»Se, det er en ne-mand,« råber den lille dreng på anden række i Zangenbergs Teater. Og når man ser bort fra det manglende s i hans udtale, så har han fat i det helt rigtige. Længe inden en stor del af det voksne publikum har spottet snemanden i den hvide dyne med de to sorte hårclips og det røde halstørklæde er han helt med på hvad der foregår på scenen i Tali Rázgas nye forestilling. ‘Sneøjne’. En danseforestilling for de alleryngste.
‘Nystartede mennesker’
Ovenstående udtryk er tyvstjålet fra Corona La Balances sider i Den Røde Brochure. Forestillingen ‘Soldans og Månespil’ betegnes her som danseteater for nystartede mennesker. Egentlig blot en lille detalje i præsentationen af en forestilling, men alligevel siger dette udtryk så uendelig meget om det at beskæftige sig med denne målgruppe.
Det viser nemlig en bevidsthed om, at det at lave danseteater for de allermindste ikke kræver mindre talent eller engagement end det at lave en forestilling til et voksent publikum. Det er ikke bare en flok unger, man skal underholde i en halv times tid. Det er hele mennesker. Nystartede, men hele. Med et behov for kunstneriske oplevelser og udfordringer.
Og det er helt i Tali Rázgas ånd.
»Det irriterer mig, at det at lave teater for børn ikke møder samme respekt som det at lave teater for voksne. Jeg vil gerne have, at dem jeg arbejder sammen, med også synes, at det er en kunstnerisk udfordring for dem. Jeg tænker aldrig, at nå, men vi laver bare en forestilling for de små, så der går vi lidt på kompromis med kvaliteten eller ambitionerne – jeg tænker det som en ’stor’ forestilling og det skal være sådan at de dansere og musikere der er med også selv synes at de rent kunstnerisk kan stå inde for det de laver.«
Målgruppe på nærmeste hold
Og netop målgruppen skulle vise sig at blive Tali Rázgas adgangsbillet til børneteatrets magiske verden.
»Jeg blev gravid, mens jeg gik på den dansepædagogiske uddannelse, og fødte min datter Alma lige da jeg var blevet færdig. På det tidspunkt dansede en af mine veninder for Uppercut Danseteater og hun skulle være med til at lave Glitterbird-projektet (‘Glitterbird – Art for the very young’, et tre-årigt europæisk projekt om at lave teater, musik og dans for børn mellem 0 og 3 år, red.) og så blev jeg gennem hende spurgt, om jeg havde lyst til at være med, fordi jeg jo med min datter havde målgruppen på allernærmeste hold.«
Med smil i øjnene men alvor i stemmen kommer hun med et lille spark til den økonomiske situation mange kunstnere sættes i.
»Der er jo ikke særlig mange i vores branche der har børn, fordi når man får børn så finder man et mere regelmæssigt job som giver en fast indtjening, så det må jo udnyttes når der er nogen…«
Opmærksomhedsknager
Et af de bærende billeder i min samtale med Tali er opmærksomhedsknager. Et koncept som mange af os nok ikke har stiftet bekendtskab med før, men intet desto mindre giver de utrolig god mening. Og er ikke så langt fra knagerne hjemme i entreen som man skulle tro.
»Jeg synes som udgangspunkt altid, at man skal fange sin målgruppe, men man må også godt udfordre dem lidt. Jeg har prøvet at finde en balance med denne her forestilling. Et sted hvor jeg synes, at det kunstneriske niveau var så højt, at de voksne kunstnere bliver udfordret lidt, samtidig med at der er nogle håndgribelige ting – nogle knager – som børnene kan hænge deres forståelse op på så de hele tiden kan følge med – men alligevel får noget ekstra ud af det. Vi har f.eks. arbejdet meget med små tableauer, som er kædet sammen – ballonerne, ispytten, snemanden – og så er det dem der fungerer som opmærksomhedsknager. På den måde gør det ikke noget hvis børnene mister koncentrationen et øjeblik, for de kan altid komme ind i forestillingen igen.«
Exit-skilte og balloner
Men hvordan finder man ud af, hvad der fanger børnenes opmærksomhed? Og kan det overhovedet lade sig gøre at fastholde et to-årigt barns opmærksomhed?
