26. september 2023

Nye medlemmer til Legatudvalget for Scenekunst

Efter Statens Kunstfonds nye proces med et Open Call, hvor kunstnere eller andre med stor kunstfaglig indsigt og viden har kunnet byde ind for at blive en del af de nye legatudvalg, sætter Kunstfonden nu navne på de nye medlemmer. Samtlige 15 udvalgte har selv indstillet sig – og får altså sæde i de nye udvalg, der tiltræder i starten af det nye år. Beskikkelsen gælder for perioden 2024-2027.

I alt havde 523 personer tilkendegivet deres interesse i at blive legatudvalgsmedlemmer.

Den primære opgave for udvalgsmedlemmer er at tildele arbejdslegater, præmieringer og hædersydelser. Kunstfondens Repræsentantskab udpeger 15 personer, mens de sidste ni udpeges af kulturministeren.

Som udvalgsmedlem deltager man også i tværgående initiativer i Kunstfonden, og Legatudvalgslederne sidder desuden i Kunstfondens bestyrelse.

Statens Kunstfond består af i alt 54 personer, der er udpeget af kulturministeren og Statens Kunstfonds Repræsentantskab. De 54 personer sidder i 12 udvalg: seks legatudvalg og fem projektstøtteudvalg samt ét samlet projektstøtte- og legatudvalg for arkitektur.

Hvad Legatudvalget for Scenekunst angår, er de udvalgte medlemmer instruktørerne Catherine Poher og Sargun Oshana. Siden kommer det af kulturministeren udpegede medlem med. Legatudvalget for Scenekunst aflønnes if. Kulturministeriet med 126.250 kr. årligt til forpersonen og 68.750 kr. til medlemmerne (niveau 31. marts 2012).

Og bare for en ordens skyld her er de øvrige af Repræsentantskabet udpegede legatudvalgsmedlemmer:

Legatudvalget for Billedkunst: Billedkunstnerne Anja Franke Hedegaard, Kristoffer Ørum og Birgitte Ejdrup Kirstensen; Legatudvalget for Film: Filminstruktørerne Mira Jargil og Ulaa Salim; Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design: Designer Pil Bredahl og glaskunstner Maria Sparre-Petersen; Legatudvalget for Litteratur: Forfatterne Merete Pryds Helle, Shadi Angelina Bazeghi og Rasmus Hastrup; Legatudvalget for Musik: Komponist og arrangør Mette Dahl Kristensen, komponist Søren Nils Eicherg og sangskriver Julie Aagaard Madsen.

 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne