8. januar 2021

Ny runde for ansøgning til kulturaktiviteter

Nu kan kulturaktører søge tilskud til nye eller planlagte kulturaktiviteter i perioden fra den 1. januar 2021 til den 28. februar 2021. 

Ansøgere skal være opmærksomme på, at kulturaktiviteter, som finder sted i en periode og/eller et geografisk område, der er nedlukket, betragtes som på forhånd aflyst, og at der derfor ikke kan ansøges om tilskud fra aktivitetspuljen til sådanne aktiviteter.

Såfremt regeringen efter aktivitetspuljens åbning beslutter at forlænge nedlukning til efter den 17. januar 2021, enten generelt eller regionalt, vil det efter udmelding af sådanne forlængelser ikke være muligt at søge tilskud til aktiviteter i nedlukningsperioden i de omfattede kommuner.
Aktivitetspuljen kan søges af blandt andet foreninger, selvejende institutioner, kommunale institutioner og virksomheder, som er arrangører af publikumsrettede kulturaktiviteter som for eksempel teatre, spillesteder, koncerthuse, orkestre, museer, cirkus, stand-up-venues, revyer, folkeoplysende foreninger og multiarenaer.  

Kriterier for at søge puljen: 

• Puljen yder tilskud til publikumsrettede kulturaktiviteter med mere end 25 publikummer.
• Puljen yder tilskud på op til 65 procent af kulturaktivitetens omkostninger.
• Der kan søges om maksimum 1,5 mio. kr. per aktivitet.
• Hver ansøger kan højst modtage seks mio. kr. i tilskud fra puljen.

Søg og læs mere om aktivitetspuljen 

I henhold til den politiske aftale om tillæg til genåbning af generelle kompensationsordninger af den 16. december 2020, forlænges puljen frem til og med den 28. februar 2021, og der tilføjes yderligere 80 mio. kr. til Aktivitetspulje til kulturaktiviteter. 

Det er Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet, der administrerer aktivitetspuljen. 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne