af efter- videreuddannelsestilbuddet for scenekunstfagligheder indenfor scenekunst for børn og unge.

For at kunne nå at tilrettelægge seminaret den 6. marts, skal vi bede om at høre fra interesserede senest fredag den 17. januar.

(open call fra initiativtagerkredsen)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne