Det nye refusionsudvalg, der tiltrådte forud for denne sæson, har været værter for deres første showcase. Og det blev i en reduceret version, idet et par afbud gjorde, at man helt kunne aflyse den jyske seance i Horsens og koncentrere sig om ti forestillinger til eksamen i Virum i weekenden 26.-27. september
Fire teatre måtte dog gå med uforrettet sag uden den attråede refusionsgodkendelse, mens seks forestillinger fandt nåde hos udvalget:
Måle Fortælle Teater: ’De lange næser’(6-12 år)
Quasi Teater: ’Den danske sang’ (11-99 år)
Hugga Bugga Teatret: ’Pigen der skulle vælge’ (6-12 år)
Teater NoCanDo: ’Sneens stemme’ (5-10 år)
Teater Kras: ’Jeg sku’ bare lige se, om du var der’ (7-99 år)
Teatret Optimis: ’Vi elsker at hade svenskerne’ (voksne)
Refusionsudvalget 2009-2013 består af Methe Bendix, instruktør og kunstnerisk leder af Teater Hund (formand for udvalget), Louise Ejgod Hansen, cand. mag. i æstetik og kultur, ph.d.-stipendiat ved Afdeling for Dramaturgi ved Aarhus Universitet, Claudio Morales, skuespiller og iscenesætter, Jacob Stage, koreograf, danser og skuespiller, stifter af Mute Comp og Jesper La Cour Andersen, skuespiller og kunstnerisk leder af Det Fortællende Teater.
Læs mere om ordning, udvalg m.v. på www.kunst.dk/scenekunst/refusionsordningen