12. januar 2024

Nye festivalteatre til infomøde

Nye teatre med gamle teaterfolk og nye medarbejdere fra gamle teatre – det var en del af den blandede flok, som Teatercentrum bød velkommen, da man torsdag 11. januar holdt online-informationsmøde for nye festivalteatre og medarbejdere forud for den kommende festival i Esbjerg.

Der er således blot tre måneder til, at den gamle (April)festival med det nye navn, KLAP – teaterfestival for små og store afvikles i Esbjerg fra 14.-21. april 2024.

Teatercentrums direktør, Dorthe Skøtt Bébe, der står foran sin første festival som leder af det store arrangement, men har masser af erfaring som producent og formidler fra tidligere festivaler, stod for velkomstordene til alle skærmdeltagerne.

Der var 28 tilmeldte til informationsmødet plus tre medarbejdere fra Teatercentrum og de to deltagere fra henholdsvis Teater Lux og André Andersen Solo: Martin Ammundsen – der fortalte om de tiltag omkring integrations- og mentorordning, som de nye teatre kan deltage i, mens André Andersen opfordrede alle nye teatre til at deltage i arrangementet New Case, hvor de kan møde formidlere/arrangører og kort fortælle om deres teater og forestilling(er).

Som vanligt var der også en repræsentant fra et af de teatre, der var ny på sidste festival – den korte udgave i Syddjurs Kommune – og her delte Iben Damkjær fra teatret Nøgensneglene ud af sine erfaringer og opfordrede de nye teatre til både at deltage i integrationsmøder og forsøge at se så mange af kollegernes forestillinger som muligt.

Udover infoudveksling om selve festivalen blev der også blev tid til spørgsmål om repertoirekataloget Den Røde Brochure – der sammen med deltagelse på festivalen er to af de mest turnesalgsfremmende initiativer både for nye og gamle teatre.

Teateravisen har forsøgsvis øjet den foreløbige deltagerliste igennem og fundet en halv snes nye teatre, der kan se frem til deres debut på KLAP-festivalen: Jonas Kjeldgaard Sørensen, Klimakysset, KOMMA Performance, Luns, Operanord, Remulus Entertainment, Teater JaNejMåske, Teater Vølven, Teatergården, ToBe og Utvik/Barfod.

Ofte er der dog erfarne navne i de nye teatre. Det gælder også teatret Det første bogstav, hvor teaterstifter Marc van der Velden med sine over 30 år i store danske børneteatre som ZeBU og Corona La Balance m.v. og på festivaler nok anbringes i en anden kategori…

Fra på mandag den 15. januar trækker Teatercentrums to programlæggere i ”logistik-kostumer” for at fordele forestillingerne ud over hele festivalugen. Her har 97 teatre tilmeldt 149 forskellige forestillinger.

Katrine Hüttemeier (klar til sin 14. festival) tager sig af programmet mandag til torsdag, dvs. forestillingerne i dagtimerne til børn og unge samt de offentlige forestillinger eftermiddag/aften mandag til torsdag i hele kommunen mens Dianna Telling  (klar til sin 18. festival) tager sig af det offentlige program fredag, lørdag og søndag i Esbjerg by.

Man kan følge slaget gang frem mod festivalstart og videre på festivalens hjemmeside: https://www.klap.nu

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne