Af: Carsten Jensen

25. november 2016

Om at sætte spor

Niels Vandrefalk har markeret sig på mange fronter gennem et langt teaterliv. En del bliver nu blotlagt i teaterromanen 'Bajads i ilden', hvor han som i forgængeren 'Teatergal' atter udsætter læseren for et fabulerende amokrend af autofiktion og digtekunst. En reportage og en bogomtale.

»Jeg har aldrig læst noget lignende!«

Sådan lød det helt spontant fra Anne Marie Helger, kollega udi teater og udfarende meningsmageri, da hun præsenterede Niels Vandrefalks nye værk, 'Bajads i ilden', ved en velbesøgt bogreception fredag 18. november i Revymuseet på Frederiksberg.

Et ganske passende sted for præsentation af en bog, der bl.a. lanceres som 'grovkornet politisk satire' og med Søren Kierkegaards velkendte Bajads-citat fra 1843 som præmis fremført på dagen:

'Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tror, at det er en Vits'.

Og et passende sted for Anne Marie Helger, der læste en længere passage fra bogens indledning – og sørgede for indskudte realpolitiske kommentarer.

Siden fulgte endnu et uddrag i dialog med Niels Vandrefalk selv – de to har faktisk arbejdet sammen i teatersammenhæng årtier tilbage – og det var ganske fornøjeligt og en velvalgt appetizer til en bog, der i form og indhold byder læseren på mange udfordringer.

Eller med Helgers ord til forfatteren: 'Der er mange stilarter i din bog, men du har din helt egen stil!'

Syv års erindringsbearbejdelse

Med 'Bajads i ilden' er syv års skrivearbejde slut, der blev påbegyndt efter færdiggørelsen af 'Teatergal' – første bind i en bebudet trilogi – og det var en både stolt og lettet Niels Vandrefalk, der takkede for støtte og support i en munter tale med kærlige hip til både hjælpere og egen indsats i den lange proces.

Mange af hans faste støtter var mødt frem i Revymuseet, der følgelig var fyldt til bristepunktet. Fra det børneteater, hvor han har haft sit største virke, så man dog kun et par stykker. Ikke alle i miljøet har samme rummelige vingefang overfor kontroversielle kolleger – og heller ingen fra Refusionsudvalget, som Niels Vandrefalk p.t. kæmper endnu en indædt kamp med, havde fundet vej.

Til gengæld har de fået en bredside i bogen, der ellers kun i enkelte passager giver helt direkte og letafkodelige indblik i Niels Vandrefalks engagement i og omkring dansk børneteater, for 'Bajads i ilden – kærlighedsrus på vingesus' er så langt fra en traditionel erindringsbog om et liv i teaterkunstens tjeneste.

Der er snarere tale om en form for fabulerende autofiktion, hvor allehånde litterære stilarter har fået plads – fra ren digtning over småsyrede dialoger til reportageagtige afsnit og kulturpolitiske iagttagelser og selvoplevet med- og modgang. Med brug af fiktive navne og handlinger og konkrete begivenheder, dialoger og oplevelser.

Det meste blandet sammen på en måde, der kræver stamina af læseren og vil udfordre dem, der forsøger at skelne mellem fiktion og virkelighed og måske bruge kendskabet til Vandrefalken for at udrede handlingstrådene.

Autofiktion på syre

Som nævnt er 'Bajads i ilden' en selvstændig opfølgning på 'Teatergal' fra 2009, angiveligt et manuskript om teatrets magi, efterladt af karakteren Falco og udgivet af karakteren Alba – som begge er hovedkarakterer i den nye teaterroman, der veksler mellem hendes dagbogsoptegnelser og nye tildragelser:

'Hun har overlevet et heksebål antændt af fanatiske krigskarle i sit fædreland. Han er vendt tilbage fra underverdenen. Gammel tiltrækning kaster dem ud i kåde klovnerier på en husbåd i Holbergs fødeby, Bergen. De vender tilbage til samfundsmanegen i en kærlighedsrus af tantrisk elskov. Forvandlet til bajadser', som det formuleres på bogens omslag.

Teaterromanen starter med en kort intro fra Bergen 2011 og Sejerø 2009, inden der lægges hårdt ud med fortælleren Albas modtagelse af litteraturprisen i Stockholm 2008 (?!), der bl.a. bruges til et udfald mod AFRaid – en slags akronym for fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen –  og hans politik. 

Romanen pendler flittigt mellem Sejerø (2009), Annabergparken i Odsherred med teater og teaterskole (2009) og husbåden i Bergen (2011), som alle blot er stedsbestemte forankringspunkter, mens fortællingen folder sig ud som en kanonade af indfald og udfald, episoder og fabulerende fortællinger af både poetisk og sine steder meget sanselig karakter og med pludselige nedslag af ganske konkret refererende og reportageagtige passager.

Det er autofiktion på syre – hvor alle litterære remedier og stilarter tages i brug, og hvor læseren skal kæmpe for at hænge på, men så også bliver belønnet af den sproglige opfindsomhed.

Og i øvrigt også af Adi Holzers fine meddigtende illustrationer, selvom de faktisk alle 42 er fra andre af hans værker, men altså fundet frem af Niels Vandrefalk og hans hjælpere til teaterromanen. Som også typografisk er en smuk bog.

Karakterarbejde

Teaterromanen er både overvældende og fascinerende og ind imellem for meget, og det kan nok anbefales ikke at læse 'Bajads i ilden' i et langt stræk – som denne signatur, der trods fakta-freak med et nogenlunde overblik over Niels Vandrefalks teatermæssige gøremål ofte blev hægtet af og sat ud i desorienteringens tåger.

Det er dog klart, at Niels Vandrefalk selv findes i flere af karaktererne – ikke mindst de gennemgående Falco og Alba, der både er i dialog og i saftig seksuel clinch med hinanden bogen igennem – og i mange af bogens handlinger.

Det erkender forfatteren under en kort snak med Teateravisens udsendte ved receptionen, hvor han opgør romanen til at bestå af to nogenlunde lige store halvdele af fakta og fiktion.

Og fortæller, at hvor nogle figurer er farvet af forfatterens holdning til deres standarder og har opdigtede navne eller synonymer – tidligere kulturminister Niels Matthiasen blev fx kaldt 'Bademesteren' i 'Teatergal', mens fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen som nævnt kaldes 'AFRaid' i 'Bajads' – med fiffigt brug af de engelske ord for bange (afraid) og angreb ('raid') – har alle autentiske navne i branchen fået de tekster, hvor de optræder, til godkendelse.

Figurer og fællesnævnere

Der er som nævnt i bogen både direkte og slet skjulte angreb på nogle af de institutioner, som Niels Vandrefalk har kæmpet og fortsat kæmper med.

Som eksempel angiver han en figur som Charlotte Oxenvad:

»Det er ikke en model efter en konkret embedsmand/kvinde, men er skabt som en fællesnævner for den kvalitative/etiske deroute, som efter min mening er sket med den stand i de 50 år, jeg har været tæt på den/afhængig af den. Begyndende med min nære tilknytning til Kulturministeriet/K. Helveg Petersen (1968-71) og kvaliteten af embedsværket dengang til den foreløbige finale med Refusionsudvalget.

Indbefattet Kunststyrelsens etiske sammenbrud i forvaltningen af lovteksterne,« siger Niels Vandrefalk med særlig tanke på 'de gigantiske habilitetsproblemer,  som samtlige kunstbedømmende udvalg lider under med stribevis af udenfor-døren-noteringer fra mødereferaterne'.

Enegænger og provokatør

Niels Vandrefalk cementerer således med sin nye teaterroman sin status som både enegænger og provokatør – men trods de mange fejder og verbale angreb på modstandere fremstår han alligevel altid med en medmenneskelig interesse og oprigtighed.

'Bajads i ilden' er som nævnt en autofiktionsagtig teaterroman formet over et skelet af virkelige begivenheder, men man får efter endt læsning lyst til at læse den helt prosaiske og faktabaserede historie om Niels Vandrefalk, der med et halvt århundrede på barrikaderne i gruppeteatre som Banden og Teatret Møllen, enmandsteatret Vandrefalken, det nuværende Holberg Teatret og de mange organisatoriske indsatser  gennem et halvt århundrede har været en så interessant del af både det moderne børneteater og den kulturradikale nutidshistorie.

Spor i sneen

Ved bogreceptionen på Revymuseet opfordrede Niels Vandrefalk de mange fremmødte til både at sprede det glade budskab om den nye teaterroman og om at komme med kommentarer til bogen – hvor han pointerede, at man virkelig skulle komme med sin ærlige mening, fordi han som i sit øvrige virke foretrak ærlighed frem for medløberi.

Og så sluttede han i øvrigt af med at fortælle, hvordan sneen for nylig var faldet ved hjemmet på halvøen Asnæs ved Kalundborg, så man kunne se spor efter harer i sneen. Siden forsvandt sneen igen, men mærkerne efter harerne var der stadig.

Således håber han, at hans virke trods alt vil efterlade sig synlige spor. Med sin nye teaterroman har han i hvert fald gjort et godt og modigt forsøg.

Seneste artikler

Seneste artikler

Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Vi klapper i takt

Vi klapper i takt

Et nytår signalerer ofte forandring, og 2024 bliver så også det år, hvor Aprilfestivalen skifter navn til 'KLAP - teaterfestival for små og store’. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, reflekterer i sin kommentar over det intensive arbejde med at udvikle en ny identitet for den store festival.
Læs mere
’De vil virkelig gerne lave teater’

’De vil virkelig gerne lave teater’

Dramatiker Væksthus har været et brancherettet talentudviklingsprojekt for dramatikere til børne- og ungdomsteatret siden 1997. Med det nye og 14. hold, DV 23-25, følger også en vision om at udvikle nye samarbejdsrelationer med andre kreative uddannelsessteder om det at fortælle historier.
Læs mere
Årsopgørelse

Årsopgørelse

Teateravisen følger 2023 til dørs med enkelte punktnedslag omkring børne- og ungdomsteatret. Der blev atter produceret scenekunst på højt niveau og i imponerende mængder, som samtidig er i stand til at overskygge, at den økonomiske proletarisering af området fortsat er en alt for nærgående medspiller for mange teatre.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Vi klapper i takt

Vi klapper i takt

Et nytår signalerer ofte forandring, og 2024 bliver så også det år, hvor Aprilfestivalen skifter navn til 'KLAP - teaterfestival for små og store’. Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, reflekterer i sin kommentar over det intensive arbejde med at udvikle en ny identitet for den store festival.
Læs mere
’De vil virkelig gerne lave teater’

’De vil virkelig gerne lave teater’

Dramatiker Væksthus har været et brancherettet talentudviklingsprojekt for dramatikere til børne- og ungdomsteatret siden 1997. Med det nye og 14. hold, DV 23-25, følger også en vision om at udvikle nye samarbejdsrelationer med andre kreative uddannelsessteder om det at fortælle historier.
Læs mere
Årsopgørelse

Årsopgørelse

Teateravisen følger 2023 til dørs med enkelte punktnedslag omkring børne- og ungdomsteatret. Der blev atter produceret scenekunst på højt niveau og i imponerende mængder, som samtidig er i stand til at overskygge, at den økonomiske proletarisering af området fortsat er en alt for nærgående medspiller for mange teatre.
Læs mere