’Vi lister os af sted på tå, når vi skal ud at røve / Vi røver bare det, vi må, og det, vi nu behøve’…
Sådan synger røverne i ’Folk og røvere i Kardemommeby’, når de kækt tager af sted på tyvetogt i Thorbjørn Egners elskede børnebog.
Denne sommerdag i Norge står røverne dog i deres pjaltede tøj og ser lidt flove ud, for de er lige blevet fanget af selveste Politimester Bastian. De befinder sig i en virkelig Kardemommeby – en komplet Kardemommeby med alle husene fra bøgerne, anbragt midt inde i forlystelsesparken Dyreparken ved Kristiansand i Norge.
Den gamle Tobias’ tårn står midt på pladsen, akkurat som i Thorbjørn Egners egne tegninger, og nysgerrige børn bliver løftet op på skuldrene af deres forældre, så de kan se de tre røvere på stribe stå og blive flove, når en (overraskende ung og mørklødet) Tante Sofie snerper munden og skælder hidsigt ud. For dette er site-specific teater.
Men at dømme efter børnenes reaktion er de ikke et øjeblik er i tvivl om, at dette vitterlig er Kasper, Jesper og Jonatan, der står og er sultne. De har det samme tøj på som i bøgerne. Ergo er det dem. Egners figurer er tydeligvis så ikoniske, at de uden problem trives som teaterfigurer i en udendørs familiepark.
Den norske forfatter Thorbjørn Egner (1912-1990) er kendt og elsket for bogen om ’Folk og røvere i Kardemommeby’, men også for ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ og ’Karius og Baktus’. I Danmark dyrkes han en del, men i sit hjemland Norge har han nærmest gudestatus.
Og ligesom Astrid Lindgren har sin egen forlystelsespark i Astrid Lindgrens Värld i Vimmerby i Sverige og Danmarks egen eventyrdigter har H. C. Andersens Verden i Præstø –
så har Thorbjørn Egner altså sin egen forlystelsespark ved Kristiansand, mindre end tre timer fra Hirtshals…
Stille løve
Når man går rundt en varm sommerdag i Dyreparkens version af Kardemommeby, føler man sig så tryg, som man kan blive. Selv fængslet med tremmer og køjer til de tre røvere er faktisk ganske hyggeligt. Børnene må i hvert fald godt klatre op i sengene og prøve dem.
Nuvel, i Kardemommeby er alle bange for den farlige løve. Det er børnene på besøg i Dyreparken selvfølgelig også, i hvert fald et ganske kort øjeblik.
I den bagende sol går en lille pige hen mod tremmerne og stirrer både spændt og bange ind mellem tremmerne. Det er svært at se noget i mørket derinde. Men jo. Oven på noget halm ligger løven ganske rigtigt og stirrer. Hun trækker hånden til sig, som om hun er bange for, at løven skal åbne gabet mod hende og snuppe hendes hånd.
Men så vænner hun sig til mørket og bliver rolig. For løven derinde kigger bare venligt på hende. Den ligner godt nok temmelig meget en bamse, og den ligger imponerende stille af en løve at være. Men hov! Lige pludselig blinker den til én. Sådan virker det i hvert fald.
At Dyreparken så rent faktisk også er en zoologisk have, ændrer egentlig ikke oplevelsen. For selv om man netop skulle have passeret det flotte løveterræn med masser af plads til en flot og yderst levende og kødædende løvemankehan med flere hunner omkring sig, så får det ingen indflydelse på fiktionen. For løven i Kardemommeby er jo en fredelig ven…
Grovkornet instruktion
I denne opbyggede Kardemommeby-verden af huse og skuespillere iført figurernes tydelige kostumer virker det nærmest, som om det er tilskuerne, der selv fremdigter forestillingen.
Det er i hvert fald børnenes gensynsglæde med Kasper og Jesper og Jonatan, der skaber liv i disse tre skuespillere.
Faktisk er skuespillerne instrueret temmelig grovkornet – og nærmest med en amatøragtig mime og råben, så alle kan se og høre dem. Stor skuespilkunst er det i hvert fald ikke.
Alligevel accepterer man umiddelbart disse udklædte personer som repræsentanter for bøgernes figurer. Antagelig fordi figurerne er stærkere end deres tilfældige skuespillere.
Drilsk spillestil
Dyreparken er tydeligvis et driftigt showbiz-foretagende. Dramatiseringsmulighederne er i hvert fald udnyttet på opfindsom vis.
Bedst lykkes det i en selvstændig forestilling med titlen ’Rejsen gennem Hakkebakkeskoven’. Her har Dyreparken bygget en kæmpe forlystelse i form af et tog med store vogne, hvor folk sidder på langs i vognene på lange rækker. Her bliver kører folk så trillet rundt i Hakkebakkeskoven i en forestilling, der folder sig ud scene for scene.
Tilskuerne kigger indad mod et stykke fjeld, som er blevet indrettet scenografisk med Klatremus’ yndlingsskov og med Bedstemor Skovmus’ hus og Bagermester Harepus’ bageri med den enorme peberdåse. Først dukker Mikkel Ræv op og forsøger at narre Klatremusen – og så løber Klatremusen ellers videre, mens toget kører efter den springende mus…
Det er underholdende og underfundigt. Det sjove er, at det virker ganske naturligt, at den stribende Klatremus klatrer rundt i træerne med guitar om halsen…
De charmerende skuespillere, der ærgerligt nok er unavngivne, er instrueret af musicalinstruktøren Jostein Kirkeby-Garstad. Han har fundet en fin og rolig, men også drilsk spillestil, så skuespillerne både formår at se tilskuerne direkte i øjnene – og at løbe fra fjenderne.
Slutningen virker dog lovlig patetisk og omstændelig, når den med norsk moralestil understreger, at alle bør opføre sig ordentligt – og at ingen må spise hinanden. Den slags ville man næppe slippe af sted med i det krænkelsesforskrækkede Danmark, men på norsk klippegrund lyder det faktisk ganske tilforladeligt, at man skal tilpasse sig fællesskabet.
Skolekomediernes mester
Historien bag Dyreparkens satsning på Thorbjørn Egners univers er egentlig enkel. ’Folk og røvere i Kardemommeby’ udkom som bog i Norge i 1955 og i Danmark året efter i Halfdan Rasmussens oversættelse.
Fortællingen havde faktisk urpremiere som teaterforestilling på Hjørring Teater i 1960; (det afsløres på udstillingen ’Hjørring på de skrå brædder’ på Vendsyssel Historiske Museum). ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ fik urpremiere i 1961, også i Hjørring.
Disse to forestillinger er siden blevet nogle af de mest elskede børneforestillinger både i Norge og i Danmark, både som professionelle forestillinger og i amatørregi. Ikke mindst fordi Thorbjørn Egners historier med deres mange og karakteristiske figurer har vist sig at være så velegnede som skolekomedier.
Men også professionelt har Thorbjørn Egners universer vist sig at ramme teaterpublikummets nostalgiske sans for det opbyggelige og det forstående. Bellevue Teatret har hvert år spillet ’Folk og røvere i Kardemommeby’ som juleforestilling, lige siden Jesper Klein i 1981 iscenesatte forestillingen med kamel og det hele – og siden 2011 har Peter Aude videreført traditionen.
’Dyrene i Hakkebakkeskoven’ kan desuden ses på Teater V, hvor instruktøren Pelle Koppel i 2011 skabte en forestilling, som har været vist både i Valby og på turné lige siden. Som en ny tradition for Mikkel Ræv, Klatremus og alle de andre.
Pippi eller Tante Sofie
Men det handler også om psykologi. Når man har trasket rundt i Dyreparken en hel lang dag, begynder Thorbjørn Egners univers vitterlig at glide ind i ens tankegang. Alt er gennemført. Selv kloakdækslerne har indstøbt ordet Kardemommeby. Og på fliserne rundt omkring står der berømte citater fra bøgerne. Som for eksempel et citat fra røverne, der siger: ’At vaske sig, det er slet ikke godt’.
Samtidig bliver det norske værdisæt meget tydeligt. Hvor Astrid Lindgrens svenske Pippi-univers er bygget på ukuelighed og idérigdom – og forherligelsen af den begavede outsider – er Thorbjørn Egners univers bygget på ordentlighed og ansvarlighed.
Thorbjørn Egners bøger hylder dem, der indordner sig under voksenfællesskabets regler. Når røverne har røvet Tante Sofie, og hun tvinger dem til at vaske sig hver eneste dag – fy og føj! – så synes røverne jo, at det er skrækkeligt besværligt. Men børnetilskuerne synes tydeligvis, at de skal vaske sig. For sådan er livet bare. I hvert fald hvis man gør, hvad der bliver sagt.
Politimester Bastians ord
På denne måde er der mere alvor i Egners univers. Men også en større rummelighed og venlighed, som man nok kan tage ved lære af, ikke mindst hvis man er højtråbende og individualistisk dansker. Kardemommeloven hænger da også overalt i Dyreparken – og bliver selvfølgelig solgt som merchandise i de velassorterede forretninger overalt i forlystelsesparken.
På Politimester Bastians klingende norsk lyder Kardemommeloven sådan her:
’Man skal ikke plage andre / Man skal være grei og snill / Og for øvrig kan man gjøre hva man vil’
I Halfdan Rasmussens oversættelse kom den sjovt nok til at lyde sådan her i en mindre artig udgave:
’Man skal ikke plage andre / Eller sætte livet til / Og for øvrigt kan man gøre hvad man vil’.
Men jo. Det er lige det, man kan.