Forsøgsstationen fejrede sin fem års fødselsdag 12. december med taler, musik og kunstneriske indslag. Og blandt de mange hilsener var også et fødselsdagskort fra teaterlivets grand old man, Bjørn Lense-Møller, hvori der bl.a. stod:
'I er noget af det mest betydningsfulde, der er kommet til i scenekunstens udvikling de seneste år. Tillykke med jeres første lille jubilæum'.
Og der er naturligvis fremadrettet gang i diverse eksperimenter og forskning på Forsøgsstationen, der også huser små (børne)teatre m.v. – og siden efteråret har også Uafhængige Scenekunstnere (www.scenekunstnere.dk) haft et lille kontor på stedet.
Og de to første uger af februar er der internationalt gæstebesøg, idet den ungarske iscenesætter, dramaturg og performer Marin Boross (f. 1988), som led i artist-in-residency-programmet skal være med til at udvikle et dansk-ungarsk samarbejdsprojekt, der finder sted på Forsøgsstationen under CPH Stage 2015 og er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.
Og har man lyst til at se nærmere på Forsøgsstationen, er der mulighed for det 28. januar 2015, hvor der fra kl. 19,30-22 afholdes kunstnerisk salon med danser, fysisk performer, koreograf og underviser Kasper Ravnhøj (Mute Comp. Physical Theatre), der vil præsentere sin metode inden for scenekunst og bidrage til Forsøgsstationens aktuelle fokus på træningsformer i en kunstnerisk kontekst.
Der er gratis adgang for alle og tilmelding er ikke nødvendig.
Mere om Forsøgsstationen på www.forsoegsstationen.dk
(caj)