»Som udgangspunkt forventer jeg ikke at kunne holde børnenes opmærksomhed i en hel forestilling. Det er fint nok for mig, at der er nogle af børnene, der står af undervejs, for som regel finder de jo ind i forestillingen igen. Det er også en del af det at arbejde med den målgruppe, de er et sted i deres liv hvor alt bare skal tages ind, de lærer hele tiden, så alt er lige spændende for dem. De skelner overhovedet ikke på samme måde som vi gør mellem hvad der er væsentligt og hvad der er mindre væsentligt – alt får den samme opmærksomhed. Så når de kommer ind i rummet så er exit-skiltet over døren måske lige så spændende som ballonerne på scenen. Man kan ikke styre deres fokus.« Forud for arbejdet med selve forestillingen lavede Tali Rázga et researchprojekt, som havde til formål at give hende noget mere viden om målgruppen for ‘Sneøjne’.
Med sig i projektet havde hun Tomomi Yamauchi, som også danser i den færdige forestilling, og sammen eksperimenterede de med, hvad der tryllebandt de nystartede mennesker – og hvad der slet ikke interesserede dem.
»Det gik op for os, at lige så snart vi var meget fokuserede på hinanden eller meget optagede af timing og bevægelseskvalitet, så gled børnene væk, så mistede vi dem simpelthen. Derfor har det virkelig været en balance. Der har f.eks. været noget fantastisk bevægelsesmateriale, som nogle af de voksne bare syntes var så dejligt – og så gik det bare helt forbi børnene! Der var blandt andet en gulvfrase, som de slet ikke kunne bruge til noget, og der tænker jeg, at det måske hænger sammen med, at det der med at nulre rundt på gulvet er så basic
for dem, men at komme videre der fra, det er stort. Så lige så snart man kan stå på to ben eller løfte et ben, så er det spændende for dem. Så en del af hemmeligheden er at vise børnene noget, de ikke selv kan. Helt i tråd med barndommens ‘Se hvad jeg kan, kom nu og se det alle mand’…«
Sneøjne
‘At ledsage små børn i teatret er at risikere at møde det uforudsigelige: Ikke vide hvad man skal gøre – eller blive overrasket over børnenes reaktioner’.
Det var nogle af de tanker, instruktør Catherine Poher gjorde sig forud for samarbejdet med Åben Dans omkring forestillingen ‘MigDigOs’, der har børn i alderen fra seks måneder til tre år som målgruppe.
Og det er en tanke som går igen i ‘Sneøjne’. Det at se verden med nye øjne og at reagere impulsivt og spontant på de input man får. Nøjagtigt som den lille dreng på anden række gjorde til premiere på ‘Sneøjne’.
Børn er ikke underlagt de samme konventioner som mange voksne mennesker er, og det er en af udfordringerne for Tali Rázga.
»Vi voksne er opdraget til at sidde pænt og stille i lang tid og være opmærksomme, og fordi børn ikke har de forudsætninger endnu, så er en børneforestilling mere koncentreret og mere kompakt – alle de steder hvor man kan strække en voksenforestilling, have pauser og dvæle ved tingene, der er man nødt til at springe hurtigt videre, for ellers glider børnene væk. Jeg synes også at børneforestillinger godt kan ses af voksne, tit handler de jo om emner der minder om hinanden, der er bare et børneperspektiv på tingene. Jeg elsker også selv at se børneforestillinger – tit kan jeg bedre lide dem end voksenforestillinger!«
Og der er nok mange af os der ville have godt af at se på verden med sneøjne en gang i mellem…
Frisk luft og kultur
Der er ingen tvivl om, at Tali Rázga brænder for børns ret til kunstneriske udfordringer og oplevelser.
»Der bliver ikke sat spørgsmålstegn ved, om børn skal leve sundt og have frisk luft og motion. Men der sættes spørgsmålstegn ved, om der er behov for kunst for børn, selvom det jo er den mentale sundhed det drejer sig om. Det drejer sig om at give dem den ekstra dimension i måden de ser verden på.« Tilbage på Zangenbergs Teater har publikummet, børn og voksne, oplevet både sneboldkamp og isdans. Og nu er den hvide dyne, som Snemand Frost blev lavet af, atter blevet til en snedrive i det ene hjørne. Som danserne læner sig op ad med et underfundigt og varmt udtryk i ansigtet.
»Den er slut,« siger vores lille ven på anden række. Og han har ret – og endnu en gang var han hurtigere end den voksne del af publikum.
Mette Windberg Baarup er B.A. i Dansk og Dansevidenskab samt stud. mag. i Kulturformidling ved Københavns Universitet.
—
Læs også Anne Middelboe Christensens anmeldelse af ‘Sneøjne’ her på sitet.
