2. januar 2017

Nyt egnsteater uddeler 400 gratis billetter

Fra nytåret afløste Dansk Rakkerpak Grønnegade Teater som nyt egnsteater i Næstved, og det skal selvfølgelig markeres. Og det gør teatret så ved at uddele 400 gratis teaterbilletter til to forskellige forestillinger, der hver spilles to gange i weekenden 14.-15. januar.

Det sker dagen efter den officielle åbning med taler og toner og teater og er Dansk Rakkerpaks tilbud til Næstveds borgere om at lære det nye egnsteater nærmere at kende.

Forestillingerne spiller i Teatersalen på Grønnegades Kaserne Kulturcenter – som er egnsteatrets faste scene i Næstved.

Dansk Rakkerpak spiller sin fornøjelige gadeteaterforestilling 'Psycho – Street Cut' for børn fra 6 år og voksnelørdag den 14. januar – kl. 14.00 og 16.00. Forestillingen er en særdeles uhøjtidelig hyldest til filmgysermester Alfred Hitchcock og hans hovedværk 'Psycho' (læs anmeldelse).

For de mindste er tilbuddet 'Hønes første æg' (2-6 år og voksne) med småbørnsteatret Faster Cool, der er en fast bestanddel af det nye egnsteater (læs anmeldelse).

Faster Cool er i skikkelse af Camille í Dali også en af de tre medlemmer af den kunstneriske ledelse, som tillige udgøres af Niels Grønne og Niels Peter Kløft, der tilbage i 1994 stiftede Dansk Rakkerpak.

Derudover består Næstveds nye egnsteater af administrativ leder Morten Aagaard og administrator Belinda Frank.

Gratis billetter til de to forestillinger kan bestilles via linket på www.danskrakkerpak.dk (max 4 billetter pr. person.)

Læs også artiklen: 'Dansk Rakkerpak bliver nyt egnsteater i Næstved'.

(Billedet: Holdet bag Næstveds nye egnsteater: Belinda Frank, Camille í Dali, Niels Grønne, Morten Aagaard og Niels Peter Kløft. Foto: Dansk Rakkerpak)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne