Susanne Danig er et kendt ansigt også på børne- og ungdomsteaterområdet via sine nærmest utallige poster og aktiviteter – i flæng kan nævnes administrator, producent og informationsmedarbejder for en teatre, dansekompagnier og organisationer, forretningsfører for Dansk ITI, blogger, ledelseskonsulent og stifter og eejer af Danig Performing Arts Service, der arbejder med kunstnere og tillige sælger nogle af disses turneforestillinger – og nu har hun så også med Sorgenfri Teaterforening været med til at starte et helt nyt teaterinitiativ op.
Den nye teaterforening er på sin vis opstået på ruinerne af Lyngby-Taarbæk Teaterforening, som efter manglende kommunal støtte drejede nøglen om i 2012 og hvor Danig en periode var sekretariatsleder. Nu er hun så bestyrelsesformand i og leder af den nye teaterforening i kommunen.
Med Sorgenfri Teaterforening sigtes der mod 'at skabe et mødested for scenekunst, publikum og erhverv for at skabe historier og et socialt fællesskab' ved bl.a. at vise 'socialt engagerende og aktivitetsskabende scenekunst' – som man ifølge Susanne Danig også gerne 'eksporterer' både til nærliggende kommuner og i resten af landet.
Foreløbig er der ud over Sorgenfri planlagt forestillinger i: København, Brønshøj, Hillerød, Helsingør, Bornholm, Aarhus, Odder, Holstebro, hvor præsentationer sker på højskoler og fysioterapiskoler – samt et par enkelte teatre.
I den første sæson 2017-18 præsenterer teaterforeningen mindst otte forestillinger, som bl.a. vises i et samarbejde med den internationale Transformation Festival, der afvikles 14-17. september i København (se mere om festivalen og dens program på hjemmesiden: www.transformationfestival.rocks)
For denne portals aldrig svigtende interesse for professionel børne- og ungdomsteaters muligheder er der i teaterforeningens program spottet forestillingen 'Ingen kære mor' af Vild Kammerat, der vises i Sorgenfri Kirke for konfirmander 2. oktober og som blev vældig positiv anmeldt her på portalen i 2013.
Direkte adspurgt om andre forestillinger for ungdomssegmentet i Sorgenfri Teaterforenings fremtidige virke lokalt og nationalt, tøver Susanne Danig ikke:
»Vi ser i øjeblikket på hvordan vi kan få flere børne/unge-forestillinger ind i foråret – det er der efterspørgsel på. Og vi er især interesseret i forestillinger, der arbejder med socialpolitiske emner og i på en eller anden måde leder op til debat – og det kan området jo godt,« siger hun og efterlyser i samme åndedrag teatre med sådanne forestillinger.
»Det kunne være interessant at se hvem der kan se sig selv i det set-up. Det må gerne være nyproducerede forestillinger med indbygget debatpotentiale. Men jeg tror, at vi tager nyt som gammelt – bare det er godt og relevant.«
Man kan læse mere om den nye teaterforening på hjemmesiden: www.sorgenfriteaterforening.dk
og kontakte Susanne Danig på info@sorgenfriteaterforening.dk
(caj)